-
Faanefjell
-
Ethereal Kingdoms
-
Seven Thorns
-
Wintersun
3.75
Hvis man skal tro på vejrprofeterne, så går vi nu en dunklere og mere våd tid i møde. En tid som er mest velegnet til at forblive indendørs, høre eventyr og fortælle gyserhistorier. Hvad er så en bedre indledning til dette end en teatralsk forestilling med dystre fortællinger, sange om trolde og atmosfærisk musik til at varme sig på i den kolde tid som banker på døren?
Faanefjell
Er man til mørk og dyster black hedninge metal med masser af publikumskontakt, så falder valget utvivlsomt på et band som Faanefjell. Bandet blev dannet tilbage i 2009, og har udviklet sig meget sidenhen. Efter de i 2014 udskiftede deres vokal med Darg, lyder det dog til, at de endelig har fundet deres helt egen stil og lyd. Deres optræden var en del bedre, end da vi oplevede dem på High Voltage tilbage i februar.
Det er altid en utaknemmelig opgave at være dem, der skal åbne ballet, og trods lydproblemer i starten så håndterede Faanefjell det hele virkelig professionelt og gav os et brag af en koncert. Der var en virkelig overdøvende bastone i starten af sættet, og bassisten Beist måtte udskifte sin bas hele tre gange, før lydmanden indså at det var hans lyd, det var problemer med. Til gengæld forstod lysmanden virkelig at skabe en fed stemning oppe på scenen, hvilket kun blev bedre, som koncerten skred frem og lyden blev rettet op.
Forsangeren Darg var klædt i tyk pels fra starten af, men som aftenen fortsatte og varmen i salen steg til noget nær samme temperatur som i en trolds gryde over bålet, veg pelsen til fordel for hans bare overkrop. Alle bandmedlemmerne var gode til at skabe øjenkontakt med publikum samtidig med, at de tydeligvis levede sig helt ind i musikken fra deres individuelle instrument. Energien på scenen var i top, og adspurgt var der flere fra publikum der mente at aftenen ikke kunne have haft en bedre start eller opvarmning. Jeg er ikke i tvivl om, at de ville have haft godt salg af merchandise efter koncerten, såfremt de havde haft noget med.
Bandets lyrik tager udgangspunkt i skandinaviske folkeeventyr. Med to albums i ryggen, heraf det seneste Dovrefall som udkom i november sidste år, har bandet da også slået fast, at de er Nordens omrejsende skjalde og at de har masser af uhyggelige historier at fortælle os om troldenes krig mod menneskeheden. Hvis ikke du allerede kender Faanefjell eller var med til denne koncert, så vil jeg anbefale dig at dykke ned i begge deres albums, hvor lyrik og musik sammen troldbinder lytteren og ikke slipper vedkommende, før det dystre eventyr er fortalt til ende.
Sætliste:
- Hat
- Her Hersker Kun Troll Og Mørkemenn
- Heks Og Djevel
- Frostbitt
- Svinslaktervisa
- Vindstille
- Styggedommen Vaakner
- Hedningens Time
Ethereal Kingdoms
Det hele er sat op som et stort teaterstykke i tre akter, hvor hver akt består af tre numre. Folk som tidligere har set dem optræde, kan forudsige visse af begivenhederne på scenen, men heldigvis ikke alt. Én ting alle dog ventede på var, hvornår der skulle smadres en violin, som i alle deres andre shows. Dette skete så allerede i første akt, så ventetiden var ikke lang. Det er tydeligt at forsanger Sofia Schmidt og resten af bandet har lyttet til publikums feedback og tilført en del af de elementer som blev efterlyst ved deres debut i Pumpehuset forrige år. Sofia har blandt andet tilføjet flere skrig og en form for growlen til sin opera-tilgang til musikken og efter sigende har de også fået en koreograf tilknyttet ligesom man har ved en traditionel teaterforestilling.
Ethereal Kingdoms havde samme lydproblemer som Faanefjell. Selvom de viftede med armene i håb om at få skruet op, så forstod lydmanden ikke helt at tolke deres intentioner. Men hvad der manglede i lyd, fik vi i tifold som sceneshow, så jeg tror det var begrænset, hvad de fremmødte opdagede. Bandet fangede virkelig publikum, som så ud til at leve sig ind i den voldsomme forestilling, der foregik på de skrå brædder. Der skete da også lidt af hvert, og det var ikke få kaniner der blev trukket op af hatten med overraskelser — et blodigt hjerte, en islænding med en drejelire og et mandekor, for bare at tage de mest nævneværdige.
Ethereal Kingdoms har udviklet sig voldsomt i en positiv retning, og jeg var slet ikke i tvivl om, at de fik en stribe af nye fans denne aften. Harmonierne skal finpudses eller helt grovhøvles hist og her, før det for alvor bliver den succes de selv ønsker, men de er godt på vej. Trods alt, så var det god underholdning fra start til slut med malende lyrik, samt et elegant og teatralsk skuespil. For os der kender lidt til de forskellige bandmedlemmers fortid, står deres nuværende stil i dyb kontrast til dengang de spillede dødsmetal i Fall Of Pantheon. Jeg er slet ikke i tvivl om at bandet med tiden nok skal få fundet en god balance i det hele og dermed indfange mange flere glade publikummer i fremtiden.
Sætliste:
- Ashes Within
- Beginnings
- Silent Dance
- Embrace Me
- My Kantele (Amorphis cover)
- Heartchamber
- Apparation
- Endings
Seven Thorns
Fra start til slut var der masser af spilleglæde og energi på scenen. Nogen vil måske mene, at et band som dette var malplaceret i konstellation med de tre andre. Men taget i betragtning af at deres lyrik måske nok er noget mere dyster end andet musik i samme genre, og at det faktisk også er vældig symfonisk, så passer det jo fint ind mellem de andre bands. Musikken gik rent ind hos en stor del af publikum. Desværre var det tilsyneladende ikke alle, der kunne holde varmen i salen ud, og de fortrak udenfor i den lidt køligere luft og gik dermed glip af en smule af den ellers flotte optræden.
Normalt er powermetal ikke min boldgade, og jeg synes hurtigt det kan blive kedeligt. Men jeg blev positivt overrasket denne aften. Der lader til at være fundet inspiration i de helt store indenfor genren, Helloween, Gamma Ray, Stratovarius og Powerwolf for nævne et par navne som jeg synes at genkende stilarter fra. Det er ikke mange powermetalbands, der skiller sig ud fra hinanden, men i Seven Thorns tilfælde så har de alligevel gjort noget unikt. Selvom deres spille- og sangstil minder meget om giganterne, så er lyrikken helt deres egen med sit nærmest dystopiske indhold.
Med kun fire albums i ryggen kan man sige at bandet trænger til lidt af et comeback, og det vil jeg mene, at de gør med det seneste album Symphony of Shadows, som udkom i december sidste år. Aftenens sætliste havde dette album som solidt fundament og med numre som ”Beneath A Crescent Moon” og ”Castaway” viser bandet, at de også indeholder mere thrashede og progressive elementer i deres nye og forbedrede stil. Alt blev leveret med energi, entusiasme og en kraft der nærmest slog pusten ud af os, der stod på forreste række. Seven Thorns er måske ikke nye i faget, de er nogen erfarne drenge, men de er langt fra færdige med at forny sig hvilket de tydeligt viste her til aften.
Sætliste:
- Shadows Ascending (Backtrack)
- Black Fortress
- Last Goodbye
- Beneath A Crescent Moon
- Castaway
- Evil Within
- Virtual Supremacy
- Virtual Supremacy
- Symphony Of Shadows
- After The Storm (Backtrack)
Wintersun
Hvis Seven Thorns repræsenterede efterårets mørke med sine lange skygger og forfald, så må aftenens headliner absolut repræsentere vinteren. Da Jari Mäenpää forlod Ensiferum for snart 16 år siden for at danne Wintersun, tror jeg ikke han havde forudset hvilken stor succes hans nye band ville få. På de otte år der gik fra første til andet album voksede fanskaren på Facebook alene med mere end 200.000 og i dag, to år efter seneste anmelderroste udgivelse The Forest Seasons, har de for længst passeret 369.000 følgere.
I januar sidste år spillede Wintersun for fulde huse på Kulturbolaget i Sverige sammen med Jinjer, Tribulation og Arch Enemy. Her fik de for alvor slået fast, hvor meget folk havde set frem til endelig at opleve dem performe live. I aften kunne de fejre 15-års jubilæum siden udgivelsen af bandets første album, hvilket blev gjort i stærk overlegen stil og med et overskud i særklasse. Jari er ikke en person der går ned på kvalitet, hverken i studiet eller on stage, og derfor havde bandet deres egne folk med bag både lyd og lys. Samtidig ønskede de også konstant nærkontakt med publikum og havde derfor frabedt sig, at pladsen nede foran scenen blev optaget af fotografer, men derimod at de holdt sig lidt i baggrunden.
Jeg håber at den fundraising, der fandt sted i forbindelse med udgivelsen af The Forest Seasons, samt de penge som Wintersun har fået ind via deres tour rundt i verden, har skæppet nok i kassen til at det ikke tager otte år igen før vi oplever at stå med Time II i hånden. I anledning af jubilæet fik vi en to timer lang koncert med ikke bare samtlige numre fra det første album, men også krydret med ørehængere fra deres to andre udgivelser. Selvom rytmeguitaristen havde brækket en arm, så kunne han da ikke helt holde sig fra scenen, så han kom og lagde vokal til et par numre. Til lejligheden havde bandet desuden lånt trommeslageren fra Finntroll denne aften. Nogle ting der bestemt ikke gik ubemærket hen blandt det euforiske publikum.
Sætlisten var i særdeleshed tight og velspillet, men oven på næsten tre timer med de andre bands kunne den måske godt virke som lidt for stor en mundfuld for de mange fremmødte. Når salen så samtidig er både varmere end ovnen i en finsk svedehytte og fyldt med røg, så skulle man tro at folk havde fået nok. Men utroligt nok formåede den karismatiske forsanger Jari og resten af bandet at holde os alle sammen så underholdt, at vi ikke havde lyst til at gå, af frygt for at gå glip af noget. Publikum var virkelig godt varmet op i mere end én forstand, idet de sang med, hoppede, headbangede og crowdsurfede. Særligt sættets næstsidste nummer ”Sons Of Winter And Stars” fik alle helt op og ringe. Stemningen og glæden var høj og smittede tydeligt af på bandet på scenen, der selv strålede som sole længe efter de sidste toner klingede ud.
Sætliste:
- Winter Intro
- Winter Madness
- Beyond The Dark Sun
- Sleeping Stars
- Battle Against Time
- Death And The Healing
- Starchild
- Beautiful Death
- Sadness And Hate
- New Song
- Loneliness (Winter)
- Sons Of Winter And Stars
- Time
Her på sommerens næstsidste dag, har de fire velspillende bands formået at fylde os med så meget varme at vi går efteråret og vinteren i møde med et smil på læben. Vi har fået lidt af det hele, både musikalsk og visuelt. Imens mørket langsomt sniger sig ind på os med årstidernes skiften traver vi nu hjem med alle aftenens betagende sanseindtryk malet dybt ind i sindet, klar til at bekæmpe et hvert tungsind, som efterår og vinter må bringe med sig.
Faanefjell
Ethereal Kingdoms
Seven Thorns
Wintersun
About the author:
Assignments: Music reviews and photographing / Editorial Tasks
Active since: 11-06-2018
Favorite genres: Melodic Death Metal / Industrial Metal / Symphonic Black Metal
ORM
Alexander Wilstrup