Det første var godt, det andet var bedre, det tredje – ja, læs med.
Kan man starte en skive med opløftende trommer samt ABBA-lignende riffs og stadig formå at vende det hele til noget råt og kompromisløst? Det kan man hvis man er Uada, som her vender tilbage med deres hidtil bedste udgivelse, hvor det progressive helt naturligt bliver inkorporeret med den intense og følelsesladede melodiske blackmetal.
Navnet mejsles fast med besnærende melodier
Det er lykkedes Uada fra Portland, USA, kompromisløst at få mejslet deres navn fast i hukommelsen på fans af genren. De er ikke til at komme udenom når det gælder nyere blackmetal. Siden deres opstart i 2014 har de udgivet tre skiver med to års mellemrum. På bare seks år er de gået fra at være ret ukendte, til at omtalen af dem fra mund til mund har udbredt kendskabet, idag spiller de større turnéer og festivaler i hjemlandet samt i Europa. Nu er bandet klar med det nyeste skud på stammen udgivelsen Djinn.
Man er vant til at se bandet fremstår med hætter på både fotos og til deres koncerter, fordi de mener, at der ikke er behov for, at de viser sig selv og deres udtryk. De finder det heller ikke nødvendigt at tale mellem numrene på scenen. Den måde at beskrive sig selv på virker meget rigtig: Musikken er deres kunst og den fortæller sin egen historie. Det, du har behov for at vide, ligger i Uadas fremtoning og lyd.
Albummet tager dig i hånden og følger dig gennem et univers. En verden med melodiske riffs, besnærende rytmiske melodier der er bundet sammen med vokalen, der til tider er hvæsende og andre gange ritualistisk påkaldende.
Opstemt med råhed, kant og temposkift
Hele udgivelsen sparkes i gang med upbeat trommer og ABBA-lignende riffs med tracket ”Djinn”. Det bliver kort efter komplimenteret med melodiøs guitar, før blastbeats stormer ud mod dig. Generelt følger bassen på dette album fortræffeligt med trommerne, der skaber en enorm stor tyngde i deres sammenspil. Herefter følger et vers, som delvist bliver skreget og delvist udført af en påkaldende, messende stemme. Det fungerer rigtig eminent, næsten som en duet. Guitaren og de hurtige trommerytmer bygger stemningen op for at lave en gentagelse af vokalstykket.
Dertil kommer der et skift tilbage til det melodiske dog stadig med de mere heftige beats og guitarspil, som gør oplevelsen langt hårdere. Derfra bygger den op med blastbeats, indtil den til sidst stopper helt op. Her halvvejs igennem sangen, er det, som om nummeret er færdigt. Sidder du og hører pladen, er det faktisk nærmest, som om det er en hel ny sang, som dog ender med fuldstændig det samme riff som fra introen. Der bliver arbejdet enormt meget med skift af tempi, det kan særligt mærkes på ”Djinn”, en lækker og flot-sammenskruet skæring, som viser en virkelig god udvikling.
Alt det gode i en imponerende komposition
Det står helt klart, at Uada har rykket sig på deres nyeste plade; de er blevet bedre til at inkorporere temposkift i deres komposition. Efter at have lyttet til Djinn en hel del gange, vokser den fænomenalt flot. Man går rundt og opdager nye, små detaljer, man pludselig bliver hooked på.
Jeg vil helt klart anbefale, at man ikke kun nøjes med at høre deres singler og så ikke får åbnet for resten af skiven. Den gemmer nemlig på så mange virkelig flotte elementer. Eksempelvis introen på ”Forestless”, vokalen på ”In the Absence of Matter” med flot tremolo-picking og blastbeats samt fantastiske, melodiske riffs, der findes på en lækker, hård udgivelse.
Albummet formår at være enormt melankolsk, men samtidig melodiøst, opløftende, hårdtslående og smukt på alle områder og kanter. Det har stykker af melodisk metal, doom og blackmetal, og hvis du endnu ikke har hørt Uada, så kan jeg kun råde dig til at starte. Smokeless Fire Over Europe turnéen med Uada, Solbrud, Regardes Les Hommes Tomber og Velnias skulle efter planen ramme Danmark i Pumpehuset, København den 31. marts 2021 og igen den 3. april 2021 i Studenterhuset Aalborg.
Kompromisløst folder Djinn sig ud i dine højtalere med lækker råhed og flot melodisk blackmetal, der kan give lytteren et væld af gode oplevelser, når nye elementer får dig hooked på pladen igen. Dette er en skive man kan sætte på langt ud i fremtiden og den er værd at have i ens samling. Uadas tredje udgivelse er et mesterværk og det bliver svært at lave en opfølger, der igen kan have en så markant udvikling, som der har været mellem hvert album indtil nu.
Trackliste:
- Djinn
- The Great Mirage
- No Place Here
- In The Absence of Matter
- Forestless
- Between Two Worlds
About the author:
Assignments: Reviews of Releases and Concerts and Interviews. Nerd on all levels (finding releases, bands and labels) - Giving the editor gray hairs...
Active: 13-12-2019 - 27-08-2022, now freelance-reviewer
Favorite genres: Blackened Death Metal - but listens to all kinds of metal and rock!