Vinterkulden sniger sig langsomt ind over Danmark, og forventningen om et snarligt gensyn med Alice Cooper får utålmodigheden indeni til at ulme. Hvorfor så ikke varme sig og varme op med et af Danmarks bedste coverbands på denne kolde januaraften og blæse vinterstormene et stykke…
School’s Out – The Alice Cooper Show
School’s Out er et coverband helt i særklasse, bandet havde sin scenedebut på det gamle High Voltage tilbage i maj 2016 og har formået at spille for fulde huse med deres helt egen fortolkning af Alice Coopers udødelige hits lige siden. Da jeg så dem i Amager Bio i februar sidste år, var de opvarmning for Rammstein Jam, i aften var de på som aftenens eneste band, og vi fik halvanden times god underholdning med masser af energi og publikumskontakt.
Det er tydeligt, at bandets medlemmer nærstuderer sminkning, udklædning og stil fra det originale band ned til mindste detalje. Men de har også plads til forandring og hang ikke 100 % fast i den stil, som de brugte for bare et års tid siden. For eksempel havde trommeslageren Brion Wekin denne aften valgt at skifte sin skeletsminkning ud med en enklere form for sort maske omkring øjnene, fra øre til øre. Forsangeren Fjeder Stavnstrup skiftede løbende sin udklædning ud, alt efter hvilket nummer der nu var på menuen, her blev både ishockeymasken og spændetrøjen fundet frem.
Der var masser af energi ikke bare på scenen, men også på gulvet. De tog fint højde for den begrænsede plads og kompenserede ved at stille sig helt ud på kanten af scenen og flirte med publikum. Hvor Fjeder jo normalt ville kravle rundt på scenen i spændetrøjen, valgte han i stedet at flytte sin optræden ned blandt publikum, mens han som vanligt råbte: ”I Gotta Get Out Of Here”, og rev og flåede for at komme fri, til stor jubel og hujen fra folk.
Da jeg anmeldte bandet sidste år, ærgrede jeg mig over, at der ikke var tid til at høre deres version af ”Feed My Frankenstein”, men heldigvis fik jeg min lyst styret ved denne koncert. Aftenen bød også på flere af de andre helt store klassikere, blandt andre ørehængeren ”Poison”. Uanset hvilket nummer, som Fjeder trak op af sin fine hat, så skrålede folk med, dansede og havde en fest i salen. Det er sjældent, at man oplever jambands have sådan en opbakning af så dedikerede fans, som man kunne opleve denne aften. Alt i alt fik alle en virkelig god oplevelse, den lille scene og den minimale mulighed for et ordentligt lysshow til trods. Jeg må dog stadig have til gode at få lov at se dem som headliner på en stor scene, jeg er overbevist om, at får de pladsen, så bruger de den også til fulde.
Sætliste:
- Intro / Black Widow / No More Mr. Nice Guy / Billion Dollar Babies
- Hey Stoopid
- Steven / Welcome To My Nightmare
- He’s Back
- Feed My Frankenstein
- Under My Wheels
- Hot Tonight/Go To Hell
- Bed Of Nails
- Dwight Fry / I’m 18
- Muscle Of Love
- Poison / Only Women Bleed
- Lost In America
- School’s Out
- Elected
Med de sidste toner fra ”Elected” stadigt klingende på hjernen samt rytmen fra aftenens mange fede hits stadigt bankende i blodet begiver vi os nu hjem. Utålmodigheden efter Alice Coopers septemberbesøg har dog ikke lagt sig, snarere tværtimod. For School’s Out har virkelig formået at tænde en ild indeni, som ikke kan slukkes før til efteråret… en ild, der brænder efter mere…
School’s Out!
About the author:
Assignments: Music reviews and photographing / Editorial Tasks
Active since: 11-06-2018
Favorite genres: Melodic Death Metal / Industrial Metal / Symphonic Black Metal