-
Finnegan's Hell - Work is the Curse of the Drinking Class
2
Fester og laster
Det er meget normalt at finde et punkband, der elsker fest og farver og hvad der ellers hører til. Det er endnu mere normalt, at disse bands vil have en håndfuld sange dedikeret til denne kærlighed. Det er dog de færreste, der vil lade kærligheden til druk og ballade udgøre langt størstedelen af et album. Måske ville nogle bands være nervøse for, om det kunne blive lidt ensformigt i længden. Men svenske Finnegan’s Hell er mere end villige til at løbe den risiko. Spørgsmålet er, om det er på bekostning af kvaliteten?
Keltisk folkesjæl direkte fra Sydsverige
Da jeg første gang så, at Finnegan’s Hell var et keltisk folkpunk band med rødder i Lund, Gøteborg og Malmø, blev jeg straks lidt skeptisk: der var mange ting, jeg pludseligt forestillede mig, kunne gå lidt tabt i fortolkningen, når nogle sydsvenske drenge forsøger at spille keltisk musik. Det burde jeg måske ikke have været, for jeg har ikke tidligere haft problemer, når det kom til at lytte til amerikanske bands med en stærk keltisk inspiration. USA ligger også, sidst jeg tjekkede, væsentligt længere væk fra Irland end Sverige gør.
Det viste sig da også, at Finnegan’s Hell evner at kanalisere den keltiske stemning ind i deres musik. Næsten samtlige melodier, der er at finde på dette album, oser af klassisk irsk og skotsk folkemusik. Bandet har også næse for at inkorporere både banjo, harmonika og blokfløjte i deres punkrockrytmer på en meget naturlig måde. Mest imponeret var jeg over vokalen, som har en klassisk irsk klang, og på stort set intet tidspunkt bliver til en akavet, nordisk accent. Det var dog desværre også her, at mine positive overraskelser af Work is the Curse of the Drinking Class, stoppede.
Lidt for meget af det gode
Da jeg, som jeg sædvanligvis gør inden en anmeldelse, tog et lille smugkig på Finnegan’s Hells tidligere udgivelser, fik jeg indtrykket af en flok musikere, der har en stor og tydelig affektion for den klassiske, keltiske folkemusik. Sange som ”The Molly Maguires” og ”Drunken Christmas” viser en kunnen i forhold til at blande folkefortællinger med sort humor og energisk, tempofyldt instrumentation. Selvfølgelig var der også en smule druksange, men det skal der jo være plads til, og det har også sin charme.
Hvis kompositionen er i orden, kan disse sågar stjæle rampelyset fra de resterende sange. Det er dog desværre ikke tilfældet på Work is the Curse of the Drinking Class. Kun tre sange på dette album handler ikke eksplicit om druk, hor, eller en blanding af disse. To af disse numre, ”Parasite” og ”The Promised Land”, er desværre også de suverænt kedeligste numre, der er at finde her.
Det efterlader os så med syv sange om druk og damer. Det er også helt okay; selvom det ikke nødvendigvis er min stil, kan sangskrivningen stadig være skarp og melodierne catchy. Men ak, kun to sange her kunne jeg se mig selv skråle med på, nemlig ”Six Feet Under” og ”King of the Bar”. Selv her skulle jeg nok have nogle øl i svælget, før det ville ske med en energi, som Finnegan’s Hell ville være tilfredse med. I disse to tracks er der faktisk en smittende energi og et omkvæd skabt til at blive sunget af en sal fuld af fulde festaber. Resten af numrene har dog et problem med at snyde lytteren for et pay off. De forsøger progressivt at bygge tempoet og rytmen op, men kommer aldrig rigtigt ud af starthullerne. Det er for mange gange, at der rent ud sagt mangler et ordentligt hook på dette album. Når lyrisk dybde ikke er noget, et band gør sig i, så kan man simpelthen ikke lave en udgivelse med så få catchy sektioner, som Finnegan’s Hell her har gjort.
Det’ en ommer…eller?
Det er en lidt trist følelse, jeg sidder med. På overfladen virker Finnegan’s Hell til at være helt, som det skal være; samtlige medlemmer har en utvivlsom passion for det de laver, og de har også talentet til at underbygge det. Det er måske en lidt drastisk antagelse, men jeg føler virkelig, at albummet lyder, som en flok meget talentfulde musikere, der af en eller en anden grund, valgte at tage den lette vej lidt for mange gange. Men samtidig virker deres fans til at sætte stor pris på alt, hvad de har udgivet.
For fansenes vedkommende, har jeg svært ved at se, hvad der skulle afholde dem fra at elske Work is the Curse of the Drinking Class, hvis de har elsket alt deres tidligere arbejde; så hvis du er Finnegan’s Hell-fan, kan du se frem til en ren fest, og ikke meget andet.
Jeg føler det lidt som om, at jeg er kommet på blind date med en person, alle virker til at synes vældig godt om, og som er ivrig efter at sprede god stemning til alle i lokalet, hvor end de befinder sig. Alt imens sidder jeg bare og dømmer dem for deres tilsyneladende overfladiskhed og manglende dybde, sipper min café latté og ruller øjne, mens de bestiller deres tolvte øl.
Måske er Finnegan’s Hell bare ikke min kop te. Hvis du har noget, der minder om en interesse i nogle af de genrer, bandet begår sig i, så snyd ikke dig selv for en potentiel ny forelskelse. Måske er det bare mig, der ikke kan se, hvad de har at byde på.
Trackliste:
- Work is the Curse of the Drinking Class
- Six Feet Under
- Whiskey, Rum, Gin and Wine
- The Promised Land
- Friends and Foes
- King of the Bar
- The Last Dance
- Tokyo Town
- Parasite
- When I’m Dead
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews / Editorial Tasks
Active since: 09-09-2019
Favorite genres: Punk / Hardcore / Metal in all shapes and sizes
Scarab
Linda Fährmann