-
Royal Deceit
-
Hanging the Nihilist
-
Sorthandsk
-
Aphyxion
-
The Interbeing
-
Ghost Iris
3.75
Prime is coming, og du skal være hurtig, hvis du skal kunne følge med, for det kommer til at gå virkelig stærkt. Seks energiske bands (Royal Deceit, Hanging The Nihilist, Sorthandsk, Aphyxion, The Interbeing og Ghost Iris), 330 betalende gæster, 45 numre og bare fire timer til at nå dette brag af en udsolgt koncertoplevelse på.
Royal Deceit
Lidt over 30 minutter senere end spilleplanen havde varslet flød de første metalcore-toner fra Royal Deceit frem mod os. Salen var kun omtrent en tredjedel fuld. Trods forsinkelsen virkede det ikke til at alle gæsterne var mødt op endnu. Nærmest i slowmotion begyndte folkeskaren at stimle sammen foran scenen, og efter et par numre så de ud til at vågne op som fra en lang slummer.
Efterhånden som frontsanger Mathias Uldall-Jessen fik varmet solidt op under publikum, var der en del nakker, der begyndte at gynge rundt om i salen. Ud over at være frontmand i Royal Deceit, begyndte Mathias også i 2022 at være den nye vokal i spidsen for Hatesphere. Et faktum, der bør være noget nær en blåstempling af hans talent og kunnen.
Meningerne er mange blandt de adspurgte tilskuere om hvilken stilart man kan putte på netop Royal Deceit. Det eneste stort set alle kunne blive enige om, var, at det nok i sidste ende er et mashup af flere core-genrer, med en del inspiration fra bands såsom Slipknot og Korn. Desværre betyder det også, at det af og til kunne være svært at skelne de enkelte numre fra hinanden. Men hvad der måske manglede i deres sound, blev grundigt vejet op af en fantastisk mimik og indlevelse i de musikalske rytmer og en omfangsrig, smittende energi der favnede et godt stykke ud over scenekanten.
Aftenens intronummer var sidste skæring ”Echoes of Hate” fra 2020-albummet Animus, som meget passende blev efterfulgt af deres seneste fem singler. Da første single, ”Make Me Numb”, blev serveret, var det med en vokalist, der var nødt til at komme helt ud til de besøgende på gulvet. Her blev tracket udtrykt for os med en passioneret indlevelse og energi, der virkelig understregede, hvor højt Royal Deceit elskede at kunne optræde for et stående publikum igen. De nye sange skal vi nok regne med vil være at finde på den fuldlængde-skive, vi ved, der er lige på trapperne.
Sætliste:
- Echoes of Hate
- Make Me Numb
- Self-Destruction
- Wolves
- This Hell
Hanging the Nihilist
Hvis man kan tale om vægtfylde på de seks bands vi skulle opleve denne aften, så må man nok betegne Hanging the Nihilist som det tungeste af dem alle. Dette gjaldt både for bandmedlemmer og i deres lyd. Desværre var de ikke fuldtallige, idet trommeslageren Emil Juhl havde måttet lade pladsen for et backingtrack på grund af sygdom. Vi må da håbe han snart er på benene igen, så man atter kan opleve HtN live med hele lineuppet.
Det er ikke alle der kan rumme de tonstunge riffs og tekniske finesser, som vi blev præsenteret for her. Nogle af tilhørerne syntes det var rodet og svært at blive klog på, mens andre nød det i fulde drag og headbangede rytmisk i takt til tonerne. Om musikken havde for mange elementer skal ikke kunne siges. Det var dog tydeligt at spillestedets gæster var splittede mellem hvilke acts de var kommet for at opleve på scenen. Dermed var det nok heller ikke alle som havde et mindset til at kunne rumme symfonisk blackened deathcore af den særlig svære kaliber, som Hanging the Nihilist leverer.
Hvor flere af de andre artister havde mere overskud til at interagere med hinanden og med de fremmødte på gulvet, virkede det til at bandmedlemmerne fra HtN havde så travlt med at følge backingtracket at de glemte den slags. Hvilket der var flere tilskuere som bemærkede og var en smule skuffede over, man må sige at trommeslageren i dén grad var savnet!
Hvad de manglede i interaktion, blev så sandelig givet tifold tilbage i form af energiudladninger af den særlige voldsomme grad. Der blev trampet, hoppet, headbanget og brølet igennem fra de skrå brædder. Desuden var det 100% nyt materiale de præsenterede os for, så mon ikke de også snart er klar med en ny skive vi kan sætte i omdrejninger på pladespilleren? Især det tredje track var dét, publikum fremhævede som særlig godt. Om det er fordi det er det eneste, de måske har haft chancen for at se på Youtube inden besøget, det vides ikke, men det er i hvert fald et virkelig stemningsfuldt og dystert stykke musik.
Sætliste:
- Enter The Procession
- Inevitable Dissent
- Labour of the Sacred Bodies
- … To The Sound of Madness
- Bloodwell Scriptorium
Sorthandsk
Her har vi fat i noget meget sjældent på den danske metalscene. Politisk, samfundskritisk og ørehængende lyrik underbygget af klassisk nu-metal på den instrumentale front. Med tydelige inspirationskilder både fra den danske og udenlandske metal- og rapscene, bliver vi her stillet overfor stærke rim i stil med dem man normalt kun oplever i en rap-battle. Også kontroversielle tekster der tvinger lytteren til at stoppe op og tænker over, hvad det er for en verden, vi lever i.
Dykker man yderligere ned i sangteksterne, får man hurtigt associationer til Rage Against the Machine, Body Count og Public Enemy, men også til de danske rap-legender Rockers By Choice. Trods det faktum, at Sorthandsk endnu ikke er så gammelt et band, var der alligevel troppet en god håndfuld fans op på spillestedet. Nemt genkendelige med deres ene sorthandskede hånd og en evne til at huske de repetitive omkvæd og punchlines fra vokalisten Marwan.
For de resterende publikummer tog det lige en halvanden sangs tid, før det helt faldt til bunds, hvad pokker det her nu var for noget. For Sorthandsk skilte sig markant ud fra resten af aftenens optrædende musikere til Prime is Coming 2023. Ikke desto mindre fik de varmet crowden godt op og det var ikke bare fanklubben, som havde en kæmpe fest på de forreste rækker. Det var skam gæster i alle aldre, der rockede og skrålede med på de letfordøjelige verslinjer, der blev gentaget i en grad grænsende til musikalsk hjernevask.
Selv på udgivelsesfronten er det her band lidt i en boldgade for sig. Man kan nemlig kun få fat i musikken på streaming eller på vinyl. At dømme ud fra de mange opslag jeg har set på de sociale medier, har det dog bestemt ikke afholdt folk fra at investere i den netop udgivne LP. Vi må håbe, at det så kan skillinge nok i kassen til, at der kan komme mere fra samme boldgade i fremtiden.
Det nummer som man især bør bide mærke i, er nok ”Khina”. Det giver et seriøst indblik i, hvordan ensomhed måske er en voldsom seriøs konsekvens af et kommunistisk diktatorstyre. Også ”Vagt i Gevær” og ”Kabbalah” viser i dén grad, hvilke opråb til det danske folk de forsøger at komme ud med. Sidstnævnte giver i sit beat desuden klare associationer til Rammsteins ”Puppe”, hvilket kun gør at man lige stopper op og lytter en ekstra gang. Vågn op, hør efter og gør oprør mod uretfærdighed!
Sætliste:
- Intro
- Magt I Gevær
- Generation X
- Fascist
- Korruption
- Mish Minnah
- Khina
- Viva
- Kabbalah
Aphyxion
Nu blev det tid til at de mere garvede i Prime Collectives stald skulle luftes, og i den forbindelse er det svært ikke at trække Aphyxion ind i arenaen. Med hele tre halve årtier i bagagen og en støt voksende fanskare er det ikke underligt, at de var taknemmelige for igen at få lov at optræde live for os alle. Om knap en måned udkommer Ad Astra og derfor blev der også fyret godt op under en del nye numre derfra på sætlisten.
Uanset om man lytter til de gamle og kendte tracks eller kaster sig over de nye, så er der en uigenkendelig rød tråd hele vejen igennem: catchy melodier med ørehængende og hjernetilklistrende omkvæd, der forfølger tilhøreren helt ind i Drømmeland. Det skortede bestemt ikke på stagediving, crowdsurfing, moshpits, eller circlepits. Michael Vahl, bandets frontfigur, lod sig på et tidspunkt også selv flyde rundt i armene på publikum mens han fortsatte sin energiske sang og growlen i den medbragte trådløse mikrofon.
Fra det bagerste af salen og helt op på selve scenen var publikum så tændte, at luften nærmest slog gnister. Selv for dem, hvor det var en jomfrukoncert med Aphyxion, var der ingen tvivl – stemningen var højeksplosiv af glæde og adrenalin. Den vestjyske kvintet fik taget til at lette, kom langt ud over scenekanten og dybt, dybt ind i de smeltende metalhjerter. Da sjette track på sætlisten, ”Pathless”, gik i gang, fik vi besøg af ingen ringere end Mr. Prime Collective himself, nemlig Mirza Radonjica, Siamese. Han hjalp til med at give dette nummer til en endnu sprødere lyd.
Ud over det nye materiale på menuen fik vi også glæden af de mest populære singler fra bagkataloget, heriblandt ”Sleepwalkers”. Gennem både melodi og ikke mindst lyrik prøver de at få os til at fatte, at flere og flere af os er søvngænger-zombier, der kun har øje for det blå, narkotiske lys fra vores smartphones og tablets, og slet ikke ser verden omkring os. Et perfekt nummer til at slutte af med, så det rigtigt kan forfølge os bagefter med sit umiskendelige budskab om at vågne op.
Sætliste:
- Not Gonna Make It
- Roll the Dice
- Oceans of Time
- Memory Trace
- Restless Nights
- Pathless
- Heavy Shadows
- Fork Tongued
- Sleepwalkers
The Interbeing
For lidt over en måned siden smed The Interbeing deres nye album Icon of the Hopeless på gaden. I den forbindelse forsøgte de at vælte Loppen på Christiania med et brag af en releasefest sammen med vennerne fra Natjager. Albummet skal afslutte deres koncept album-trilogi om Mellemvæsenet, og man kan så spørge sig selv, om det måske betyder, at næste gang vi hører nyt fra bandet, vil stilen være lagt om?
Det var der i hvert fald et par stykker af de adspurgte, som håbede på, for de savnede mere nytænkning og evolution fra The Interbeing. Der er ikke sket meget siden 2017, hvor forrige skive så dagens lys. Både sound og riffs minder om hinanden på tværs af melodierne, og for nogen kan det måske virke lidt trivielt, for andre er det blot selve kernen i bandets identitet og stil.
Kigger man på The Interbeing som live-act, taler vi et helt andet sprog. Her er der sket en tydelig positiv udvikling. Eksempelvis ser det ud til, at der er kommet et bedre samspil og en stærkere synergi bandmedlemmerne mellem. Hvor det tidligere primært var vokalisten Dara Toibin, der formåede at komme langt ud over scenekanten, er det nu også guitaristen Boas Segel, som står og knurrer tilskuerne ind i fjæset, mens han flår de sprøde lyde ud af sit instrument.
Har man været til bare nogle få af The Interbeings koncerter, så ved man til hvilke numre man skal lave Wall of Death, eller for den sags skyld til hvilke man skal hoppe eller skråle med. Dette er blot med til at løfte stemningen i en hal, som i forvejen er på kogepunktet. Derfor var det bestemt heller ikke en skuffelse at opleve dem live igen allerede her en måneds tid efter releasefesten andetsteds i byen. Publikum var dog lidt trætte ovenpå den solide portion energi de havde været udsat for med Aphyxion, men efter et par numre vågnede både moshpit og headbangerne op til dåd igen, og stemningen kulminerede.
Prime Collective er kendt for primært at tage bands i core-genren ind, og man skulle ikke tro der var så mange facetter af netop disse, men efter at have oplevet hvor mange undergenrer og ekstra elementer de forskellige bands kan byde ind med, så kan man kun forbavses og lade sig rive med. Samme gælder The Interbeing, som måske er Danmarks eneste industrial metalcore band med melodic death elementer flettet nænsomt ind hist og her. Derfor er det kun naturligt at holde et vågent øje med hvad fremtiden bringer fra Interbeing-drengene.
Flere var de enige om at Dara Toibin og hans gæve gutter afgjort er vildt dygtige musikere og tekstforfattere, men også at de ikke føler, at bandet har fulgt med tiden og udviklet sig med den, så de fortsætter med at være lige spændende.
Sætliste:
- Spiral into Existence
- Black Halo
- Celestial Flames
- Lies of Descent
- Rhesus Artificial
- Synthetic Bloodline
- Eternal Eclipse
- Pulse within the Paradox
Ghost Iris
Ghost Iris skulle med deres djentede metalcore afslutte, hvor Royal Deceit begyndte. Det kan være svært at opretholde den samlende og vilde fest der var under Aphyxion, men ikke desto mindre formåede de karismatiske musikere at gå i en symbiose med publikum om at give den en sidste skalle. Spontane moshpits, kommanderede circlepits og konstant crowdsurfing var bare nogle få af de ting, der skete, lige meget hvor man kiggede rundt.
Der var fest på scenen såvel som på gulvet og sågar bag mixerpulten bagerst i lokalet. Alle enten rockede, dansede, headbangede eller tilkendegav på anden vis deres kærlighed til musikken. Det bliver et brag af en musikvideo, som Ghost Iris fik optaget denne aften. Ligesom på Copenhell var forsanger Jesper Gün iklædt commando-hue, pilot-solbriller, vest og hvidt tøj. Men så holdt lighederne også op, for i helt ny stil troppede strenge-ekvilibristerne op maskerede, og det gav et helt nyt udtryk, som tilskuerne lod til at tage godt imod.
Man kunne ikke lade være med at bekymre sig om de tos velbefindende idet de hvirvlede rundt som små tornadoer på scenen, uden mulighed for at kunne få noget som helst at drikke bag de anonyme masker. Der må være stor fare for at dehydrere i en sådan situation, og det må virkelig kræve hård træning, god kondition og ikke mindst koordination at kunne vedblive med at brænde så store energiudladninger af som dem. Hvilket adspurgt efter koncerten også blev bekræftet af dem selv.
Der var fuld smæk på! Det er tydeligt, at deres popularitet i udlandet har smittet af på dem, og gjort dem vant til store scener med masser af plads og ikke mindst en hujende energisk fanskare, der tilbeder dem. De spiller igen den 22. marts i Pumpehuset som support for amerikanske Attila. For elskere af højkvalitets-metalcore er der dømt mødepligt, for der er store chancer for, at Pumpehusets tag bliver blæst af og at alle fremmødte går derfra med tilbagestrøget hår, stakåndede og med en galopperende adrenalinpumpende puls.
Mon det skal være en fast tradition, at man til hver eneste optræden med dem skal opleve en tromme få bøllebank med et baseballbat? Måske er det gruppens bud på et ”varemærke”, som de skal genkendes på?
Det eneste, som afholdt gæsterne fra at give Ghost Iris topkarakter var, at de syntes at det nyere materiale savnede en smule af den progressive tilgang og variation, det ældre materiale havde haft. Men måske skal de bare vænne sig til den nye identitet, bandet lader til at være ved at udvikle. Personligt syntes jeg selv at deres nye sang ”My Dear Rat Kings” var ganske underholdende og jeg ser frem til at opleve, hvad de ellers har at byde på.
Sætliste:
- The Rat And The Snake
- Former Self
- Coda
- My Dear Rat Kings
- Paper Tiger
- Coma
- Power Schism
- Desert Dread
Vi er mange, som forlader Hotel Cecil godt opvarmet i den isnende vintervåde januarnat med en følelse af, at Prime is Coming anno 2023 var en ubetinget succes. Det er sjette år i træk, at Prime Collective viser, hvad der er det nye guld på den danske metalscene. Vi håber bestemt, at de vil blive ved med at byde os på mere i de kommende år.
Royal Deceit
Hanging the Nihilist
Sorthandsk
Aphyxion
The Interbeing
Ghost Iris
About the author:
Assignments: Music reviews and photographing / Editorial Tasks
Active since: 11-06-2018
Favorite genres: Melodic Death Metal / Industrial Metal / Symphonic Black Metal
Star Crystal
Peter Hesselø