-
Withering Surface - Meet Your Maker
4.5
Et comeback som siger sparto
Når et band gør comeback, er jeg altid lidt nervøs for at skulle lytte til det. Specielt et band med noget historie, som spiller en genre med så dybe rødder som melodisk dødsmetal. Ville Withering Surface forsøge at tilføje noget moderne til deres klassiske lyd, og måske ende med at lyde som trend chasers? Eller ville de holde fast i deres kendte lyd, og risikere at ende med en lidt forældet fremtoning? Det er mig en glæde at meddele, at de ikke er faldet i nogle af disse fælder – tværtimod.
Klassisk melodisk død i nye klæder
Withering Surface var et af de bands, der var med til at bringe melodisk dødsmetal til Danmark. En genre,der ellers normalt var lidt reserveret til vores svenske naboer. Selvom jeg ikke selv var personligt bekendt med bandet inden denne anmeldelse, var det ikke svært for mig at se, at de fire albums som Withering Surface fik udgivet fra midt halvfemserne og frem til 2004, havde skaffet dem en del fans i Danmark.
Når et band med sådan en veletableret arv, beslutter sig for at gøre comeback efter mere end 15 år, håber man inderligt, at der har ligget en autentisk passion bag. Man skal heldigvis ikke lytte længe, før det står meget klart, at det absolut ikke er for sjov, at drengene er tilbage.
Allan Tvedebrink, bandets originale guitarist, har været primær komponist på samtlige numre, og det er meget tydeligt fra første akkord, at han stadig kan skrive melodisk død på lige fod med de bedste. Det er dog ikke kun den meget klassiske melodiske dødsmetal-lyd, som fanger mig lige fra første riff, men også den utroligt velblandede kombination af old-school melodisk dødsmetal, med den moderne, og mere præcise produktion og mastering . Det skal Jacob Hansen fra Hansen Studio have cadeau for.
Når passionen kan høres
Det er meget tydeligt fra første track , at hvert eneste bandmedlem er involveret i dette projekt, og har en sand kærlighed til den musik, de spiller. Der er ikke et moment på hele Meet Your Maker, der mangler kompetence. De stemningsopbyggende sektioner gør deres arbejde, uden at være så lange, at man springer dem over efter et par lyt. Guitaristerne Tvedebrink og Marcel Lysgaard Lech kan gå fra catchy til blærerøvssoli, som det passer dem. Rytmesektionerne leveret af Jakob Møller Gundel på trommer og Jesper Kvist på bas, føles aldrig hverken overflødige eller overdøvende, men styrer tempoet på en meget tilfredsstillende måde, og viser nok teknisk glans til, at det helt sikkert er værd at lytte efter, selv når guitarer eller vokaler kommer i forgrunden.
Hele bandet skal også have ros for at inkorporere keyboard fra Morten Lybecker, som faktisk passer organisk ind i hele kompositionen. Der er overraskende mange melodiske dødsmetalbands, hvor en tilføjelse af keys tit ender med at lyde som om, at bandet skylder keyboardspilleren en tjeneste, frem for at have reel brug for vedkommende. Withering Surface bruger dog klaverets toner, til at skabe en reel baggrund for der kompositioner – så hatten af for det.
Jeg havde her tænkt mig at komme med min første egentlige kritik af albummet ved at påpege, at forsanger Michael H. Andersens sangskrivning var på grænsen til at være for basisk. Det kan godt være, at det stadig er et kritikpunkt, men efter gentagende lyt, er jeg simpelthen faldet for hans rå passion.
Selvom hans vokalkvalitet måske er ganske forventelig i denne genre, så er det altid imponerende, når en vokalist kan bevare en råhed i deres skrig og growls selv med flere år på scenen. På trods af at hans lyrik nogle gange er lidt kliché, så er leveringen aldrig til at klage over. Dog er et personligt favoritmoment for mig på dette album – i en coversang! ”Room 417”, som egentlig originalt, så vidt jeg ved, er en lidt lummer spoken word/instrumental optræden fra canadiske sanger og sangskriver Jane Siberry. Det er dog endeløs morsomt for mig at høre Andersen brutalt skråle om planer for en lidt suspekt date på et hotel, imens resten af bandet leverer musikken, som var det en blodig og episk fortælling om død og ødelæggelse.
Jeg er også ret glad for de mere atmosfæriske sektioner af albummet. Især sangen ”I’ll Soon be Gone” stikker ud for mig, på grund af det glimrende sammenspil mellem en kvindelig gæstevokal og Andersens rå og knap så finpudsede stemme. Nummeret er både stemningsfyldt, og har en catchy vokalmelodi. Faktisk er disse vokalsektioner en af de få ting, jeg godt kunne bruge lidt mere af på albummet.
Forhåbentligt mere end et hurtigt gensyn
Bandet har med Meet Your Maker leveret et bevis på, at dette album langt fra behøver, at være en engangsforestilling. Med den relativt døde melodeath-scene, vi har i Danmark, har vi brug for flere grupper som Withering Surface, der kan bevare kunsten af at spille melodisk død i live. Jeg håber, at dette ikke er det sidste, vi hører fra de her gutter lige foreløbig, og at de vil få mulighed for at spille disse numre for os live mere en én gang, når karantænetiden engang er overstået.
Der er ingen grund til at holde dig tilbage fra at give Meet Your Maker et lyt, bare fordi du ikke har det store kendskab til Withering Surface. Hvis du, ligesom jeg, har en kærlighed til den klassiske svenske melodeath, for eksempel tidlig In Flames, så er det her et album, som du helt sikkert vil finde god grund til at vende tilbage til gentagende gange.
Trackliste:
- Meet Your Maker
- Raised Right
- Alone
- Room 417
- In a City Without Soul
- Leaves in the Stream
- I’ll Soon Be Gone
- Mourning Light
- The Apprentice
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews / Editorial Tasks
Active since: 09-09-2019
Favorite genres: Punk / Hardcore / Metal in all shapes and sizes
Volturian
Dark Forest