-
Silver Bullet
-
Seven Spires
-
Twilight Force
3.5
For bare nogle få år siden var det at være metalhead i manges øjne på niveau med at være computer- eller rollespilsnørd. I dag er der dog flere og flere som har fået selvsamme øjne op for de mange forskelligheder og nuancer der er i netop denne musikgenre. I aften kan koncertgængerne dog ikke sige sig helt fri for at være i den føromtalte bås som nørder, for menuen står på powermetal af den symfoniske og rollespilsagtige skuffe. Så find papsværdet frem og spids ører…
Silver Bullet
Da de første toner fra denne finske kvintet lød, virkede det ikke helt til at publikum registrerede det med det samme. Der skulle lige spilles et par numre før de helt vågnede til dåd. Klædt i matchende uniformer og fulde af energi fik Silver Bullet dog til sidst liv i folkemængden.
Tilbage i 2008 kaldte de sig for Dirge Eternal, men otte år senere valgte de at skifte navn på baggrund af en del forvekslinger med en anden gruppe af samme navn. Da de udgav debutalbummet Screamworks, blev det nye bandnavn dermed Silver Bullet og med det kom også deres fanbase som de meget rammende kaldte bulletheads.
Sætlisten bestod primært af skæringer fra Shadowfall, som havde release netop i aften. Om det var fordi folk ikke genkendte de nye numre, at de ikke helt blev revet med, det må metalguderne vide. Samtidig lader det til, at bandet står overfor et stilskift sammenlignet med tidligere udgivelser, og det var der flere, som bemærkede blandt tilhørerne. En tilskuer udtalte, at det virkede som om Silver Bullet havde glemt den identitet og energi de havde haft på 2019-albummet Mooncult og dets forgænger Screamworks fra 2016.
”She Holds the Greatest Promise” og ”The Witches Hammer” var de eneste to skæringer, der blev spillet fra bagkataloget. De er værd at fremhæve, fordi der var en tydelig kontrast op mod sangene fra Shadowfall. De var mere hen ad thrash eller speedmetal end resten, hvilket man i dén grad også mærkede på publikum. Det var her de skrålede og headbangede allermest med på de riffede rytmer, som mindede meget om noget Judas Priest eller Accept kunne have fundet på at spille.
Ser man bort fra det musikalske indtryk, og kigger mere på det visuelle, så var der tydelig spilleglæde blandt de fem musikere på scenen. Især virkede det til at guitaristen Hannes Horma – som nogen måske husker som ex-bassisten fra Turisas tilbage i tiden, virkelig nød at interagere med både publikum og sine bandkammerater.
Der var en del ubalance rent lydmæssigt, hvor særligt trommerne af og til blev en smule mudrede. Måske man var blevet revet lidt bedre med såfremt lyden havde siddet lidt mere i skabet. Lyset passede godt til stemningen i de melodier der blev spillet, og alle de adspurgte gæster følte sig godt underholdt, varmet op og klar til at tage fat på de næste i lineuppet på aftenens program.
Sætliste:
- Intro / Overture to Armageddon
- Shadow of a Curse
- She Holds the Greatest Promise
- The Ones to Fall
- The Thirteen Nails
- The Witches Hammer
- Forever Lost
Seven Spires
Aftenens største overraskelse var Seven Spires. Progressivt symfonisk powermetal møder melodisk dødsmetal i en perfekt symbiose af vellyd. Med noget nær et årti bag sig har vi at gøre med et band som godt ved hvad det er de laver, men som nogle måske kan blive en smule genreforvirret af. Absolut et af de mest spændende livenavne som den danske scene har oplevet i år, for så vidt at det selvfølgelig stadig er årets første måned.
Åbningsnummeret ”Gods of Debauchery”, kan på mange måder godt minde om noget som Arch Enemy kunne have brygget sammen i studiet. Ikke at det gør spor, tværtimod! Andet track på sætlisten, ”Oceans of Time” står til gengæld i dyb kontrast hertil ved mere at grænse op til noget i den symfoniske power metalliske retning. Hvorefter tredje melodi ”The Cabaret of Dreams”, derimod nemt kunne have været fra en ukendt teatermusical.
Der var noget på menuen fra hele kvartettens historie, lige fra debut-EP’en og frem til det seneste album fra 2021. Måske dét også var medårsag til det store spænd i stilarter og genreskift? Uanset hvad, så lod det til at gå rent ind hos nogle gæster, mens andre stod tilbage og lignede store spørgsmålstegn. Kigger man på de enkelte bandmedlemmers baggrund, så falder man nemt over legendariske navne såsom Avantasia og Testament. Det er bestemt ikke uerfarne musikere vi har at gøre med her.
Hen mod slutningen af sættet gæstede den kvindelige co-vokalist Kristin Starkey fra Twilight Force scenen og havde en smuk metalduet med Adrienne Cowan inden koncerten blev rundet af med skæringen ”This God is Dead” – en sand symfonisk powermetal-ballade krydret med en smule growl hist og her. Den bliver normalt sunget i duet med Roy Khan – den tidligere forsanger fra Kamelot, og et par af de udenlandske gæster blandt publikum udtalte at de havde håbet, at Roy måske havde sneget sig med på touren. Men desværre… Han var ikke med!
Sætliste:
- Gods of Debauchery
- Oceans of Time
- The Cabaret of Dreams
- Succumb
- Unmapped Darkness
- In Sickness, In Health
- Dare to Live
- This God is Dead
Twilight Force
Hvad sker der hvis en gruppe rollespillere lytter for meget til bands som Dragon Force og er glade for computerspillet Zelda? Svaret er ganske enkelt Twilight Force – headlineren på touren. Et band som er blevet usandsynlig populært hos mange for deres lidt pjattede og småplatte tilgang til fantasy power metal genren.
Iklædt elverører, ringbrynjer og tunge kåber skal vi nu på dragejagt. Med episke lyriktemaer, masser af gimmicks og en stor smule cringe formår Twilight Force i den grad at spille op til heltefest. Med hurtigt galopperende dobbeltrommer akkompagneret af medrivende guitarriffs og keyboardspilleren Blackwalds dybe fortællerrøst, inviterer de dygtige musikere os alle ud på et vildt eventyr.
Havde det ikke været for de massive lydproblemer som flere bemærkede, er jeg slet ikke i tvivl om at mange var blevet revet mere med af den spændende forestilling, som vi her blev præsenteret for. En ung teenagepige på forreste række fik i hvert fald en oplevelse for livet, da hun blev hentet på scenen og slået til ridder halvvejs gennem sættet. At dømme ud fra de strålende øjne hun havde efterfølgende, var det noget, hun sent vil glemme.
Til en optræden som denne skal der en god bid selvironi, musikalskhed og spilleglæde til. Hvilket vi også fik i tifold. En af de seneste tilføjelser til lineuppet er den svenske operasangerinde Kristin Starkey, som vi også oplevede med det foregående band. Desværre var hun godt skjult i skyggerne bag resten af de glade troubadourer på scenen. Vi var flere som savnede at høre og se mere til hende end vi fik lov til.
Alle bandmedlemmerne identificerer sig med elver-klingende navne såsom Lynd, Blackwald, Aerendir, De’Azsh og Allyon. Sidstnævnte er forsangeren som du måske kan genkende stemmen på, i fald at du har lyttet en smule til Luca Turillis Rhapsody. Hvilket jo også må være en kvalitetsstempling i forhold til det med at levere episk eventyrmetal af øverste skuffe til fansene.
Et nummer som ”Flight of the Sapphire Dragon” bør virkelig fremhæves. Hvis man allerede kender det fra den forrige forsangers Chrileons tid, vil man lægge mærke til at Allyon formår at løfte den til nye højder. Det virker nærmest til at kvadet oprindelig var skrevet til hans stemme? Hvilket kun viser, at det var et godt valg af ny vokal, dengang for fem år siden da frontfiguren for partyet blev skiftet ud.
Nogle vil måske mene de er en kende for fjollede, andre elsker dem for deres klichéagtige nørderi. Uanset du tilhører den ene eller den anden gruppe, så tror jeg ikke du kan holde smilet tilbage ret længe i de her personers nærvær. Skulle du høre til den stadigt voksende fanskare, så bør du måske tage et lyt på den allerede anmelderroste skive At the Heart of Wintervale som de smed på gaden i aften samtidig med koncerten.
Sætliste:
- Intro / Dawn of the Dragonstar
- Twilight Force
- Dragonborn
- Thundersword
- Flight of the Sapphire Dragon
- The Enchanted Dragon of Wisdom
- Winds of Wisdom
- Gates of Glory
- Twilight Horizon
- At the Heart of Wintervale
- Blade of Immortal Steel (encore)
- The Power of the Ancient Force (encore)
Rejsen er ved at være til ende. Det er på tide at vende de spidse ører hjemad med sækken fuld af drageguld. Mangt et heltekvad er blevet kvædet, og ølkrus svunget. Du har helt ret, der er rent faktisk et voksende mindretal blandt metalheads som også er rollespils- eller computerspilsnørder. Et glad folkefærd som altid er parat til et kram og en masse fest. Metallen favner alle kalibre fra de hårdeste rockere til de blødeste enhjørninger…
Silver Bullet
Seven Spires
Twilight Force
About the author:
Assignments: Music reviews and photographing / Editorial Tasks
Active since: 11-06-2018
Favorite genres: Melodic Death Metal / Industrial Metal / Symphonic Black Metal
Peter Hesselø
The Killerhertz