-
Souls of Tide - Black Magic
3.5
Rockrytmer med en snert af nostalgi
Hvis man er fan af den gode gamle klassiske rock-skole, med catchy hooks og meget dansevenlige rytmer, kan man ofte blive lidt skuffet over den moderne rockscene. Nu kommer der heldigvis en håndsrækning fra Norge til denne genre. Norske Souls of Tide udgiver den 22. maj deres andet album gennem Mighty Music: Black Magic. Det er en lille gave i usikre tider til folk med hang til 70’er rock.
Erfarne nordmænd har det sjovt
Ved første gennemlytning er det klart, at vi har med kyndige musikere at gøre. ”Voodoo Ritual” har energien, fra den gang rock & roll stadigt var nyt og spændende.Det er tydeligt, at gutterne i bandet elsker det, de laver. Det er lidt sjovt at tænke på, at vi har med musikere at gøre, som også har spillet og stadigt spiller, i diverse black- og dødsmetalbands som Subliritum, Keep of Kalessin og Wyruz.
Næsten alle bandmedlemmer her, har efterladt et spor i musikindustrien, som strækker sig tilbage til 90’erne. Måske er det ikke så unormalt, at de i 2014 besluttede sig for at starte noget lidt anderledes op. Det var her, at Souls of Tide blev født. Som man måske kan se lidt på bandets logo, er der en stor kærlighed til den klassiske rockscene. Det er også tydeligt på deres debutalbum, som udkom to år senere, Join the Circus, at de har en stor kærlighed til den klassiske rockgenre.
Det er svært at sige, at der har været en kæmpe evolution i lyden siden det første album. Det er dog heller ikke forventeligt, når bandets lyd har så dybe rødder i så fundamental etableret genre. Men kan det ikke blive lidt ensformigt i længden? Det var i hvert fald min primære frygt. Disse musikere har dog heldigvis talent nok til at udfylde de 35 minutter, Black Magic varer, uden at man behøver løfte alt for mange pegefingre.
Uforfalsket hyldest til genren
Som nævnt tidligere er der ikke den store overraskelse rent lydmæssigt, hvis man bare har lidt kendskab til den klassiske rockgenre. Det gør dog ikke så meget, når gruppen har så meget passion. Jeg må indrømme, at klassisk rock ikke lige er det, som jeg selv hører allermest af. Især Vegar Larsens evne til ikke kun at levere på højt niveau, når musikken kalder på lidt emotionel føling, for eksempel på ”Through the Fire”, men også når der skal lidt mere energi og livlighed i hans indlevelse, som på numrene ”Voodoo Ritual” og ”Black Magic”.
En kritik, er, at hans udtale kan være lidt svær at forstå nogle gange. Det gør dog ikke det helt store, da lyrikken helt sikkert ikke er det, som vil være ’knald-eller-fald’-punktet, når det kommer til at nyde Souls of Tides musik.
Hvis du er til klassisk guitarlir, så leverer både leadguitarist Ole Kristian Østby og andenguitarist Anders Langberg nogle super catchy, melodiske hooks samt nogle fede solosektioner. Desværre virker bassen fra Øyvind Strõnen Johannesen til at være blevet tabt lidt i masteringprocessen. Det man kan høre, lyder umiddelbart rigtig godt, men han kunne godt være blevet skubbet lidt længere frem i miksen. Især når Tommy Kristiansens trommespil flere gange har nogle øjeblikke, hvor det virker til at stå alene. Hele rytmesektionen gør et godt arbejde rent teknisk, så det kunne være fedt, hvis produktionen havde givet dem lidt større mulighed for at skinne.
En af mine absolut yndlingsdetaljer hos bandet er dog, at de har en hammergod, dedikeret hammondorgel-spiller i Kjetil Banken. Det giver bare et superfedt, nostalgisk pust. Jeg ville umiddelbart tro, at det ville være svært at tilføje dette instrument på et moderne rockalbum, uden det kom til at lyde lidt for plat, men Banken gør det godt – rigtig godt, faktisk. Hans spil tilføjer en lidt ominøs atmosfære på de mere stemningsfyldte momenter, som giver albummets tema mere legitimitet. Dog er mine favorittidspunkter helt klart, når han bare går amok i baggrunden, som på tracket ”Firegirl”.
De gode gamle dage, genoplivet
Det er vigtigt at påpege her til sidst, at Souls of Tide ikke bare er et nostalgiband. Selvom nostalgi spiller en ret stor rolle i deres musik, ja, det er nok primært eksisterende fans af den genre de spiller, som vil være tiltrukket til Black Magic. Men musikaliteten står stærkt nok alene til, at selv hvis dette var en persons intro til den klassiske rock-lyd, så ville det absolut ikke være en dårlig én.
Jeg kunne dog godt personligt ønske, at der var en smule mere eksperimentering her. Albummet er kun otte numre langt, og et af dem, er et instrumentalt og ikke synderligt stimulerende mellemspil. Det ville være rart, i fremtiden at høre et lidt længere udspil fra dette band.
Black Magic beviser, at Join The Circus ikke bare var et lille for-sjov-eksperiment fra en gruppe metalmusikere, men at de her gutter virkelig kan, og vil, spille klassisk rock fra genrens storhedstid. Hvis du mener, at der er en akut mangel på denne genre i vore dage, så er de her gutter helt sikkert ikke det værste band at støtte op om. Da de skyder nyt liv i en ellers efterhånden uddøende kunstform.
Trackliste:
- Voodoo Ritual
- Firegirl
- Through the Fire
- Morning Star
- Black Magic
- Interlude
- The Offering
- Evening Star
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews / Editorial Tasks
Active since: 09-09-2019
Favorite genres: Punk / Hardcore / Metal in all shapes and sizes
Morning Bell
Fairyland