-
Vansind
-
Ættir
-
Vanir
-
Svartsot
4
Når den våde, danske yuletid gør dagene korte og kolde, er det nemt at blive deprimeret og trist. Men heldigvis har Gimle i Roskilde fundet kuren: fire metalbands – fire forskellige fortolkninger af folkmetal krydret med lidt death og doom som kanel på toppen. Stemningen stiger i takt med, at vi bevæger os ind i den mørke eventyrskov; Vansind, de nye skud, Ættir, de lidt ældre ungtræer, Vanir, de fuldvoksne graner og til slut Svartsot som de ældste egestammer i vildnisset.
Vansind
Af et band, som kun knap er vokset frem fra mulden for cirka tre år siden, og en trommeslager, som har travlt i voldsomt mange andre musikkonstellationer, må man sige, at Vansind virkelig overrasker. Man er bestemt ikke i tvivl om, at de lytter og læser alt feedback, de får med sig på vejen – tager det konstruktivt til sig, og bruger det i deres evolutionære udvikling som melodisk dansk folkmetal kvintet.
Vi har i tidligere reviews nævnt, hvordan folk savnede, at de fem musikere gav bedre plads til, at alle kunne komme mere frem på scenen. Dernæst også at den kvindelige vokal, Line Burglin, ikke behøvede at gemme sig bag deres faste rekvisit, bautastenen. I aften var stenen udskiftet med flotte runefyldte bannere i baggrunden, og hvert eneste bandmedlem fik rig lejlighed til at vise, hvad de kunne. Der var et flot samspil mellem musikerne: de to vokaler og instrumenterne harmonerede som aldrig før. Det eneste, man kunne have savnet, var måske, at de havde præsenteret sig selv, da de gik på, og at de havde haft en smule mere bevægelse rundt på scenen for at styrke publikumskontakten. Dog blev Rom jo ikke bygget på én dag, og evolutionens lavine ruller fortsat derudaf.
Vanen tro fik vi os en snak med flere af koncertgæsterne, og aftenens feedback fra dem var da også overvældende positiv. Man fremhævede det exceptionelle humør, alle var i, og flere havde ikke hørt dem før, men var sikre på, at det bestemt ikke var sidste gang, de ville dét. Nogle få sagde, at hvis bandet skulle nå endnu højere i deres karakterbog, så ville det kræve en smule bedre balance mellem Thor Hansens leadguitar og Gustav Solbergs rytmeguitar, så de bliver nemmere at skelne fra hinanden. Derudover også en større vekslen mellem Lines skønsang og Joachim Asmussens dybe growlen.
En sang, der bør fremhæves, er den nye “Håbet Er Sort”, som lover godt for et muligt fremtidigt album trods sin dystre titel. Den passer perfekt ind i deres repertoire og er nem at synge med på som live publikum, så den er absolut selvskreven på fremtidige sætlister, hvis det er fællessang, der spilles op til. Tidsplanen på spillestedet skred en smule, så der var ikke tid til, at vi kunne høre flere nye oder, men mon ikke de dukker op ude i det ganske danske land i det nye år, hvis pandemien tillader det. Det er i hvert fald en god idé at holde et godt skarpt øje med de her passionerede musikere, for de er godt i gang med at slå deres navn Vansind grundigt fast i vores hukommelser.
Sætliste:
- Gæstebuddet
- Fra Fremmed Kyst
- Valborgsnat
- Håbet er Sort
- Den Farefulde Færd
Ættir
Ættir fødtes af asken fra forgangne Huldre tilbage i 2018, hvor vokalist Nanna Barslev og guitarist Lasse Olufson grundlagde gruppen, som også emmer af de tos stærke personligheder og sjæle. Huldre forgik, men deres tilhængere bestod og fulgte med til det nye band. Den trofaste fanskare er ikke til at tage fejl af, da de altid står i forreste række med lukkede øjne, svømmende helt hen i Ættirs univers af rå nordisk melodisk mørke.
Ættir er som koriander – nogle kan slet ikke komme overens med mixet af deres skønsang, dans og doom metal, andre elsker det af hele hjertet. Men uanset hvilken part af de to, man hører til, så er det umuligt ikke at bide mærke i, hvor erfarne og dygtige de er både som musikere, komponister og sangskrivere. Dette er nærmest Nannas signatur på samtlige musikprojekter, hun har givet sig i kast med.
På trods af den vilde og dystre stemning som de tunge instrumentrytmer udsender, så formår Nanna paradoksalt nok at skabe en balance med sin fantastisk smukke sangstemme. I introovergangen mellem “Tågedale” og “Gravfærd” fik vi virkelig for alvor understreget, hvor veltrænet hun er i at bruge hele sin krop, holdning og stemme, smukt akkompagneret af Veronika Kroells velspillede cello. Kastede man et blik omkring sig under denne performance, var der ikke kun få, som var ved at tabe underkæben af beundring – og måske endda misundelse – over Nannas evne til at frembringe selv de lyseste og kildevandsklare toner.
Sætlisten var en kombination af numre fra den to år gamle Debut-EP og singletracks, hvoraf navnlig “Tågedale” og “Opvågnen” skilte sig ud som hidtil ukendte. Begge numre er til den progressive og dansevenlige side, hvilket er meget sjældent i doom genren. Men publikum tog rigtig godt imod begge kvad og dansede gladeligt med, mens de kastede håret i alle retninger i bare iver for at headbange bedre end sidekammeraten.
Flertallet af de adspurgte gæster syntes, at koncerten var hyggelig, men knap så doomet. De fleste mente, at lyssætningen var perfekt til doommetal; mørk, dyster og med masser stroboskoplys. Desværre blev det bare ikke helt underbygget af hverken instrumenter eller vokal i en grad der kunne lede tankerne hen mod denne genre. Koncerten kulminerede med sangen “Mørkedans” som Ættirs sidste track på sætlisten. Gæsterne var dog ikke mætte de ville have mere, de råbte på “ekstranummer”, men Nanna måtte med beklagelse melde, at der desværre ikke var tid. Dette resulterede i et kollektivt “øøøv” fra det opstemte publikum, som lige så stille listede mod baren for at fylde drikkehornene inden de næste folkemusikanter skulle på.
Sætliste:
- Sidste Jagt
- Tågedale
- Intro (cello/vokal)
- Gravfærd
- Opvågnen
- Nynorsk
- Stilnet Vind
- Mørkedans
Vanir
For snart 12 år siden fødtes denne folkmetal sekstet med et navn, som har sin oprindelse i den nordiske mytologi. Vanerne var en skare af guddomme forbundet med frugtbarhed, visdom og evnen til at se fremtiden. Men det havde nok været svært at forudse, at gruppen cirka halvvejs gennem sin hidtidige karriere skulle skifte størstedelen af sit lineup ud og udvikle sig fra festglad folkemetal til mere seriøst og direkte melodisk dødsmetal med folk-elementer.
Det er bestemt ikke første – og heller ikke sidste gang – at et metalband vælger at gå nye veje, enten i forbindelse med udskiftninger af medlemmer, eller bare fordi musikerne føler for at udvikle sig i en ny retning. In Flames og Dark Tranquillity har for eksempel gjort dette flere gange. Dette kan ikke alle tilhørere forstå eller acceptere, og det er synd, for det viser jo bare, at man har at gøre med mennesker, som tør prøve kræfter med nye ting og udfordre dem selv.
Sætlisten var meget varieret af numre fra hele det nuværende bandsetups karriere. Lige fra The Glorius Dead fra 2014 til det kommende album Sagas, som vi kan forvente er på gaden til marts næste år. Selvom det kun var et enkelt track fra sidstnævnte, vi fik serveret, så blev energien i lokalet et øjeblik erstattet af gåsehud og eftertænksomhed, da det blev indledt. Titlen er “Dødsfærd” og ud over, at det var skrevet til en afdød frænde, så er det også centreret omkring det oldgamle og berømte skjaldekvad Havámál – Den højes tale.
Det omhandler den norske konge, Håkon den Godes, fald ved slaget på Fitjar og hans modtagelse i Valhal, på trods af at han er kristen. Pudsigt nok bærer forsanger Martin Holmsgaard Håkan næsten samme navn. Martin indledte sangen med at citere fra selvsamme digt: “Fæ dør, frænder dør, også du skal dø, men eet jeg ved, som aldrig dør, dom om hver en mand”. Det var virkelig svært efter det citat ikke at lade sig påvirke, medmindre man da er helt følelseskold.
Den slags lyrik, som både er skrevet af personlige årsager, der ligger forfatteren – og ikke mindst bandet – på sinde, og som er baseret på de gamle originale historiske tekster, er et sjældent og meget velkomment syn. At den så ovenikøbet går lige i blodet med sine fængende rytmer, er jo bare en bonus. Er der nogen bedre måde at gå vintersolhverv i møde på?
Sætliste:
- Lindisfarne
- Einherjer
- Praetorian
- Svoldir
- Thor – The Powerhead
- March of the Giants
- Væringjar
- Dødsfærd
- MCCXIX
Svartsot
De ældste egestammer i skoven er helt sikkert Svartsot. Med sine knap 18 år og fire fuldlængde-albums i lasten har de været med til at grundlægge den danske folkmetal scene og samlet en stor, trofast skare af festglade fans i sit kølvand. Gennem årene har de brygget sig en god sætlisteopskrift og spillestil, og den genbruger de ganske rutineret og næsten forudsigeligt, hver gang de optræder live. Alligevel må man sige, at de har formået at skabe et koncertarrangement, som virker hver gang.
Da Svartsot gik på, var der fuld power lige fra starten af. Gruppen kastede sig hovedkulds ud i nummeret “Dødedansen” til jubel fra det dansende, hoppende og energiske publikum. Enten havde de tre foregående line-ups på scenen gjort et flot stykke arbejde med opvarmningen af dem, eller også var folk bare vilde med de glade musikanter på de skrå brædder. Uanset hvad så var stemningen i alt fald høj – og smittende.
Nu skrev jeg godt nok ovenfor, at Svartsot havde en forudsigelig sætliste, men den påstand gjorde de heldigvis til skamme denne aften og endda allerede ved tredje kvad. Forsanger Thor Bager fandt en smuk, dekoreret bog frem og fremførte skjaldesangen “Carmen Vernale” og slog dermed fast, at vi har meget at glæde os til på det kommende album Kumbl, som ser dagens lys til februar næste år.
Da tracket var slut, kom gæsterne med tilråbte forslag til, hvad de ville høre. Multikunstneren Hans-Jørgen Vork Rosenwein slog de første toner an på sin kendte tinfløjte, og nu var det tid til en elsket klassiker, nemlig “Jotunheimsfærden” fra det allerførste album. Energien nærmest kogte over, og et moshpit var født foran scenen. Da den sidste strofe fadede ud, jokede Thor lidt med publikum og spillede dermed op til “Kromandens Datter”, hvorefter føromtalte moshpit udviklede sig til en art lystig folkedans, som det var svært ikke at blive revet med af.
Som de skælme Svartsot er kendt som, vælger de efterfølgende at sige “tak for i aften”, for nu skulle den sidste vise spilles. Man hørte tydeligt utilfredsheden fra publikum, der gerne ville have mere. Det var dog hurtigt glemt igen, da nummeret gik i gang. Svartsot foregav at afslutte koncerten og forlader arenaen, og tilskuerne råber ivrigt på mere. Heldigvis for dem varede spøgen ikke længe, og instrumenterne blev hurtigt fundet frem igen.
For lige at pifte stemningen lidt op igen hoppede Hans-Jørgen ned blandt folk foran scenen og spillede flittigt på sin sækkepibe imens. Som en ekstra lille yulegave fik vi også den seneste single “Liden Kirsten” inden aftenen traditionen tro blev afsluttet med den gamle kending “Gravøllet”, og folk strømmede til enten baren eller merchandiseboden for at kaste mønter efter sælgerne der, eller for blot at hilse på bandmedlemmer fra aftenens festlige musikalske indslag.
Sætliste:
- Dødedansen
- Kilden
- Carmen Vernale
- Jotunheimsfærden
- Kromandens Datter
- Holdt Ned Af En Tjørn
- Skønne møer
- Liden Kirsten
- Midsommer
- Gravøllet
Selvom lysmanden havde sparet lidt på lyset på denne aften, så efterlod det ingen sure miner – tværtimod. Vi fik folkemetal i flere afskygninger, så nissehuen passede. På vores vej gennem skoven fik vi plukket nogle dejlige musikalske yulegaver som vi kan tage med hjem. Mon ikke der er mere end én, som har udvidet ønskelisten efter i aften? Der er meget at glæde sig til i denne kolde, våde og dog hyggelige tid!
Vansind
Yderligere fotos venligst udlånt af: Ea Geertsen
Ættir
Yderligere fotos venligst udlånt af: Ea Geertsen
Vanir
Yderligere fotos venligst udlånt af: Ea Geertsen
Svartsot
Yderligere fotos venligst udlånt af: Ea Geertsen
About the author:
Assignments: Music reviews and photographing / Editorial Tasks
Active since: 11-06-2018
Favorite genres: Melodic Death Metal / Industrial Metal / Symphonic Black Metal
Rhapsody of Fire
AngelBlast