-
Rhapsody of Fire - Glory for Salvation
4
Episk italiensk eventyr – Part II
Hvad bliver resultatet, når dobbeltpedal, lange guitarsoli og sange kombineres med dramatiske titler? Man får noget nær et af årets stærkeste symfoniske powermetal-albums fra en gruppe italienske veteraner, der ikke behøver nogen større introduktion. Rhapsody of Fire har ikke tabt energien, og de er ikke løbet tør for gode fortællinger.
Alt er som det plejer at være
Albummets titel efterlader ingen tvivl, om at indholdet er storladen powermetal, og er man en kender af Rhapsody of Fire, så er forventningerne sikkert også høje, til at de leverer varen fra første tone. Siden første udgivelse i 1997 er vi nu oppe på 13 studiealbums, og der er ingen grund til at stoppe her, tydeligvis er der stadig masser af kreativitet at tage af.
For gamle lyttere, er der sket en del for Rhapsody of Fire igennem de seneste par år. Glory for Salvation er anden udgivelse uden Alex Holzwarth bag trommerne og uden Fabio Liones nærmest ikoniske stemme, der dannede forgrunden i lydbilledet i gennem 21 år. De forlod begge bandet i 2016, men livet og musikken går heldigvis videre for bandet.
Det er første album med trommeslager Paolo Marchesich og anden gang med Giacomo Voli bag mikrofonen. Det kan altid være svært at udfylde en forgængers plads, men Voli er gået til opgaven med sin helt egen stil. Den er mindre klassisk end Lione, men lyder mere henad vokalen fra Dragonforce. Hvilket giver et friskt pust, som et halvgammelt band kan have godt af. Samtidig er han også manden bag lyrikken. Alessandro Staropoli er det eneste oprindelige medlem tilbage, og er nu den primære komponist.
Opskriften på symfonisk powermetal
Det er altid et sats, når man lader albummet dele navn med et af numrene. Det er ikke nødvendigvis en dårlig idé, men det forpligter! Skæringen “Glory for Salvation” er ikke det bedste, Rhapsody of Fire kan levere, men man må sige, at titlen stikker ud. Derimod er det “Kingdom of Ice” med sin kraftfulde lidelse, der første gang fastfryser ens opmærksomhed. Dette viser også bandets evne til at producere nyt spændende materiale, men det overskygger desværre også titelnummeret.
Det femte track “Terial the Hawk” er nærmest selvskreven til fremtidige sætlister. Dette moderne heltekvad har masser af energi, og du får øjeblikkeligt lyst til at skråle med på omkvædet, hvilket jo er en vigtig del af et godt power metal-nummer.
Men hvad er et heltekvad uden en kærlighedssang? Den er vi nødt til at have med, og her har vi “Maid of the Secret Sand”. Men selv med lyrik som ”I’m afraid I’m loving you”, så er der ingen grund til, at der skal gå kvalmende ballade i det – bare rolig. Passionen er der, og det er dén, der er vigtig.
Vi bliver revet ud af det sukkersøde med oden “Abyss of Pain II”. Den fjendtlige melodi og den til tider foragtdryppende vokal giver en skærende kontrast til det foregående. Flere gange skiftes der sprog fra engelsk til italiensk, hvilket bare gør det så meget desto mere dramatisk, og det kan man nogle gange have brug for. Det er også noget af det, der giver Rhapsody of Fire en unik stil og lyd. Rødderne er solidt plantet hjemme i Italien, selvom deres talent lader dem brede sig ud over resten af verden.
Prisen for den værste titel går uden tvivl til “I’ll Be Your Hero”. Den lyder mest af alt som noget man kunne have forventet fra et boyband. Bare rolig, det er det langt fra. Vi er tilbage i god, klassisk power stil med masser af energi og kampen for en mere ædel verden – et fantastisk plaster på såret oven på al den lidelse.
Lyksaligvis fortsætter stilen på “Chains of Destiny”, og der er ikke så meget andet at sige end: Nyd det!
De sidste to tracks går vi fuldstændig væk fra engelsk, skivens anden ballade “Un’Ode per L’Eroe” (An Ode to the Hero) er lyrisk 100% på modersmålet, hvilket kun gør det mere overvældende og understreger Rhapsody of Fires unikke stil. Det er nok de færreste af os, der kan forstå teksten, men vi kan føle intensiteten. Det samme gælder for “La Esencia De Un Rey”, og så er vi igennem over en times intensiv powermetal fra et band, der har den rette opskrift.
Kort og godt
Rhapsody of Fire er, ikke overraskende, endt med at levere et af årets måske stærkeste udgivelser i genren. Det er heller ikke for meget forlangt af et så veletableret og stilsikkert band. Eneste kritikpunkt er nok forudsigeligheden – man kunne godt savne at de eksperimenterede noget mere. Eventuelt ender det ikke med at være verdens undergang, at der har sneget sig et mærkeligt nummer med i mængden.
Der er lovet en tour i starten af 2022, som desværre springer Danmark over. Til gengæld skal man blot over grænsen til Hamborg i Tyskland for at opleve dem live. Lige nu er tour-datoer lige så upålidelige som det danske sommervejr, men vi må se hvad pandemiguderne finder på.
Den hyppige brug af dobbeltpedal og guitarsoli slår aldrig fejl. Italienere er kendt for deres dramatiske tilgang til musikken, og dette band er ikke en undtagelse. Men hvad kan man ellers forvente af en omgang midaldrende veteraner, som har fulgt den samme opskrift gennem snart et kvart århundrede? Melodierne kan opleves solitært såvel som blandt headbangende venner i pitten. Mærk energien, som ikke kan undværes, og brøl med undervejs, selvom du gør det alene. Et fantastisk album gør alting bedre, og få laver power så godt som det her.
Trackliste:
- Son of Vengeance
- The Kingdom of Ice
- Glory for Salvation
- Eternal Snow
- Terial the Hawk
- Maid of the Secret Sand
- Abyss of Pain II
- Infinitae Gloriae
- Magic Signs
- I’ll Be Your Hero
- Chains of Destiny
- Un’Ode per L’Eroe
- La Esencia de un Rey
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases
Active since: 07-02-2020
Favorite genres: Power Metal / Heavy Metal / Symphonic Metal
Benjamin Hartz
Peter Hesselø