-
The Killerhertz - Starburst
2
The Killerhertz formår både at trække dig ned i sølet og at hive dig op igen..
Hard rock-bandet The Killerhertz udkom sidste år med deres fjerde album ’Starburst’, med hvad de selv beskriver som et konceptalbum om det at opleve forandring. Det bliver fortalt med velkomponerede melodier og stærke tekster. Man kan her tale om vandringen fra nihilisme til absurdisme, altså det at indse livets meningsløshed er frihedsgivende.
Nyt fra Earplug Studio
The Killerhertz er fra Kastrup og blev dannet i 2011 af vennerne Thomas Trold som vokalist og guitarist og Kent Killerhertz på trommer. Sammen med bassisten Jacob Nielsen satte sig for at skabe et band i stil med halvfemsernes metalscene, tydeligt inspireret af kendte grupper sådom Megadeath og Metallica, men også hardrocken med Volbeat og Dizzy Mizz Lizzy.
De udgav i 2014 deres første album A Killer Anthem som blev produceret i Earplug Studio som blandt andet også står bag Mercyful Fate. The Killerhertz fokuserer deres lyrik omkring eksistentiel forandring af et menneske. Det er om hvordan man mister sig selv og sin følelse af mening, for så senere at finde den igen. En fortælling som vi kan se i mange populære medier. Dette gør de gennem harmoniske melodier og skelsættende omkvæd. Teksterne er baseret på aspekter af livet som kriser, essentielle valg eller ødelagte forhold, baseret på musikernes egne oplevelser og erfaringer.
Stemningsfuld, melodisk og halvfærdigt
Første nummer på albummet er “Wait for Closure”, et langsomt og melodisk indslag omhandlende det at fortabe sig i substanser efter et tab. Det er nemt at høre inspirationerne og det giver det en solid lyd. Der sker til gengæld heller ikke meget på lydsporet andet end klichéer. Dette er ikke et stort problem, det giver bare indslaget en lidt poppet lyd.
“Hypothetical Thoughts” er ottende nummer på pladen. Igen har vi noget i et mere afdæmpet tempo, her er omkvædet dog suppleret med et keyboard, der er god til at understøtte åbenbaringen som lyrikken handler om. Guitarsoloen senere i musikstykket er lækker, den passer godt til stemningen Men desværre laver The Killerhertz en falsk afslutning, hvilket giver soloen en følelse af at være en smule malplaceret, hvilket bevirker at kompositionen får en underlig overgang mellem stykkerne.
“The Deceiver” er nok Killerhertz’ mest metallede skæring i denne omgang. Der er gjort godt brug af dobbeltpedalerne, de tunge riffs og hæse vokaler. Her får bassen også lov til at både lyde og hænge, men heller ikke mere end det. Lyrikmæssigt handler sangen om at overgive sig og lade sig definere af en anden symboliseret af satan. Det er ikke fordi resten af musikken er lige så djævlerelateret, men man kan klart høre metalinspirationen på både guitarriffs og komposition.
The Killerhertz spiller et godt klassisk hardrock-album, som holder sig inden for genren. Man kan sagtens høre at de er dygtige musikere og at hele pladen er velindspillet. Der sker dog det at keyboard og bas får lov til at falde for meget i baggrunden, og man kommer nemt til at savne dem. Gennem hele skiven er der et svagt keyboard, som man er i tvivl om gør en forskel, og de få gange man rent faktisk kan kan høre instrumentet, er det ikke i særlig lang tid. Men kan spørge sig selv om det så overhovedet behøvede at være der?
Tilbage til studiet
The Killerhertz leverer et solidt og genrerigtigt album, men falder ned i nogle kompositionsmæssige faldgruber, heriblandt den meget normale, nemlig at lade instrumenter falde i baggrunden af andet lyd. Både med musikernes erfaring og produktionsteamet som ligger bag kunne man forvente en bedre sammensætning. Dette er også for at tale om overgangen mellem numrene, som får det til at lyde mere som en samling af singler og ikke ét færdigt produkt.
Det skal dog understreges, at det som The Killerhertz præsenterer, ikke er dårligt. Man kan sagtens høre at der er lagt meget musikalsk snilde ind i pladen. De er både dygtige og rutinerede musikere, som kan lave gode beats, lyrik og riffs. Især teksterne kan sætte sig fast, fordi de lige præcist omhandler noget så humant, at alle kan relatere til det.
Skam, sorg og skyld har en fast plads i dette album, men også vreden og åbenbaringen derefter. Dette er emotioner vi oplever gennem hele vores liv, og Starburst er god til at sætte lyd og ord på dem. Det selv-iagttagende i lyrikken presser virkelig albummet opad.
Frihedsgivende er det, og det har været hovedpersonens rejse. Man lærer dog også at ligegyldigt hvor godt man passer i en genreboks, eller hvem man har på holdet, kan man falde i de samme gamle stereotype faldgruber. Ligesom man i forsøget på at finde sig selv kan falde tilbage til gammel tryghed. Starbursts største styrke er at albummet ikke dæmoniserer denne rejse eller dens udfordringer, men fortæller dem ærligt og ligefremt.
Trackliste:
- Wait for Closure
- The Deciever
- Dying Beliefs
- Chasing Ghosts
- Caught by None
- My Revolution
- Conceal It
- Hyphothetical Thoughts
- Sjæl i Flammer
- Distant Thunder
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews
Active since: 29-09-2019
Favorite genres: Post Punk / Darkwave / Classic Rock / Industrial / Ambient
Peter Hesselø
Peter Hesselø