Grumpynators
Still Alive
Udgivelsesdato: 28. august 2020
Label: Mighty Music
Type: Album
Genre: Hard Rock / Heavy Metal / Speed Metal / Rock’n’roll
Antal Numre: 10
Type: Album
Genre: Hard Rock / Heavy Metal / Speed Metal / Rock’n’roll
Antal Numre: 10
Ægte dansk råhed i særklasse
Grumpynators er det eneste danske supportband, som har været på tour med Volbeat i det seneste årti. Men hvad er det, der gør dem så særlige? Grumpy-udtrykket kommer fra et mix af forskellige stilarter, som bandet forsøger at smide så meget mandehørm som muligt indover. De udkommer med en rå musik, som de vil bruge til at erobre verden.
Et væld af muligheder
Blander man Social Distortion, Motörhead og Stray Cats samt booster det med adrenalin og testosteron, får man bandet Grumpynators. Det består af fire mænd fra København, hvoraf en kommer fra et tidligere klassisk heavy metal-band og et andet medlem kommer fra noget hard rock.
Bandet er dannet i 2011 og bortset fra en udskiftning af trommeslageren i 2012, er Grumpynators kommet rigtig godt fra start med tours i mange af vores nabolande og i Europa. Tilmed har de spillet support for Magtens Korridorer og Volbeat. Nu kommer de så med deres tredje album, Still Alive, der bliver udgivet d. 28. august i år. Her leger de fortsat med genrer, der fremhæver deres store kompetencer. Albummet er optaget med Søren Andersen som producer og tekniker.
Psycho Sister
Allerede fra første nummer er der fuld knald på fra bandets side med en god portion råhed hele vejen igennem. Selvom det både genre- og stilmæssigt går i mange forskellige retninger, formår Grumpynators at bevare deres egen klang.
Nogle af sangene, eksempelvis ”Back on The Road”, er meget rock’n’roll-præget, hvor ens hoved næsten automatisk begynder at nikke i takt til rytmerne. ”Psycho Sister” er derimod et af de lidt tungere heavy-numre, der stråler af energi og hvor man kan høre samspillet mellem musikerne, der skaber et super fedt stykke musik.
Der er dog en perle på perlekæden, jeg mener skiller sig allermest ud, nemlig ”Still Alive”-tracket. Musikken fejler ikke noget, og vi har i forvejen gang i vekslende genre- og stilarter, men jeg synes, den virker lidt malplaceret. Udover ”Still Alive” er variationen rigtig god i et kvalitetsbevidst album, gennemarbejdet ned til de helt små detaljer. Til det siger guitarist Christian Nørgaard, at Søren Andersen har fanget bandets sande livelyd og rå-essensen af deres musik.
Velproduceret og kvalitetsbevidst
Det er en velproduceret udgivelse, gruppen kommer med her, og det virker til, at de fire medlemmer arbejder godt sammen. Samtidig benytter de en masse forskellige genretræk, hvor de rammer et bredt publikum, idet der er lidt til enhver smag. Albummet udkommer selvfølgelig digitalt, men der bliver også en blæret mulighed for at få det på vinyl, både i en klassisk sort plade men også en orange eller rød/blå vinyl plade.
I deres kamp for at erobre verden er bandet nået ret langt ud i Europa, hvor de har fået flere rigtig pæne anmeldelser med sig, og samtidig har gruppen haft gode muligheder som blandt andet support for de større bands. Så læn dig tilbage og nyd noget rock’n’roll fra København, som vi kan være stolte af.
Trackliste: