Manticora
To Live to Kill to Live
Udgivelsesdato: 28. august 2020
Label: ViciSolum Productions
Type: Album
Genre: Progressive Power / Speed Metal / Thrash Metal
Antal Numre: 12
Type: Album
Genre: Progressive Power / Speed Metal / Thrash Metal
Antal Numre: 12
Progressivt speedmetal fra 2020 – part 2.
Skabelsen af Manticoras mesterværk afsluttes med deres udgivelse den 28. august 2020. To albums samt en tilhørende roman bliver resultatet af så mange timers arbejde, at det er svært at forestille sig. Det er noget, man desværre hurtigt glemmer, men et projekt i den her størrelsesorden fortjener anerkendelse for det hårde arbejde, der ligger bag.
Den ventede fortsættelse
Jeg fortsætter, hvor jeg slap med min anmeldelse af part 1, af det dobbelte konceptalbum fra Manticora, og jeg anbefaler derfor at læse anmeldelserne i rækkefølge. Planen var faktisk, at der ikke skulle gå mere end ét år før dette album, To Live to Kill to Live, skulle udgives – men det udkommer om en uge, to år efter den første udgivelse, og det er ikke til at sige hvorfor.
Som beskrevet i anmeldelsen af To Kill to Live to Kill, har gruppen haft flere udskiftninger. Om det har haft noget at sige, eller om hele processen måske har taget lidt længere tid, for at få det præcist, som bandet ønskede det, er svært at vide.
Men der har under indspilningerne på begge udgivelser i dobbeltalbummet været en ny mand på trommerne, svenske Lawrence Dinamarca. Ham og Manticora indgik en aftale om, at Dinamarca skulle indgå i bandets line-up, hvilket resulterede i, at bandet ifølge dem selv blev komplet, da det var meant-to-be et femmandsband.
Fortolkning og fortælling
Vi starter lige på og hårdt med det første track ”Katana – The Moths and The Dragonflies/Katana – Mud”. Det er ikke bare navnet på nummeret der er langt, det har nemlig en total længde på hele 14 minutter og 39 sekunder. Der kan sikkert findes et stykke musik, der er længere, men jeg tror, det er det længste, jeg har oplevet.
Det fører os tilbage til den kompleksitet, der er ved hele konceptet bag deres bog, hvor kapitlerne passer med de forskellige tracks. For når der skal fortælles en historie, kan det gøres på mange måder, eksempelvis som førnævnte nummer, hvor der er behov for at fortælle en hel masse. Eller som det efterfølgende track, ”To Nanjing”, der kun er ét minut og 57 sekunder langt. Her bliver der ikke sunget ét eneste ord. Ikke desto mindre er ”To Nanjing” lige så vigtig for den samlede fortælling som det første nummer.
Hvordan bandet har arbejdet på projektet? For de har ikke holdt pause mellem de to udgivelser To Kill to Live to Kill og To Live to Kill to Live. Man kan virkelig høre, at de ikke har lagt arbejdet fra sig, men i stedet er vokset med opgaven: Der er udarbejdet detaljer, og der er ikke gået på kompromis nogle steder på det igen 12 numre lange album.
To Live to Kill to Live byder på heftig trommeregn, hurtige guitarriffs og en vokal, der er så karakteristisk, at den får tiden til at stoppe, og river en med ind i de uhyggelige fortællinger. Samtidig er der også tracks som ”Goodbye Tina”, hvor der bliver skruet lidt ned for tempoet, hvor stemningen ryger i top. Så man får en del stemningsfulde op- og nedture.
Fuldført
Hvad end grunden til, at albummet blev forsinket, var, synes jeg ikke har den store betydning. Det er selvfølgelig træls for fans at skulle vente lidt længere, men et band, der har den erfaring, Manticora har efter 23 år på markedet, kender betydningen af et album i topkvalitet. Hermed viser de, at det ikke bare går ud på at få noget materiale sendt afsted, men at det er deres livs- og kunstværk.
Jeg ved dog ikke, hvad jeg synes om det helt vildt lange intronummer på over 14 minutter. Det er selvfølgelig rart med meget musik, men samtidig synes jeg den er lidt for langtrukken, når man sidder derhjemme og skal i gang med at høre udgivelsen som en helhed. Derfor lader jeg det være op til jer læsere, selv at vurdere nummeret. Der er ingen tvivl om, at dét, ligesom de andre numre, er super fedt og gennemført – det er bare meget langt.
Nu begynder fremvisningen af mesterværket – som har været under udarbejdning de sidste flere år, for alvor. Alle de timer, gruppen har lagt i projektet, skal de nu ud og høste frugterne af. Det er selvfølgelig svært i de her tider, når vi ikke kan afholde koncerter som vi førhen har kunnet, men det skal ikke stoppe os fra at smadre igennem til bandets fine arbejde.
Trackliste: