Da jeg fik at vide, at jeg skulle anmelde Thrashmageddon, havde jeg endnu ingen anelse om, hvad thrash metal var. For at kvalitetssikre min anmeldelse, lærte jeg genren bedre at kende gennem læsning af tre artikler og lytning til fem forskellige thrash-albums. Nu, føler jeg, at jeg kan anmelde Demolizer, som de skulle anmeldes. Så læn dig tilbage, og nyd et veloplyst førstehåndsindtryk af Demolizer.
Bandets historie
Demolizer blev formet på Jægerspris-kanten af Ben ’Polle’ Radtleff og Bjørn ’Krölle’ Hjortgaard, efter Radtleff havde skrevet fem sange. Senere fik de Christian Albrektsen som trommeslager og de tre drenge startede punkbandet Radtskaffen. Deres første koncert var i 2015 i Frederiksunds Elværk. Der spillede de sammen med Hanging The Nihilist og Poisoner.
De mistede den sidste gnist af punk i 2018, da både Radtleff og Hjortgaard gerne ville spille hurtigere. Det var her, at bandet udviklede sig til Demolizer og udgav deres debutalbum, Ghoul. Demolizer består i dag af Ben “Polle” Radtleff, Bjørn “Krölle” Hjortgaard, Max Petrén Bach Hansen og Aria Mobbarez, og alle var med til at turnere i det lukkede land Rusland.
Hurtigt tempo og langsom tilstedeværelse
Man må sige, at de er gået meget langt væk fra punken i dag. Den første sang på en udgivelse anses som en af de vigtigste og Demolizer starter derfor hårdt ud med ”Copenhagen Burning”. Det kan godt være, at indslaget er langsomt og tungt, men der sker meget med uventede, onde riffs og et groove. Det kom helt bag på mig, at de havde dét med i deres musik. Der er dog også plads til langsomme stykker, hvor man virkelig får lov til at høre og dvæle ved det, som bliver spillet.
Et andet af mine yndlingsnumre er ”Blodshot Eyes”. Introen giver mig en militant følelse, som om man skal i krig. Demolizer er i stand til at skabe selv samme stemning af angst og afklarethed og man kan mærke, at guitarspillet er iskoldt og præcist som krigen i guitarsoloen. Det er et meget tungt og til tider tempofyldt track, men på trods formår det at lyde tungt og aggressivt.
Min absolutte yndlingsskæring er det sjette track på albummet, ”Until I die”. Det er det længste indslag på skiven og Demolizer sørger for, at ingen af sekunderne bliver spildt. Vi starter langsomt og følsomt og bliver draget ind i historien om en af Thrashmageddons overlevende. Både introen og riffet er inddragende og man bliver som lytter overladt til sin egen fortolkning af de episke soli og langsomme riffs, der går hånd i hånd gennem sangen. Med den minimale tilstedeværelse af vokalen, er man overladt til sig selv. Det fungerer supergodt her.
Men intet wow
Det er klart for mig, at Demolizer har bevæget sig langt væk fra deres punk-rødder, hvilket stemmer overens med thrashmetallens historie. De er talentfulde musikere og endnu dygtigere sangskrivere, og jeg havde svært ved at bestemme mig for, hvilke numre, der skulle fremhæves, for alle er værd at nævne. Én ting, jeg dog savnede, var en overraskelse – der var intet til lige at skubbe den det sidste stykke. Det behøver ikke at være hver gang, men en sang, med wow-faktor havde været rart. Jeg ser frem til i fremtiden at se bandet live, for jeg tror det vil skabe noget af en fest. Jeg gad også gerne spørge ind til lyrikken og idéen bag deres sange, efter at have lært vokalen at kende.
Jeg synes det er svært at give nogen tilfredsstillende anbefaling af andre thrash metal bands, trods min research, men Demolizer selv anbefaler Anthrax og Pantera på deres hjemmeside. Jeg føler at jeg har fået en ny indsigt i en metalgenre, som jeg ikke tidligere har kendt ved navn. Resulterende i en kort og komprimeret playliste over vigtige thrashbands, som jeg hørte for at sætte Demolizer i rette perspektiv.
Trackliste:
- Copenhagen Burning
- Cancer In The Brain
- NTC
- Bloodshot Eyes
- Gore
- Until I Die
- Lost In Torment
- Built On Slavery
- MSW
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews
Active since: 29-09-2019
Favorite genres: Post Punk / Darkwave / Classic Rock / Industrial / Ambient