Københavnertrio rammer over gennemsnittet med ny EP
Drengene i Woodpecker har leveret hård rock i godt en håndfuld år nu. Det er dog ikke mange udgivelser, vi har fået fra dem, foruden et par singler hist og her og EP’en Stillborn fra 2017. Nu er de så klar med endnu en EP, som ud over at være et bevis på, at drengene stadig kan rocke ud, så det batter, forhåbentligt vil lede til en mere fyldestgørende albumudgivelse i den nære fremtid.
Grungy og punchy rock uden omsvøb
Når man lytter til 320, er der ingen tvivl om, at man har med musikere at gøre, som ved, hvordan deres musik skal lyde, og hvor deres inspiration kommer fra. Der er tydelige aftryk efter 90’ernes grungescene, men samtidigt den klassiske rock’n’roll-kant. Det fører til nogle melodier og passager, som bibeholder det lidt slørede lydbillede, man kender fra den klassiske grunge, men uden at gå på kompromis med de catchy riffs. Efter min mening er en af Woodpeckers største kvaliteter for en førstegangslytter som mig selv vokalen fra guitarist og forsanger Sigurd Neimann. Han har en relativ imponerende rækkevidde, og han har en råhed i sin lyd, som passer perfekt til genren.
Alle ingredienserne er her, men. . .
Rent teknisk er der ikke noget, som jeg kan pege ud og kritisere på 320. Alle medlemmer virker til at have virkeligt godt styr på deres instrumenter. Der er ikke rigtigt nogen dårlig sang her, som jeg føler, ville have været bedst udeladt. For ikke at glemme den meget tilfredsstillende produktion udført af Peter Sloth og bandet selv. Der mangler dog et eller andet, som virkelig får mig til at have lyst til at vende tilbage og lytte EP’en igennem igen og igen.
Mens der som sagt ikke rigtigt er nogle decideret svage numre på udgivelsen, så mangler der et nummer, som virkelig siger ”POW” med et ekstraordinært catchy omkvæd eller et hårdtslående hook.
Det er muligvis en subjektiv smagssag. Måske er catchy slet ikke noget, der er målet for Woodpeckers musik. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at hvis man er et kæmpe grungehoved, som virkelig savner den kombination af musik, som er både hårdtslående og lidt hypnotisk i sin opbygning, så vil man finde meget at elske her. Min personlige vurdering er dog, at vi har at gøre med et band, som har ét hundrede procent styr på, hvad de vil, og jeg er sikker på, at fans af bandets tidligere output vil fortsætte med at være fans efter dette. Jeg håber dog, at jeg i fremtiden vil høre noget mere fra dette band, som virkelig skiller sig fra inspirationen, for jeg kan høre, at de har meget mere i sig, end de viser på denne EP.
Trackliste:
- Blood Flow
- Animal
- Gravedigger
- Punk
- Hand in Hand
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews / Editorial Tasks
Active since: 09-09-2019
Favorite genres: Punk / Hardcore / Metal in all shapes and sizes