It feels like I’m invincible
Det er noget af en påstand at komme med i en sang, men når man spiller power metal, så kan man tillade sig de helt store armbevægelser. Dem har Marco Garau’s Magic Opera helt styr på, og de har leveret en times solid musik, som har alt vi kan forvente af genren. Allerede coveret lægger stilen, og den bliver ikke sluppet, før sidste tone er spillet.
Meget italiensk
Endnu engang sidder vi med italiensk symphonic power metal. Italien er et af de førende lande i den genre, og kvaliteten hos Marco Garau’s Magic Opera lever absolut op til den standard. Som navnet antyder, er Marco Garau komponisten bag musikken. Han har 18 år i bandet Derdian bag sig, hvor han spiller keyboard og et par gange har leveret backing vokal. Af de fem øvrige medlemmer er to af dem også fra Derdian. Fælles for dem alle er, at de er erfarne musikere, og det er som regel et godt udgangspunkt.
Albummet har med en god times spilletid en fornuftig længde, og intet nummer er under fire minutter. Det giver mulighed for gennemarbejdede tracks med plads til både guitarsoli og lange forspil. Man plejer at sige, at power metal er det moderne heltekvad, og her har alting storslåede og pompøse titler. Nogle af dem er mildest talt lidt for klichéfyldte, men det er en del af genren, og det kan vi jo så more os over.
Et bandnavn der skuffer
Bandet har valgt det meget omstændige navn: Marco Garau’s Magic Opera. Selvom det absolut er iøjnefaldende, så er det ikke et navn, der sætter sig fast. Hvis de havde kunnet leve op til de forventninger, navnet indbyder til, havde det måske haft lettere ved at bide sig fast i hukommelsen.
Opera er en undergenre af klassisk musik, som har sin egen sangteknik. Den kan sagtens kombineres med metal, og det har været en stor succes for bands som Nightwish og Epica, hvor begge frontkvinder er uddannede klassiske sangere. Det sker bare ikke på denne udgivelse, og det er virkelig ærgerligt, for det kunne have givet dem en langt mere unik og spændende lyd.
I stedet ligger de stilmæssigt meget tæt op ad bands som Rhapsody of Fire, men uden at levere den samme kvalitet eller variation i materialet, hvilket gør at de hurtigt reduceres til bare at være endnu et band i genren. Der mangler lige det sidste. De har brug for noget, som gør at de skiller sig ud fra mængden og som giver bandet identitet. Denne mangel på et særpræg gør desværre også, at det er svært at se de store muligheder for udvikling, medmindre de bliver mere innovative. Man kan kun håbe det bedste, men manglen på variation imellem numrene efterlader desværre stor skepsis.
Tro mod stilen, men trivielt
”Thief of Souls” er et ud af tre numre, som bandet har offentliggjort på YouTube. Med sine fem minutter kan der nydes både trekvart minuts forspil, et catchy omkvæd og et minuts guitarsolo. Det er en traditionel opbygning for genren, og det er en fin repræsentant for albummet. Derfor kan den findes i linket nedenunder. Selvom det er musik af ganske af høj kvalitet, så er det hørt 247 gange før, og det bliver hurtigt kedeligt. Der bliver ikke eksperimenteret eller bragt noget ind udefra til at give variation eller en signatur-lyd. Selvom det ikke er nyskabende, så er det flot håndværk, og den ros fortjener de absolut.
Selvom der er brugt store, dramatiske armbevægelser, så er det ikke beskrivende at kalde dette album for en opera. Mit råd vil være, at man ignorerer navnet, men bruger lidt tid på at lytte til dem, for de er talentfulde, og deres evner bør kvalificere dem til en smule opmærksomhed. De mangler det personlige præg, men hvis de finder det, kan The Golden Pentacle få en fantastisk efterfølger.
Trackliste:
- The Golden Pentacle
- Elixir of Life
- Keepers of the Night
- Never-Ending Pain
- Fight for the Victory
- The Secret of the Sea
- The Sacred Legacy
- Free Again
- The Other Side
- Thief of Souls
- Until the End of Time
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases
Active since: 07-02-2020
Favorite genres: Power Metal / Heavy Metal / Symphonic Metal