Lovende debut fra københavnertrio
Når erfarne musikere starter et nyt projekt sammen, kan man godt tillade sig at forvente en tydelig vision, fostret og udarbejdet af mennesker, som ved hvad de kan – og hvad de vil. Det er derfor dejligt, at We Are Among Storms uden problemer indfrier disse forventninger med denne release.
Når skæbner mødes
The I in We er første fulde album fra dette band. Det er dog langtfra det første, medlemmerne har kastet sig ud i. Både guitarist Lukas Frederiksen og trommeslager Mathias Thevik Ernst har erfaring fra det kaotiske hardcore band Église. Det samme har vokalist Martin Nielskov, som trådte ind i Église for et halvt årti siden.
Han har også har været aktiv på hardcorescenen siden 1999 som frontmand i The Psyke Project. De har alle tre valgt at smide tøjlerne, ikke bare fra deres gamle bands, men også diverse genrekonventioner. Det kommer tydeligt til udtryk, når man lytter til dette album. Man må sige, at det virkelig har givet pote.
En hæsblæsende begyndelse
Bandet gør med de to første tracks på albummet et rigtig godt stykke arbejde i at fremvise, hvad de her tre musikere kan, og hvad man som lytter kan forvente af The I in We. “Bølger” indleder hele oplevelsen på meget stemningsfuld manér.
Ligesom titlen hentyder til, har man som lytter meget svært ved ikke at forestille sig at stå ved havet og mærke den ruskende vind, mens bølgerne banker mod en klippevæg under ens fødder. Når Nielskovs meget rå, men samtidigt rutinerede vokaler så bryder ind, begynder albummets samlede billede langsomt at forme sig for lytteren. Næste nummer, “The Wind Beneath”, bygger videre på den meget kaotiske, men samtidig stemningsfulde optakt.
Hele albummet er rent musikalsk faktisk et meget vellykket eksperiment i at bygge op og bryde ned. De mere stemningsopbyggende og stillestående sektioner spiller usædvanligt godt sammen med det rendyrkede kaos, som We Are Among Storms flere gange bevæger sig ud i. En svaghed kan dog være, at der ikke er så mange momenter, der bider sig fast ved første gennemlytning.
Det her er ikke et album, hvor man bare får lyst til at hoppe ind og lytte til et enkelt track, og så er man færdig. Det skal helst opleves fra ende til anden. Men når man så tager sig tid til det, får man også en oplevelse, man sjældent kan tillade sig at forvente fra en gruppes første album.
Post-hardcore fra den højeste skuffe
Post-hardcore er en lidt svær genre at definere. Selvom et band kalder sig “post-hardcore”, siger det faktisk vanvittigt lidt om bandets lyd. Nogle gange bliver man bare udsat for noget, der lyder som meget standard metalcore men med en smule elektroniske elementer i produktionen.
Andre gange lyder det som et band, der ikke ved, om de vil spille hardcore eller emo musik. Men We Are Among Storms skiller sig ud. Musikken er en blanding af den kaotiske hardcore, vi kender fra gutternes fortid, og andre forskellige former for metal. Jeg kan personligt ikke ryste den black metal-fornemmelse af mig, som hele produktionen giver mig. Det er koldt, men indbydende, på en meget dyrisk måde.
Nielskovs vokal er også meget bestialsk, men samtidigt menneskelig – så paradoksalt som det end lyder. Det bringer virkelig følelserne til fronten, selv når man ikke altid kan tyde lyrikken igennem de meget rå optagelser.
The I in We har været en fornøjelse at have kørende i baggrunden disse kolde dage. Bandet her har virkelig fået støbt en debut sammen, som, hvis der er bare lidt retfærdighed til, vil komme til at skabe opmærksomhed omkring dem. Vi kan kun håbe, at vi snart kan komme ud og få oplevet dem live på en scene, for jeg har på fornemmelsen, at det vil være alt andet end en kedelig oplevelse
Trackliste:
- Bølger
- The Wind Beneath
- Clouds And Compass
- Traveller
- Cycles
- Time Has No Favorite
- Creation
- The I In We
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews / Editorial Tasks
Active since: 09-09-2019
Favorite genres: Punk / Hardcore / Metal in all shapes and sizes