Scarab leverer musikalske artefakter, så vi kan høre den egyptiske dødebog.
Skarabæen har i den egyptiske religion været et helligt symbol brugt i alt fra smykker og beskyttende amuletter til myten om Ras rejse over himmelbuen. Utroligt smukke artefakter, som endda er beskrevet i den egyptiske dødebog. Dette har deathmetal bandet Scarab taget til sig, og gennem deres musik efterlever de den egyptiske mysticisme, som har dannet grundlag for den moderne satanisme. Dette er et album man bør høre.
Den lange vej frem
Fem år har vi ventet på dette album. Fra det egyptiske metalband Scarab får vi nu Martyrs of the Storm, og det har været langt tid om at komme ud til os. Scarab har skrevet hele historien på deres facebookside, men I kan få den her opsummeret.
I 2015 mistede Scarab tre bandmedlemmer, hvorefter Al Sharif Marzeban og Sammy Sayed stod alene tilbage med musikken. De to gik sammen om at skrive et nyt album til Scarab, Martyrs of the Storm. De manglede en trommeslager, så Sayed programmerede en trommemaskine, før de begyndte at indspille, og efter at have skrevet selve sangene, begyndte Sayed at indspille mainriffet. Herefter inviterede Sayed sine venner og idoler fra hele verden til at sætte deres præg på albummet. Trommeslageren skulle også findes, og det blev Amir El Saidi. De siger selv, at han gav musikken den effekt, der manglede.
Hurtige trommer og melodiske soloer
Scarab ved, hvad de laver, og deres medmusikere ved, hvad de laver – det kan høres gennem hele albummet. Desværre er alle de gode riffs gemt væk bag et par højtlydte trommer.
Martyrs of the Storm begynder med noget, der kunne være en hjerte-monitor der flatliner samt lyde af hjerteslag i baggrunden: Det står klart, at vi er på vej ind i det egyptiske dødsrige. Sangen ”Matyrs of the Storm” byder på en hypnotiserende introsolo fra Joe Haley. Hurtige trommer støtter riffsene og giver hele sangen karakter af et martyrium med deres lyd alene. Dette ville være nummeret, som kunne bringe mig til en af deres koncerter.
Fjerde sang i albummet, ”Blood Moon Shadows”, har efter min mening det bedste introriff og nummeret er tungt og langsomt. Guitaristen er desværre ikke nævnt i albumbeskrivelsen, men han leverer gode, flydende soli gennem optagelsen. Man får ikke lov til at kede sig, selvom det går langsomt.
Det sidste indslag, jeg vil fremhæve, er tilfældigt nok også albummets sidste, ”Upon the Pagan Lands”. Med hjælp fra Arran McSporran på bas, bliver der leveret et forførende nummer fra start til slut. Guitaren leger på dobbeltpedalerne, både i soliene og riffsene. Man kan virkelig mærke, hvordan det var at lave sangen, for det giver én lyst til at jamme med på luftguitar.
Trommerne overdøver
Der er meget, jeg kan lide ved Scarab, men én ting, der ikke fungerer for mig, er, at man ikke får lov til at høre alle instrumenterne. Soliene og riffsene er gode under hele albummet, men jeg kan kun høre bassen i ”Upon the Pagan Lands”. Det har jeg det lidt skidt over. Til gengæld har Al Sharif fundet en del dygtige musikere til at spille med, og det lyder fedt, så det er bare ærgerligt at det overdøves lidt af trommerne.
Efter at have hørt albummet, kan jeg sige, at skarabæen stadig er et vigtigt symbol i den egyptiske kultur. Denne gang gennem bandet Scarab på den egyptiske metalscene. Måske ikke helt så beskyttende, men stadig sjæleføde, før hjertet skal vejes og ædes af dæmonen Immit. Hvis jeg en dag befinder mig i Egypten, vil jeg opsøge en Scarab-koncert.
Trackliste:
- Martyrs of the Storm
- Necropotence
- Kingdom of Chaos
- Blood Moon Shadows
- Circles of Verminejya
- The Dwellers Beneath
- Oblivious Sanctum
- Coffin Texts
- Saturnian
- Upon the Pagan Lands
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews
Active since: 29-09-2019
Favorite genres: Post Punk / Darkwave / Classic Rock / Industrial / Ambient