Hej jeg hedder Kira, jeg er interviewer og fotograf for ravenrocksite.dk. Jeg er kreativt anlagt og har en stor kærlighed til metalscenen og katte. Jeg er selv bosiddende i det Nordsjællandske, men nok om mig, lad os høre lidt om jer?

Hej Kira, her er det Marcus fra Demon Head. Tak for dine spørgsmål og interessen.

Bandet:

1. Hvor kommer I hver især fra?

Vi er opvokset på Bellahøj, i Birkerød, Ballerup og Hundested.

2. Hvor og hvordan startede Demon Head?

Det er en længere historie, men kort fortalt havde vi kendt hinanden længe og spillet sammen i forskellige andre bands – mest hurtigere og mere ekstreme former for metal og punkmusik. Omkring år 2010-2012 blev vi mere og mere grebne af mere simpel rockmusik, hvor mørket og tyngden lå i tonerne frem for mængden af distortion. På en tur gennem Europa i Mikkels forældres gamle autocamper besluttede vi os for at prøve kræfter med en slags mere umiddelbar og ærlig rockmusik.

3. Hvorfor valgte I navnet Demon Head?

Jeg tror at det var det bedste ud af en del mere eller mindre alvorlige forslag, som røg frem og tilbage på en mange timer lang køretur gennem Tyskland. For mig lå der både en reference til klassiske heavy metal- og rockbands i det simple navn og reference til væsener fra underverdenen, samt mørke tanker og en indre kamp som alle mennesker oplever.

4. Har I nogen forbilleder eller idoler indenfor musikken?

Jeg kan kun tale for mig selv, men det er svært at vide hvor man skal begynde – vi har ret let adgang til en lang historie af sindssygt dygtige og inspirerende musikere fra hele verden. Hele idéen om idoler er lidt smagløs synes jeg dog – det med at ophæve mennesker på en piedestal og tilbede dem – men der er mange mennesker at blive inspirerede af og som man kun kan have respekt for. I forbindelse med Demon Head fandt jeg i begyndelsen stor inspiration fra Rob Halford fra Judas Priest, bluesdronningen Big Mama Thornton, Mercyful Fates sejhed, Neil Youngs nede-på-jorden-tilgang til dyb musik, Shirley Collins stemninger og historiefortælling, og mange flere.

5. Er der nogen af jer som spiller eller har spillet med i andre bands?

Vi har alle spillet i andre bands, og de fleste af os er aktive i mindst et par stykker.

6. Hvordan kom aftalen med Metal Blade Records i stand?

Metal Blade havde været interesserede siden vores sidste plade Hellfire Ocean Void, og kontaktede os efter indspilningen af Viscera. Vi var egentlig glade for vores tidligere pladeselskab Svart Records, så skiftet var udelukkende af praktiske grunde. Selve aftalen blev derefter ordnet af vores managers, som vi ansatte for et par år siden, da vi fandt ud af hvor lidt interesse vi har i musikbranchen som en industri. Indtil videre har Metal Blade været gode samarbejdspartnere, der har overladt alt kreativt til os mens de står for forretningen – som de har meget bedre styr på end os.

Musikken:

7. Hvilken genre vil I selv kalde jeres musik?

Vi har kaldt vores musik for diabolsk rock, mest for at slippe for andre menneskers genredefinitioner. Demon Head er hverken rendyrket rock, metal, heavy metal eller noget andet, så folk er ofte forvirrede over, hvad de skal kalde det. Hvis et navn er vigtigt, så vil vi gerne vælge det selv – og det diabolske er noget tvetydigt, forbudt og vildt.

8. Hvor finder I jeres inspiration til lyrikken, og hvem skriver den?

Siden begyndelsen har jeg skrevet teksterne til vores musik. Inspirationen kommer fra forskellige steder alt efter tidspunktet de er skrevet på. På den første plade handlede sangene om frihed og at bryde med de kæder, der holder moderne mennesker fanget i den sene kapitalisme og kristne moral.  På næste plade var temaet lidt mere mørke fremtidsudsigter og eksistentielle spørgsmål, stadig med en opfordring til frigørelse. Hellfire Ocean Void var inspireret af den måde disse temaer og politiske dilemmaer optræder i specielt science fiction-litteraturen, mens Viscera handler om at finde mening med tingene i en krise hvor alt føles meningsløst – både personligt og på et kulturelt og samfundsmæssigt niveau. De sidste to plader har særligt været inspireret af forfatterne Jorges Luis Borges, Ursula LeGuin, China Miéville, Camus, Baudelaire, N. K. Jemisin, Philip K. Dick og mange flere. Generelt er jeg meget optaget af hvad der driver mennesker, og hvorfor vi drives mod totalitære samfund samtidigt med at fællesskab og frihed er nogle af de mest basale menneskelige egenskaber og ønsker.

9. Hvad er årsagen til at jeres lyrik primært omhandler det dystre og okkulte?

Faktisk handler sangene ikke så meget om det okkulte, ikke rigtigt efter Ride the Wilderness. Men jeg skriver i et sprog som er tæt på mytisk sprog og inspireret af kosmologiske tekster, så ordene lægger måske en slags kappe over meningen, hvor man skal grave lidt for at finde mine referencer. Hvis lyttere får noget andet ud teksterne, som de kan bruge til noget, så er det mindst lige så gyldigt.

10. Hvordan bliver den færdige musik ”født”?

Før i tiden har vi skrevet musikken meget kollektivt – jammet i øvelokalet indtil sangene langsomt begyndte at tage form. Men på Viscera har Birk, der spiller guitar og synger, skrevet næsten alt musikken og optaget demoer til os andre. Det var en ny måde at gøre det på, når man selv skal finde sin plads i noget allerede skrevet, men det har været en flot og stor gave, synes jeg. Numrene er koncentrerede, subtile og dybere end man forstår første gang man hører dem. De taler stadig meget til mig og lærer mig noget nyt, hver gang jeg lytter.

11. Hvilken energi går I efter, når I skriver jeres numre?

Det kommer meget an på selve musikken – hvis musikken kræver akustiske instrumenter og tilbageholdenhed, så prøver vi at nærme os det, men hvis den vil have fuld ære og storslåethed, så prøver vi bare at følge med.

12. Hvis I skulle genindspille et album, hvilket skulle det så være?

Thunder on the Fields, vores anden plade, gad jeg godt at indspille igen med de ting, vi har lært nu. Vi har altid indspillet vores musik selv, og jeg tror at musikken kunne komme bedre til udtryk med de teknikker vi har lært nu. Men det er mere interessant at se fremad, og vi bevæger os altid mod horisonten (eller afgrunden, alt efter ens perspektiv).

Fremtid:

13. Hvad ville være det vildeste der kunne ske for jer som band?

Mit største ønske er at vi kan blive ved med at spille sammen så længe vi lever, og at det bliver ved med at være lige så givende som det er nu. De andre er min familie og når vi er sammen mangler jeg aldrig noget.

14. Hvis I frit kunne vælge en festival at spille på, hvilken en og hvorfor?

Lige nu savner jeg godt nok festivaler. Min favoritfestival er Muskelrock i skoven i Sverige, og lige nu ville jeg gerne være der igen. Derudover ville det være fantastisk at se Island eller Grønland, så der gad jeg godt spille på en festival.

15. Hvad drømmer I allermest som band om lige nu?

At pandemien snart er ovre, så vi kan mødes igen. Vi er spredte ud over København, Irland og Sverige, så lige nu er det nærmest umuligt at planlægge noget som helst – eller bare øve og skrive ny musik.

16. Har I planlagt en tour efter Corona til at promovere det nye album?

Vi har planlagt en releasekoncert i Pumpehuset med svenske Shaam Larein og vores venner fra Slægt, som vi håber kan løbe af stablen engang til sommer. Derudover er der en turne med Slægt igennem Europa planlagt til efteråret, som vi glæder os meget til.

17. Har I noget I synes er vigtigt for jeres fans at vide?

Vi sætter stor pris på alle der lytter til vores musik. Tak for støtten.

18. Her til slut kommer et lidt nørdet spørgsmål: Spiller i konsolspil som Wario Land? (Slutbossen i et af spillene har samme navn som jer)

Vi har mange nørdede interesser, men det er mange år siden jeg har spillet Wario land – gameboyen fra folkeskolen er desværre gået i stykker.

Tak fordi I har givet jer tid til dette interview, jeg tror vi er mange som glæder os til at høre mere til jer. Og forhåbentligt ses vi til et af jeres fremtidige live optrædener.

Tak igen og godt helbred herfra.
Marcus