-
Papa Roach – Who Do You Trust?
1.5
Papa er tilbage igen, igen
Jeg kan ikke være den eneste, som er overrasket over, at Who Do You Trust? langt fra er Papa Roachs første album i de seneste mange år. Måske er jeg ikke så meget inde i loopet, som jeg troede, jeg var, men jeg var helt sandfærdigt blæst væk over at finde ud af, at Papa Roach har været en relativ stabil aktør på musikscenen i forhold til albumudgivelser helt fra deres store hit ”Last Resort” i starten af nullerne.
Lyden af et træt comeback-album
En af årsagerne til min førnævnte overraskelse må være lyden af denne aktuelle udgivelse. Det er en distinkt følelse af et band, som desperat holder fast i den lyd, som de slog igennem med i fordums tid, samtidigt med at de prøver at inkorporere mere moderne elementer, i hvert fald hvad man ville have beskrevet som moderne for et par år siden. Nu er jeg tydeligvis ikke en erfaren lytter af Papa Roachs mere nutidige materiale, men jeg kan sagtens komme i tanke om et band, som på mange måder minder om dem, både med genre og tidspunkterne, de har været store på. Hvis man for eksempel kigger på bandet P.O.D., kan man se en diskografi med udgivelsesdatoer meget tæt op ad Papa Roach. Dog har de, efter min mening, været meget mere succesfulde i deres modernisering af deres lyd.
Meget lidt for gamle fans, intet for nye
Det er ikke, fordi jeg skal gøre en Papa Roach-anmeldelse til en ”lyt til *indsæt band* i stedet for”-blog. Måske har min manglende begejstring for dette album slet ikke så meget med moderniseringen af deres lyd at gøre, men den komplette mangel på deres gamle lyd. Hvis jeg igen trækker P.O.D. frem som eksempel, er det også et band, som slog igennem i nu-metal-genren. Men det band havde et talent inden for både metal og rap, som gjorde en fastholdelse af originale elementer og en gradvis implementering af moderne elementer meget naturlig.
Med Papa Roach får jeg en følelse af et band, som engang spillede nogenlunde kompetent hard rock og som var så heldige, at fange lyn i en flaske med deres store gennembrud. Det lyder måske meget hårdt, men det er også meget hårdt for mig at lytte til middelmådige alternative rocknumre som ”Top of the World” og ”Better Than Life” gå fra næsten lyttevenlige, til udstrakte irritationsmomenter, fordi en eller anden producer synes, de skulle have et ”elektronisk, moderne tvist”. Det er så ærgerligt, vi behøver virkelig ikke kigge langt for at finde bands fra samme tid, som bare gør den moderne lyd til en meget mere helstøbt del af hele gruppens musikalske fremtræden.
Jeg var selv stor fan af klassikeren ”Last Resort” og kan beklageligt meddele, at der absolut ingenting er på denne skive, som kalder tilbage til den tid. Faktisk er et af de få numre på albummet, som jeg frivilligt har sat på flere gange, ”Not the Only One”, nok det suverænt mindst Papa Roach-agtige nummer at finde her. En akustisk guitar driver en opløftende pseudorapvokal i dette ganske udmærkede anthem – selv hvis de dubstep-lignende momenter kommer lidt tæt på at drukne den positive atmosfære flere gange.
Bliver nødt til at give cadeau
Jeg havde her til sidst tænkt mig at lave en eller anden humoristisk og lettere sarkastisk sammenligning mellem Papa Roachs karriere og coveret på det seneste album. Jeg bliver dog nødt til at kigge lidt indad. Måske er det nærmere mig, som er fortabt på havet. For Papa Roach har tydeligvis millioner af fans, som har holdt deres karriere ved lige i så langt tid. Der er masser af mennesker, som stadig vil betale for deres musik og for at høre den blive spillet live. Så hvis du ikke er bekendt med Papa Roach, eller du ligesom mig ikke har besøgt deres musik siden deres storhedstid, så skal du ikke lade min mindre begejstrede reaktion på deres nye output skræmme dig væk.
Det er ikke, fordi Who Do You Trust? lyder som et band, der fuldstændig har givet op. Det lyder virkelig som om, at de prøver. Jeg vil endda sige, at udover den førnævnte ”Not the Only One” så er ”Come Around” og ”Problems” ganske udmærkede tracks, som jeg ikke ville skifte væk fra, skulle de dukke op på en radiostation en dag. Hvis der kommer flere af disse lidt atypiske Papa Roach-numre på deres næste album, kan det være, at jeg er med i båden igen, men indtil da må jeg se mig selv overbord fra Papa Roach-skuden.
Trackliste:
- The Ending
- Renegade Music
- Not the Only One
- Who Do You Trust?
- Elevate
- Come Around
- Feel Like Home
- Problems
- Top of the World
- I Suffer Well
- Maniac
- Better Than Life
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews / Editorial Tasks
Active since: 09-09-2019
Favorite genres: Punk / Hardcore / Metal in all shapes and sizes
Peter Hesseloe
Peter Hesseloe