Når du bare ikke kan få det progressivt nok
Man enten elsker det eller hader det: Den perfektionisme, der følger med alting progressiv musik. Guitarsoli, der er flere minutter lange. En sanger, der har et nærmest absurd behov for at sætte rekord i længst holdte tone mindst hvert 30. sekund. Samt det faktum, at et nummer bare ikke kan være under fem minutter langt. For nogen er det potentielle overload af indtryk en velkommen oplevelse, for andre er det kedeligt, langtrukkent og prætentiøst. Hvis du ikke tilhører den sidste gruppe, bør du læse med her.
Stilsikker fra første sekund
Wilderun udgav deres første album med den noget specielle titel Olden Trails & Deathly Tales i 2012. Veil of Imagination er deres tredje udgivelse og det kan godt høres, at de ikke er nybegyndere. De fem amerikanere har tydeligvis styr på deres håndværk, og det kan høres hele vejen igennem, hvilket altid giver anledning til begejstring hos lytteren.
Der bliver lagt en fast stil helt fra begyndelsen, og der bliver ikke afveget fra den i ret mange sekunder ad gangen. Det giver et meget flydende album, hvor det flere gange nærmest skjules, hvornår der er en skæring. Det kan lade sig gøre, fordi der ikke er mange stemningsskift undervejs, og de har hele tiden fokus på at holde sig slavisk til genren.
Når der bliver for meget af det gode
Den stilsikkerhed, Wilderun viser her, har dog visse ulemper. For eksempel har det givet et ret ensformigt album, og det kan være svært kende det ene nummer fra det andet. Det er på den ene side godt håndværk, men på den anden side virker det lidt, som om bandet har lavet ét langt track og så delt det op her og der. Jeg ville have svært ved at hive et enkelt nummer ud og fremhæve det som værende ekstra interessant, da de flyder for meget sammen.
Deres valg af genrebeskrivelse undrer jeg mig lidt over. Det er absolut progressivt metal, men jeg har endnu til gode at finde folk metal-delen af Veil of Imagination. Mit bud vil være, at den gemmer sig i lyrikken, der desværre ikke er særlig tydelig, selvom Evan Anderson Berry er en dygtig vokalist – både med ren vokal og growl. Han er dog ikke nogen unik vokalist, og blandingen af dygtighed og mangel på markant særpræg går igen hos bandets øvrige fire medlemmer. Derimod er der nogle træk fra både black- og death metal, som absolut bør nydes, selvom de ikke skilter med dem.
Det hører til genren, at numrene generelt er længere end gennemsnittet. Dog vil jeg mene, at der skal være en rigtig god grund, hvis de skal være over ti minutter lange. Dem er der ikke mindre end to af på albummet, og seks ud af otte tracks varer mere end seks minutter. Det er i sig selv en mundfuld for lytteren, når bare ét er af den længde, men hvis det bliver reglen frem for undtagelsen, så er det næsten for meget. Denne her overvældelse kan være skøn at fortabe sig i, men den kræver al ens opmærksomhed, så Veil of Imagination bliver aldrig velegnet som baggrundsmusik eller til at synge med på i bilen eller under opvasken.
Så meget at arbejde med
Det kunne være dejligt med mere variation, for deres talent giver så mange muligheder, samt en ballade til at stå i kontrast til det øvrige ville være prikken over i’et. Det bliver spændende at høre, hvordan det kommer til at lyde, hvis Wilderun kaster sig ud i det. De har lavet et udmærket album, men de kan uden tvivl gøre det endnu bedre, og jeg glæder mig allerede. Deres stilsikkerhed er virkelig imponerende, og der er potentiale til, at de bliver et af de bands, hvor deres lyd er så unik, at man aldrig er i tvivl om, at det er dem, der spiller. Det kan være en svær kunst, men Wilderun har absolut potentialet til det. Nedenfor kan i lytte en af mine yndlingssange fra albummet: ”O Resolution!”.
Herfra vil der altid som minimum være nysgerrighed, når noget beskrives som ”progressivt”, og jeg skal helt sikkert høre med næste gang, selvom Wilderun ikke finder vej til min personlige samling denne gang. Til de andre progressive-fans, der læser med: Giv Veil of Imagination et lyt, det er 66 minutter i godt selskab, med god mulighed for at lukke verden ude, så du kan få alle nuancerne med. Læg dig, luk øjnene og nyd en umanerligt lang guitarsolo.
Trackliste:
- The Unimaginable Zero Summer
- O Resolution!
- Sleeping Ambassadors of the Sun
- Scentless Core (Budding)
- Far from Where Dreams Unfurl
- Scentless Core (Fading)
- The Tyranny of Imagination
- When the Fire and the Rose Were On
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases
Active since: 07-02-2020
Favorite genres: Power Metal / Heavy Metal / Symphonic Metal