-
Siamese - Super Human
3
Tidligere kampfisk vender tilbage
Det er nu ved at være lidt mere end ti år siden, at en flok drenge fra København besluttede sig for at starte bandet Siamese Fighting Fish og cirka seks år senere de valgte at skære ordene ’Fighting Fish’ ud af navnet. I år udgiver de deres femte fulde album Super Human, med en lyd, der er tilpasset tidens trends, dog uden at lyde som en efterligning af noget andre har lavet.
Siamese lader sig ikke holde tilbage af genrer
Jeg kunne ikke lade være med at blive lidt suspekt, da jeg hørte albummets første nummer igennem. Singlen ”B.A.N.A.N.A.S” byder på metalinstrumentation, men leverer en relativt ineffektiv popmelodi. Nu er jeg ikke den store poplytter, men hvis jeg skulle beskrive vokalpræstationen, så minder den mig ret meget om en Justin Timberlake, som er blandet lidt op med alt godt fra den moderne partyscene. Da samplet fra Gwen Stefanis Hollaback Girl så bryder ind, har jeg svært ved at holde smilet tilbage. ”Hvad er det jeg sidder og lytter til?” siger jeg til mig selv, men lytter dog trofast videre.
Klubmusik for folk uden for klubscenen
Der er en del af mig som føler, at jeg absolut ikke er den rette til at anmelde et album som dette. Samtidig kan jeg også mærke, at det præcis er et album som dette, som vil kunne få en som mig til at begynde at lytte til genrer, som jeg absolut ikke er vant til.
Jeg har jo før lyttet til bands, som forsøger at blande det bedste fra to verdener, og det var også hvad jeg troede, Siamese var ved at lægge op til efter den første sang. Det viser sig dog, at deres lyd har en lidt mere gennemtænkt sammensætning, end de bands som bare forsøger at give lytteren auditivt piskesmæld ved at blande musiske elementer, som slet ikke går sammen, bare for at gøre det.
Siamese giver mig indtrykket af at være en flok musikere, der virkelig sætter pris på popmusikkens normalt meget dansevenlige og catchy karakter, som gerne vil spille den på en måde – og for et publikum – der måske ikke er vant til den slags. Jeg indrømmer, at jeg var utrolig skeptisk efter mine første gennemlytninger af albummet. Dog ender jeg alligevel med at stå og synge ”Unified” og ”Animals”, mens jeg er ved at lave aftensmad. Det er lige præcis den effekt, som radiopop normalt kan have på mig. Forskellen er dog, at når jeg ufrivilligt synger med på et Chris Brown-track, så hader jeg altid lidt mig selv, hvor jeg med Siamese tænker ’Åh, så skidt da’ og går ind i stuen og sætter albummet på igen.
Undgår at falde i de klassiske fælder
Jeg skal igen indrømme blankt, at hvis jeg ikke skulle anmelde Super Human, så er det et af de albums jeg normalt ville være blevet skræmt væk af, inden jeg var nået halvvejs igennem første gennemlytning. Jeg er simpelthen ikke bygget til partymusik. Men dog lykkes det Siamese, at vinde mig lidt over på deres side alligevel. Jeg sidder stadig nu, mens jeg skriver, og bumper med på nogle af sangene. Det er slet ikke sikkert, at det kommer til at stoppe, når jeg ikke er forpligtet til at lytte længere.
Der er dog nogle ting ved udgivelsen, som jeg godt kunne have ønsket var anderledes, helt uden at komme ind på mine fordomme omkring genren. Der er kun ni numre på albummet, hvilket gør det til et af de kortere albums man kan udgive, uden at det grænser til i stedet at være en E.P. Samtidig har nogle af numrene lidt svært ved at skille sig ud fra hinanden. Der er et par af sangene, som jeg stadig lige skal høre 20-30 sekunder af, før jeg er helt sikker på, hvilket track det er jeg lytter til. Siamese skal dog have cadeau for, at de har leveret et party-album, hvor det ikke kun er singlerne, som er værd at lytte til. Samtidig er der ingen sange, der virker til at være skrevet, udelukkende for at bore sig ind i lytterens hjernestamme. De catchy sange, som er herpå, er det helt uden, at det føles påtaget.
Jeg vil afslutningsvis sige, at Super Human helt klart ikke er et album skrevet til den typiske metalfan. Det er dog noget, som jeg vil anbefale selv den typiske metalfan at forsøge at give et lyt. Man ved jo aldrig, om man får udvidet sin musikalske horisont en smule. Måske der er et par numre man kan smide på playlisten, til en fest med lidt mindre hardcore lyttende venner.
Trackliste:
- B.A.N.A.N.A.S
- Oceanbed
- Super Human
- Animals
- You’re Not Alone
- Give It Up
- Party Monster
- Unified
- Not Coming Home
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews / Editorial Tasks
Active since: 09-09-2019
Favorite genres: Punk / Hardcore / Metal in all shapes and sizes
Lea Onø / Emil Breuning
RXAXPE