Når passionen taler for sig selv
Nogle gange kan det at anmelde musik, nærme sig en hvilken som helst anden rutine. At lytte et album igennem kan blive en meget analytisk proces. Uanset hvor godt et band er, kan hele oplevelsen nogle gange blive kogt ned til kritisk at vurdere de enkelte musikeres tekniske egenskaber. Og så er der nogle gange, hvor man støder på et band som Spanish Love Songs, der straks bringer én tilbage til de tidlige teenageår, hvor man bar følelserne udenpå tøjet og bare lod musikken bevæge sig igennem ens marv og ben.
Som et lyn fra en klar himmel
Jeg havde ikke hørt om Spanish Love Songs, før dette album dumpede ind til anmeldelse. Jeg gav deres første album fra 2018, Schmaltz, et hurtigt to-minutters lyt og tænkte, at det lød meget godt. Noget energisk men kompetent pop punk-inspireret indie rock fra Los Angeles. Det kan jeg altid bruge noget mere af. Jeg var dog ikke forberedt på den emotionelle rutsjebane, som ventede mig.
Brave Faces Everyone er et utrolig virkeligt album. Vemodigt, hjerteskærende og til tider decideret kynisk – men virkeligt. Det lyder måske som en mærkelig beskrivelse, men lige så snart man har lyttet til disse ti numre, giver det mening. Samtlige numre er inspireret af lige præcis virkeligheden: oplevelser, som bandet har haft, eller som deres fans har delt med demgennem deres sidste par års tours rundt omkring i USA. Bandets fortolkning og genfortælling af disse oplevelser er udført med en sådan indlevelse og glødende patos, at man skulle tro, forsangeren og guitaristen Dylan Slocum selv havde gennemlevet samtlige historier beskrevet i hans lyrik.
Spanish Love Songs’ lyd kan beskrives på mange måder; en fusion mellem pop punk, indie rock og den klassiske form af den efterhånden sjældne emo-genre. Med en kombination af hårdtslående og hjertefølt musik og en vokal, der kan gå fra rørende, klar sang til bævrende, på kanten til tårer. Det er muligvis ikke noget for alle, men hvis du har en svaghed for musikere, der lader følelserne fra teksterne blive tydeligt hørbare i optrædenen, så vil du være ombord lige fra første nummer.
Empatisk historiefortælling på højt niveau
Slocums sangskrivning følger på mange måder den klassiske pop punkformular med catchy hooks og anekdoter fyldt med metaforer og, måske på papiret, lettere overfladisk poesi. Spanish Love Songs viser dog, at rå passion og en indlevende præsentation kan løfte en hvilken som helst historie til et niveau, som simpelthen ikke kan vurderes eller kritiseres på en typisk analytisk, objektiv måde. Når bandet kan få mig til ivrigt at synge med på et omkvæd som lyder:
”Don’t you know you were born to die poor man?
Don’t you know that you’re gonna do yourself in?
And you’ll always wake up tired
Because there’s nowhere we go from here “ – fra “Losers, Pt. 2”
Så siger det en del om det musikalske niveau, vi snakker om. En mindre habil gruppe musikere kunne måske også producere samme omkvæd. Det ville dog være meget svært at gøre det på en måde, som ville resultere i andet end en lidt sørgmodig stemning i lokalet, og en masse lyttere, hvis tanker langsomt ville bevæge sig et lidt dystert sted hen.
Men det er netop dette, der gør Spanish Love Songs til et specielt band. Den førnævnte sang er langtfra den mest hjerteskærende sang på Brave Faces Everyone. Udover den lurende følelse af meningsløshed og apati, som der spøger i baghovedet på mange ’millennials’ nu om dage, så er selvmordstanker, stofmisbrug, masseskyderier, racisme og global opvarmning også blandt de emner, som bliver tage op her. Det lyder måske som om, at det kan være lidt af en mentalt belastende oplevelse at skulle lytte til et helt album baseret på disse motiver, men det er det, der gør det så specielt.
Ja, noget lyrik kan ramme så meget plet for den enkelte, at det kan give tårer i øjnene – men samtidigt forsvinder lysten til at synge med aldrig. I stedet for bare at minde os om, at disse forfærdelige situationer finder sted, så minder Spanish Love Songs os også om, at vi ikke skal give op, at vi er ikke alene, og at der altid nogen, som kan relatere til de byrder, vi alle bærer rundt på.
En tidlig kandidat til årets album
Året er ikke engang kvartvejs overstået endnu, men jeg er allerede overbevist om, at jeg har fundet et sikkert valg, når jeg om et års tid tænker tilbage på de albums, der har defineret 2020 for mig. Det lyder måske lettere hastigt, men hvis noget af det jeg har beskrevet, lyder bare lidt interessant for dig, så giv Brave Faces Everyone et lyt, og så er jeg næsten sikker på, at du vil være enig.
Måske er det bare fordi flere af numrene talte til mig på et personligt niveau, og måske vil en håndfuld måneders tid få mig til at se albummet i et mere objektivt, kritisk lys. Men lige nu har jeg meget svært ved at udpege noget, der kunne gøres bedre på dette album. Der er ingen tvivl om, at jeg vil huske Brave Faces Everyone når 2020 er ved at være omme, og jeg vil næsten vædde på, at flere år fra nu, vil lyden af sange fra dette album stadig kunne bringe minder om en ”yngre” mig frem. Det er dejligt at vide, at selv midt i tyverne, kan musik stadigt efterlade et lige så tydeligt et aftryk på en, som det kunne, da man var ung og uskyldig.
Trackliste:
- Routine Pain
- Self-Destruction (As a Sensible Career Choice)
- Generation Loss
- Kick
- Beachfront Property
- Losers
- Optimism (As a Radical Life Choice)
- Losers, Pt. 2
- Dolores
- Braves Faces, Everyone
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews / Editorial Tasks
Active since: 09-09-2019
Favorite genres: Punk / Hardcore / Metal in all shapes and sizes