Siddende koncerter: Man skulle tro at koncertstederne og -gængerne efterhånden var vant til dette, men til The New Shit Showcase i Pumpehuset denne aften, kæmpedes der med både dårlig lyd og en lyssætning, som ikke helt fungerede. Faktisk endte aftenen med at blive en smule flad i forhold til nogle af de livekoncerter, jeg ellers har oplevet her i maj. Rigtig ærgerligt og det kunne virkelig mærkes på tilskuerstemningen. Et publikum der også var ret hård på karaktergivningen, men heldigvis var det ikke udelukkende musikernes skyld denne aften.
Foreshadower
Foreshadower er et københavnsk doom og sludge band, der i dén grad har lagt mange tanker bag deres musik. I forhold til valget af bandnavn, kan det løst oversættes til: ’En der forudsiger noget der kommer’ eller ’De horrible begivenheder der ligger forud for total ødelæggende krig’. Deres sangtitler er da også koordinater til steder, hvor der er sket forfærdelige ting rent historisk. Både fjernt fra vores bredde- og længdegrader, men også tættere på hjemmet, som med nummeret ”55° 45’ 03” N, 4° 46’ 05” E”, der er placeret på Tyrafeltet i Nordsøen.
Det var dog meget svært for publikum at få denne del af det musiske med, fordi man på ingen måde fik nogen form for introduktion til nummeret, medmindre du kendte til dem i forvejen. Musikken er instrumentel og af samme grund forefindes der ingen mikrofoner på scenen, og dermed heller ingen introduktion. En måde at kommunikere det ud på uden at bruge talen som et værktøj, kunne være at lave noget visuelt content for tilskuerne, måske i form af billeder eller videoer som viser noget fra lokationerne uden på den måde at fjerne fokus fra det musikalske.
Belysningen på scenen kunne have været passende, hvis vi havde haft denne form for visualisering, men med et band, der er så introverte, virker det hele en tand uorganiseret og uden en rød tråd til at binde det hele sammen. De fleste af gæsterne endte med at sidde og kede sig på deres pladser rundt omkring i salen.
Er du til trods for dette blevet interesseret i at høre mere til Foreshadower, kan du måske redde dig billetter til deres udsolgte koncert med Nordsind lørdag d. 5. juni 2021 på Beta2300 i København.
Sætliste:
- 50° 02′ 12.8″ N, 19° 10′ 33.2″ E (Auschwitz)
- 11° 32’ 58” N, 104° 55’ 4” E (Torturkamrene i Tuol Sleng, Phnom Penh, Cambodia)
- 19° 54′ 10.5″ N, 75° 05′ 44.0″ W (Guatanamo)
- 55° 45 ’03” N, 4° 46 ’05” E (Tyrafeltet, Nordsøen)
Demersal
Med Demersal bevæger vi os lidt tættere på havbunden. Bandet, der kommer fra Odense, leverer intet mindre end screamo hardcore. …Og hold da op hvor er der da også bare meget energi fra disse unge knægte, der får flere af den ældre del af publikummet til at føle sig enormt gamle!
Faktisk er det en lidt utaknemmelig opgave at spille hardcore til siddende coronakoncerter. Det fungerer bedre på scener, der er noget lavere end i Pumpehuset, og når folk kan tumle rundt i en moshpit og tage del i den energiudladning der kommer fra scenen. I det her tilfælde bliver man som publikum aldrig helt inkluderet i det.
Bandet her er ret nyt og spillede denne aften en del materiale der ikke er udgivet endnu, også her savnede folk en rød tråd. Bandet lykkes dog lidt bedre med at komme ud over scenekanten, mikrofonerne var fundet frem og de to guitarister stod ved hver deres og skreg lungerne ud. Særligt trommeslageren fik virkelig basket på trommerne, og han virkede til virkelig at have styr på sit slagtøj.
Til gengæld virkede screamo vokalerne til at være det eneste, som brød gennem lydmuren denne aften. Da Pumpehuset lagde an til siddende koncerter, flyttede lydpulten op ved siden af scenen, og jeg skal ikke kunne sige om det var grunden til den virkelig dårlige vokallyd der gennemsyrede aftenens koncerter. Det havde dog ikke en synlig effekt på de her energiske knægte – eller også skreg de bare meget højt!
Sætliste:
- The Roots have Grown too Strong Here
- Waking Up Into A Fever Dream
- Endless
- To Decorate The End
- It’s An Awful Walk Towards You
- Suffer For Each Other
- Failure
- Less
Throwe
Københavnske Throwe satte gang i den første røde tråd denne aften, og det var virkelig noget der begejstrede publikum. Bandet spiller blackened hardcore. De har udgivet en tresangs-trilogi om dyret i os alle, og skulle gerne være på trapperne med noget nyt.
Også under denne optræden er scenekanten alt for højt oppe til at rumme et hardcore band. Selvom energiniveauet ikke kan nå samme højder som forrige band, og ej heller behøver det, gør forsangeren dog sit for at komme hele vejen rundt på scenen og ud over scenekanten.
Folk nævner, at hans vokal ikke helt er god nok, men om det i virkeligheden ikke er den dårlige lyd der ligger til grund for dette, skal jeg lade stå hen i det uvisse. Den dårlige lyd gør, at man ikke rigtig kan høre hvad han prøver at fortælle. Lyden er simpelthen bare ikke skarp nok.
Der er lidt en uligevægt på scenen, med en venstreside der er noget mere introverte i modsætning til højre side af scenen. Det er virkelig ærligt, så der skal arbejdes lidt for nogle medlemmer med at komme ud over scenekanten. Til gengæld er det musikalske lige i skabet, og der bliver skabt gnister rundt omkring blandt det siddende publikum.
Der er i den grad masser af potentiale at spore hos Throwe. Skulle du ønske at prøve at høre eller se dem live igen, kan de fanges live med Telos og Hersker på Underwerket i Valby lørdag d. 25. september 2021.
Sætliste:
- Hammer & Nails
- Myriader
- Between Breaths
- Forfald
- Aerosol
- Vixi
Taunus
Taunus spiller Rock ’N’ Roll og Gasoline Punk, og bliver dermed aftenens afstikker. De kommer også fra København, og med sig bringer de deres nye trommeslager som spiller live med dem for første gang. Bandets stil er arketypisk for genren og det er ikke fordi der er noget virkelig nyt, der bliver bragt til scenen.
Det er tiltagende elskværdigt rock med alt hvad der hører til; Metal på gummidæk, denim, promiller og en forsanger der både kan vrikke med hoften og gøre brug af sin tamburin. En god portion selvironi og en bunke af godt humør gør det til en enormt hyggelig oplevelse.
Faktisk er bandet enormt gode til at komme ud over scenekanten og få inddraget publikum, til trods for at det ikke alt sammen er helt i skabet. Det er tydeligt at bas og guitar ikke helt kan følges med trommerne. Dette kan jo have noget at gøre med at de har bragt en ny trommeslager ind.
Jeg må give en stor cadeau til Rasmus Rytter, som meget koncentreret kæmpede en kamp med at få riffs til at lyde så godt som muligt med de udfordringer, der var med takten. Virkelig flot kæmpet, for det kom ud ret godt.
Sætliste:
- Cruel Lover
- Road Machine
- Won’t Be Coming Home Tonight
- Like Steel
- Wolf or Woman
- Over and Over
- Polluter
- Dead Night
Lamentari
Lamentari afslutter aftenen, og er klart det band, publikum har ventet på. Det københavnske band spiller symphonic blackened death metal, men til aftenens koncert manglede Max Pedersen desværre bag keyboardet. Han opholder sig i England for tiden, og kunne derfor ikke rejse til Danmark uden at blive pålagt en god del isolationsperioder.
Det betød at hans del blev afspillet som playback, og her ramte den dårlige lyd virkelig hårdt. Vokalen kæmpede igen med at nå ud til folk, og playbackdelen var så lav, at oplevelsen desværre ikke stod mål med nogle af bandets tidligere optrædener, og det var virkelig synd.
Bandet har ellers masser af vilje og har i den grad masser af stage presence, og de skuffer da heller ikke dem, der var kommet for at se dem. Det var meget tydeligt at folk begyndte at live lidt mere op under Lamentari, til trods for at lyden ikke var helt som den burde være.
Skulle du ønske at se Lamentari, så vil vi virkelig opfordre dig til at gøre dette, forhåbentligvis med Pedersen tilbage på scenen og bedre lyd. De kan opleves til Udgårdsfest d. 10. september 2021 i Pumpehuset, København.
Sætliste:
- Nihilitatis
- Confutatis
BlastBeast Records har fundet en masse gode undergrundsbands frem fra den danske muld, og taget dem med til sig til en desværre lidt diffus live lydscene. Det her er bands du skal holde øje med, der er masser af potentiale der kan indløses i disse nyere bands. Det er virkelig rart at den danske live scene igen er begyndt at røre på sig efter at have været ramt af masser af restriktioner, og det bliver godt at have mulighed for at se flere af disse bands lave flere liveshows og eventuelle nye udgivelser.
Foreshadower
Fotos er venligst udlånt af: Jannie Ravn Madsen
Demersal
Fotos er venligst udlånt af: Jannie Ravn Madsen
Throwe
Fotos er venligst udlånt af: Jannie Ravn Madsen
Taunus
Fotos er venligst udlånt af: Jannie Ravn Madsen
Lamentari
Fotos er venligst udlånt af: Jannie Ravn Madsen
About the author:
Assignments: Reviews of Releases and Concerts and Interviews. Nerd on all levels (finding releases, bands and labels) - Giving the editor gray hairs...
Active: 13-12-2019 - 27-08-2022
Favorite genres: Blackened Death Metal - but listens to all kinds of metal and rock!