-
Morning Bell - Slide Back Into Misery
3.5
Samfundskritisk lyrik med melodiske rocktoner
Vi flytter opmærksomheden væk fra eksamener, Corona og affaldsudledning, og over til noget mere afslappende; Dystopisk, psykedelisk rock – udgivelsen Slide Back Into Misery. Morning Bells album fortolker jeg som et udtryk for filosoffen Friedrich Nietzsches forståelse af det postmoderne samfund: Hvordan vi som mennesker tankeløst følger samfundets normer, både i kritik og lovprisning. Uden at vide det, har Ole Grarup her givet os et album, som kritiserer både samfundet og individet på samme tid.
Vi flytter opmærksomheden væk fra eksamener, Corona og affaldsudledning, og over til noget mere afslappende; Dystopisk, psykedelisk rock – udgivelsen Slide Back Into Misery. Morning Bells album fortolker jeg som et udtryk for filosoffen Friedrich Nietzsches forståelse af det postmoderne samfund: Hvordan vi som mennesker tankeløst følger samfundets normer, både i kritik og lovprisning. Uden at vide det, har Ole Grarup her givet os et album, som kritiserer både samfundet og individet på samme tid.
Således sang Zarathustra
Solokunstneren Ole Grarup har med hjælp fra trommeslageren Ejnar Videbæk sammensat et fænomenalt album. Lyrikken kritiserer ikke kun småfolket fra ’Således talte Zarathustra’, et værk som er skrevet af Freidrich Nietzche. Romanen handler om en fyr, der kritiserer mennesker, som følger samfundets normer uden at tænke over dem.
Musikken er også en kritik af Zarathustra selv. Skiven er derfor en fortolkning af vores senmoderne samfund, både af vores forbrugs- og jantelovsmentalitet og af individers forhold til hinanden og deres jagt efter egen lykke og moral. Det er en stemme, som jeg tænker, at vi har manglet i samfundet. Jeg tror ikke, at det er noget, Grarup selv har tænkt over. Den uovervejede sammenhæng fremmer kun albummets samfundskritik.
Neon dystopi
For en gangs skyld starter jeg med helhedsindtrykket. Albummet er ikke helt så dystopisk, som jeg først fik det beskrevet som. Der er ikke tale om et ’Mad Max’-fremtidssyn, men mere noget i stil med ’The Fifth Element’ eller ’Blade Runner’. Der gøres brug af keyboard, guitar, lange melodiske soloer og skønsang. Det hele giver et meget fintfølende indtryk hos lytteren. Det er jeg ikke helt tilfreds med. Men det er okay, da vi også har dystopier som ’Blade Runner’.
Det første nummer i samlingen, ”Wide Awake”, er en sang, som starter langsomt og melodisk ud, før den får bygget tempoet op. Dystopien finder vi i bassen, der ligger fint i baggrunden, imens guitaren giver små ryk i lydbilledet. Denne lydforstyrrelse skaber dybden og det kaotiske i lydbilledet, hvilket står i fin kontrast til sangen og former det dystopiske billede. Hvis du kan, så lyt til lyrikken, nogle steder flyder det lidt ud for mig, men jeg fanger stadig meningen.
”Slide Back Into Misery” er nok det mest melodiske nummer på albummet. Det gør heftigt brug af keyboardet, hvilket skaber en god baggrund, for at støtte guitaren. Man kan høre, at guitaren er komponeret med brugen af keyboard i baghovedet, hvilket er med til give en god helhed i indslaget. Stykket viser også guitarkontrol med riffs, soli og breaks. Det er langt, og jeg er splittet i forhold til, hvorvidt det når at blive kedeligt eller ej. Alt i alt, er det stadig en god sang.
Det sidste indslag er ”Das War Die Welt”. Nummeret starter med en følelse af new retrowave, før guitaren kommer ind. Det jeg godt kan lide ved denne sang, er, at stemmen også har fået en distortion på. Det er det mere følsomme udtryk i albummet. Allerhelst ser jeg det som et musikstykke, man skulle lytte til stående på en klippe, mens man ser ud over storbyen, som i den helt stereotypiske ungdomsrebel-film. Det er min favorit på udgivelsen, og det er det, fordi det hele er så flydende i lydbilledet. Det er, trods lyrikken, et meget afslappende stykke at lytte til.
Ingen ørehængere
Dette album minder mig om Late Night Ventures Subcosmos, som jeg også har anmeldt. Især i det sidste stykke, men det er kun i lydbilledet. Late Night Venture har fat i menneskets eksistentialisme, mens Morning Bell sætter lyd på vores samfunds virke. Slide Back Into Misery er et album, der er dystert på en måde, som metal ikke kan være.
Jeg sætter altid pris på gode, sammensatte melodier og bløde toner; men fra albummets side, har jeg ikke noget, som hænger fast. Ikke nogen sange på hjernen, eller melodier der kører i hovedet. Det syntes jeg er ærgerligt, for det er en genre, jeg godt kan lide.
I dette postmoderne samfund har vi længe prøvet af forstå eksistensen af os selv. Hvis vi ser på film, er vores antagonister gået fra at være uetiske og vilde, til at blive mere tænkende og moralsk styrede. Skurkenes moral er deres egen, for de ville ikke være skurke, hvis de var som os. Vi skaber levende og medfølende antagonister, og det er samfundet og personernes opvækst, der har gjort dem til de onde. Hollywood viser os, at vores samfundsfjende er os selv. Det samme gør Morning Bell i dette album.
Trackliste:
- Wide Awake
- She Loathes You
- Slide Back Into Misery
- Reaper
- Das War Die Welt
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews
Active since: 29-09-2019
Favorite genres: Post Punk / Darkwave / Classic Rock / Industrial / Ambient
Iku-Turso
Souls of Tide