En lang og kunstnerisk rejse fra den isolerede øgruppe Færøerne
Tyske Rolling Stones beskrev engang Son of Fortunes musik som ”Voodoo Pop” og det har Son of Fortune taget til sig, faktisk så meget, at det blev navnet på den nyeste udgivelse. Her får vi Benjamin Petersens kantede og beskidte rock ’n’ roll at se – men også en mere stille og mørk side, når man bevæger sig igennem de forskellige numre, hvor livserfaringen er med til at formidle hans synspunkter.
At komme ud i verden
Benjamin Petersen aka Son of Fortune kommer fra Færøerne. I et forsøg på at komme ud i Verden og blive til noget større, sendte han 500 e-mails ud; Der kom kun fem svar tilbage. Det var dog nok til, at han greb chancen og tog afsted til Sputnik Studios, Nashville, Tennessee. Petersen medbragte sin Stratocaster guitar, en kuffert med sange og ambitioner samt en sixpack af samme brand, som Petersens gamle producer-forbillede, Vance Powell, foretrak. Fremme i Tennessee bankede han på en dør, som skulle vise sig at blive til en længe ventet mulighed. Bandet består af trioen Mikael Blak på bas og keyboard, Jan Rúni Poulsen på trommer, mens Benjamin Petersen selv er vokal og guitaristen.
En dybere mening bag
Der er ingen tvivl om, at Son of Fortune har arbejdet på at komme ud i verden og er kommet så langt, at Petersen har turneret med sit band i USA, Danmark og de fleste af vores nabolande samt flere store lande i Europa og Rusland. Her kommer den nye udgivelse Voodoo Pop virkelig til sin ret og viser, hvilken retning han er på vej i. Albummet er velbalanceret med et udvalg af numre, bestående af sjælfulde og jordnære stemninger, hvor man ikke er i tvivl om, at der er lagt nogle timer i produktionen. Der er en ro over musikken, der spiller med afslappede tempi og en kontrolleret, behagelig stemme.
”Triumph” er et af de tracks, der er mere gang i, og den udtrykker også nogle af Petersens holdninger: Individualitet er godt, men et fællesskab står stærkere – samt en foragt for tilfældige lederfigurer og regeringer, der splitter folk og skaber frygt. Omvendt er der sange som ”Courage” hvor intentionerne er at sprede lys, håb og kærlighed til folk og samles i fællesskab. Alt dette fylder albummet med en god variation af sange med skiftende tempi. Lyrikken er meningsfuld, og er med til at give sangene en god dybde.
Positivt overrasket
Jeg synes Voodoo Pop er veludført og rammer bredt internationalt. Der er nogle rigtig fine elementer, som fungerer godt i albummet, og der er kælet for at få både musikken og lyrikken op på et højt niveau. Jeg har ikke før hørt noget fra Son of Fortune, men jeg blev meget positivt overrasket og kunne sagtens forestille mig, at det var noget, man kunne sætte på til en grillaften hen over sommeren. Som sagt har bandet turneret og mon ikke, med den nye release, at der bliver mulighed for at opleve dem live, når Covid-19-pandemien har lagt sig?
Der bliver taget en råhed med fra det sceneri og landskab, Petersen er opvokset i, som har stor indflydelse på musikken og lyrikken. Det er med til at udfordre dig, men det giver samtidig en hjemlig følelse, der opfordrer til fællesskab, hvor vi kan stå sammen mod korrupte ledere i verden. På trods af hvad Rolling Stones beskriver som ”Voodoo Pop”, ligger der et dybere budskab bag, og tilmed er betegnelsen jo egentlig ret cool.
Trackliste:
- Is It Essential?
- Hurricane
- Triumph
- Spiritual Illitterate
- Courage
- Not My Time
- Bygones