Hej, jeg hedder Kira. Jeg er interviewer og fotograf for ravenrocksite.dk. Jeg er kreativt anlagt og har en enormt stor kærlighed til metalscenen og katte, ja, katte! Jeg er meget interesseret i jeres band og har derfor glædet mig til at stille jer de her spørgsmål om bandets historie, musik, og om hvordan det er at være kvinde i metalmiljøet med alt, hvad der hører med. Jeg har stor respekt for, at I tør skille jer ud både i genre og bandsammensætning og har arbejdet sammen med hele mit team på Ravenrocksite.dk om at prøve at komme omkring lidt af hvert om jer, så folk rigtig kan lære jer at kende. Jeg håber, at I vil lade os komme ind bag facaden og helt ind i hjertet på, hvem Konvent er som band, og I er som personer.

Bandet:

1. Jeres navn har sin oprindelse i latin og betyder sammenkomst eller forsamling, men hvad betyder det for jer, og hvorfor valgte I netop dét navn?

Til at starte med snakkede vi om, at vi gerne ville hedde “Kloster”, men det bandnavn var taget. Vi snakkede videre om, at det ville være fedt at tage det engelske ord Convent og bytte C’et ud med et K, da vi syntes, at et bandnavn med K ville være sejt, haha.
Konvent kommer fra vores fascination af nonner og klosteret. Vi kan godt lide den mystik, der er omkring et samfund som det, og vi ønskede at indarbejde det i vores musik, fordi vi følte, at de komplimenterede hinanden godt. Samtidig betyder det forsamling, som I også skriver – og det syntes vi også passede godt til os.

2. Hvornår begyndte I hver især at spille musik, og var det metal fra starten af?

Heidi begyndte at spille bas, da hun kom ind i bandet. Hun startede på guitaren, men eftersom at Sara spillede guitar og joinede bandet, tog hun bassen. Julie har som barn spillet trommer og har i sine unge dage spillet punk i diverse skolebands, haha. Sara begyndte at spille guitar i et garage pop-rock band omkring 15-årsalderen. Det startede egentlig med at lære de basale rocksange. Men da vi startede bandet, var vi alle enige om, at vi gerne ville spille metal. Det var ikke noget, som hverken Sara, Heidi eller Rikke havde gjort før.

3. Hvordan fandt I sammen og fandt ud af, at I skulle spille musik sammen?

Det var mere eller mindre tilfældigt, at det lige blev en konstellation af os fire. Vi kender hinanden gennem miljøet, og vi havde alle en lyst og en passion for at starte et nyt band. Så i sidste ende: tilfældigheder og en passion for at skrive musik.

4. Hvad siger venner og familie til jeres musik og genrevalg?

Vores venner har været utroligt støttende og har ofte været publikum ved vores koncerter. Det samme gælder vores familie.

5. Hvad har været det sværeste for jer som band?

Det sværeste er klart, at vi er fire forskellige mennesker. Det er nogle gange svært at balancere privatliv og arbejdsliv med den tid, vi alle gerne vil lægge i bandet. Noget af det vigtigste er også, at man skal huske at lytte til sig selv og sin egen mavefornemmelse. Mange kan have en mening om, hvad vi skal og ikke skal som band – og det er vigtigt, at man kigger indad og gør det, som vi selv synes giver mening for os.

6. Hvor lang tid bruger I til hverdag på bandet?

Vi øver normalt en til to gange om ugen. Og når der er koncerter, er det selvfølgelig mere. Men vi er stort set i dialog med hinanden hver eneste dag. Vi er også rigtig gode veninder og bruger hinanden til mange andre ting udover musikken. Man bliver hurtigt tætte, fordi man bruger så meget tid sammen og oplever mange ting sammen. Ofte sender vi forskellige sange, riffs og inspirationer. Ellers er der mange praktiske ting, man skal tage sig af. Meget af tiden går desværre også med praktiske ting.

7. Hvad fik jer til at finde sammen som band?

Passion for musikken og lysten til at finde sammen i et band. Vi nåede til et punkt, hvor vi var trætte af at se alle andre være i bands og få fede oplevelser. Det ville vi selv gerne prøve. I sidste ende var det lysten til at skabe et rum, hvor vi kunne eksperimentere med instrumenterne og finde ud af, hvilken slags musik, vi gerne ville lave.

8. Hvad vil være det vildeste, der kunne ske for jer som band?

70.000 TONS OF METAL! Pool, sommer og øl. What’s not to like? Derudover at en af os vinder 100 millioner i Lotto, så vi kan cruise rundt i en bandbus og spille koncerter.

9. Bandets medlemmer er kvinder, er det et bevidst valg?

Nej, det er ikke et bevidst valg. Det er en tilfældighed, at det lige var os, der fandt sammen.

10. Hvilke udfordringer har der været for jer i forbindelse med Covid-19?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Covid har lagt en dæmper på det hele. Vi har fået aflyst sindssygt mange koncerter, og det har generelt bare været ekstremt øv ikke at kunne komme ud og spille. Derudover har vores øvelokale været nedlukket i 5 måneder, hvilket har besværliggjort det lidt for os. Men nu er vi heldigvis tilbage i vores eget øvelokale.

11. Hvilke planer har I som band for fremtiden?

Vi vil forsætte med at udvikle os, og så kigger vi udover Danmark. Vi har store drømme, og vi ser allerede nu, at mange af dem er blevet realiseret eller er på vej til det, hvilket er virkelig fedt. Vi drømmer om at kunne tage afsted på tour i udlandet i eksempelvis tre måneder. Det kunne være fedt.

12. Er der noget, I mener, at folk bare skal vide om jer?

Umiddelbart ikke, haha. SÅ spændende er vi faktisk ikke

Musikken:

13. Synes I, at jeres musik skiller sig ud fra andre bands i samme genre og, i givet fald, hvordan?

Det er svært at svare på. Vi laver det, som vi synes er fedt, og vi håber selvfølgelig, at det bringer noget andet til metalscenen end det, der i forvejen er.

14. Hvilke slags udfordringer har I mødt i karrieren, altså ud over Covid-19?

Den største udfordring er, at man ikke kan det hele på én gang. Det kan være svært at få det hele til at spille med arbejde, kærester, band, osv. Der er altid udfordringer, men heldigvis bliver man klogere for hver gang og tager det med som en læring.

15. Nu hvor I er kommet så langt indenfor Death Doom Metal genren, har I så eventuelt overvejet om I kunne stille op til Melodi Grand Prix ligesom f.eks. Lordi fra Finland gjorde?

Nej. Det er ikke noget, vi finder relevant.

16. Har vejen fra øvelokalet til de store scener været svær, og hvilken type udfordringer har I mødt?

Vejen fra øvelokalet til at stå på en scene er vel altid svær, og mange ville lyve, hvis de påstod andet. For os har det været nogle store milepæle, som vi har skullet overvinde. Det handler om en god portion mod og så egentlig bare sige til os selv “nu gør vi det sgu”. Vi har været utrolige heldige fra starten af med en masse tilbud og support-jobs på de mindre scener. På den måde har vi kunnet prøve nogle ting af og fundet ud af undervejs, hvad der fungerer og ikke fungerer. Vi har fra starten fået rigtig meget opmærksomhed, hvilket jo er super fedt, men det har også gjort, at vi sommetider har været for optaget af andres forventninger i stedet for bare at nyde det og gøre det, vi allermest har lyst til – at fyre den af og spille den musik, vi elsker. Det hele er en stor læring. Og for hvert et show, vi spiller, bliver vi klogere på os selv som band. Vi har aldrig haft en forventning til os selv om, at vi bare skulle gå ind og spille en 100% fejlfri koncert. Vi gør vores bedste og så længe, vi gør det, kan vi ikke rigtig gøre mere.

17. Har det været svært at holde sammen som band her under pandemien

Nej, det har tværtimod været en kæmpe gave at have hinanden og bandet i en tid som denne.

At være kvinde i metalmiljøet:

18. Hvad er jeres egne holdninger hver især til alt det, der huserer for tiden med sexisme?

Tja… Altså, det er noget værre lort!

19. Hvordan tænker I at sexisme i musikindustrien har ændret sig i forhold til de kvindebands, som kom før jer? (for eksempel, står vi med de samme problemer som for 10-20 år siden?)

Vi står desværre stadig med mange af de samme udfordringer med sexisme i musikindustrien.

Den oprindelige intention med dette interview var at undersøge hvordan vejen til den store scene har været, hvilke udfordringer der havde måttet være, samt at få bandet til at sætte ord på hvordan det at være kvinde i metal-miljøet er. Vi ville også have hørt dem ad om de måske havde nogen råd til de unge kvinder derude, som går med en drøm måske en dag også at stå på en scene, what to do, and not to do! Men desværre ønskede Konvent ikke at kommentere på disse spørgsmål om emnet, så i må nøjes med de svar, som de gav os ovenfor. Alligevel siger vi tusind tak for, at de tog sig tid til os. Vi er glade for at landet snart åbner op igen, så vi igen kan opleve dem på scenen et sted i Danmark.