Efter at have fået den glade besked om at landet så småt er ved at åbne igen, kunne det kun fejres på én måde: Livekoncert i hovedstaden! Psy:Code spiller op til melodisk metalcore, og på den ivrige tilstrømning af spændte tilskuere er det tydeligt at mærke, at forventningerne er store på denne lyksalige aften.
Psy:Code
Psy:Code blev født for snart 16 år siden og smed deres pre-release, Discarded Materials, på gaden. Fem år senere kom albummet Delusion. Dengang var der nok ikke mange, der vidste, at det bestemt ikke var første gang, de københavnske drenge havde lavet musik. Oprindeligt fandt guitaristen SteiN og trommeslageren Gøtsche sammen og dannede en nu-metalgruppe med det fængende navn Kink. De nåede at producere en demo med tre numre og en EP på seks numre. Med på EP’en kom vokalisten Schou, og med en håndfuld udskiftninger af både bassister og guitarister, var lineuppet fuldendt og stilen lagt om – Psy:Code var en realitet!
Koncerten blev startet næsten på klokkeslættet – uden varsel. Hvis folk havde svært ved at genkende åbningsnummeret, så er det ikke underligt. Psy:Code havde nemlig valgt at publikum skulle forkæles med ikke mindre end otte helt nye numre på sætlisten fra kvintettens kommende femte album. Jungletrommerne forlyder da også om, at bandet er meget tæt på at være færdige i studiet, og at vi nok kan regne med at lægge en ny skive i årets julegavesæk.
I aftenens anledning var der opstillet kraftige røgmaskiner foran den lille scene, og det lader også til, at High Voltage har fået givet lyssætningen en opgradering, siden jeg var der sidst – en gang før pandemien. I selve røgmaskinerne var der også isat spots, hvilket vejede op for, at spillestedet stadig ikke har fået helt styr på deres frontlys. De nævnte spots gav en fed effekt, der mindede om ild, når det blev kombineret med røgen. Uheldigvis var det ikke muligt at fange med kameraet, så det må være op til læserens egen fantasi at forestille sig.
Desværre var der en smule tekniske problemer med guitaristen Jespers in-ear monitor, som havde konstante udfald, og dermed ødelagde ikke bare hans, men også flere af de andre bandmedlemmers fokus. Hvilket gjorde, at de kom lidt ud af trit med hinanden indimellem. Dette blev bemærket af gæsterne i salen, og flere kommenterede det da også, da jeg tog en runde og spurgte ind til, hvad de mente om aftenens optræden. Dét kombineret med, at forsangeren Schou meget ofte udbrød: ”Tak for i aften” uden helt at mene det som en afslutning, var nok medvirkende til, at koncertgængerne ikke helt havde lyst til at give topkarakterer.
Udover de førnævnte otte nye numre fik vi heldigvis også glæden af at høre det populære track ”Deranged” spillet live, hvilket fik flere af de fremmødte gæster til at rotere parykken. Faktisk præsterede Psy:Code at få mindst én skæring fra hvert af de tre forrige albums mikset ind mellem alt det nye. Scenen så ud til at være alt for lille til de fem energiske mennesker, og det virkede, som om den ene guitarist og bassisten var klemt inde i hver deres side. Alligevel var der ingen tvivl om, at de gav sig selv 120% og nød igen at have mulighed for at optræde live for en udsolgt sal.
Det kan være sin sag at skulle åbne landet med en live-koncert, men at gøre det helt uden supportbands, det er sejt! Den unikke måde, Psy:Code bevæger sig i grænselandet mellem traditionel metalcore, industrial og death metal, gør, at de har evnen til at holde festen i gang.
Jeg fik en snak med én fra tilskuerrækkerne, som udtalte, at han syntes, den konstante brug af keys gennem samtlige numre godt kunne blive lidt ensformigt, men at han trods alt følte, at alle hans fordomme om dansk metalcore var blevet gjort til skamme denne aften. Jeg spurgte lidt ind til det overfor bandet, og kunne konstatere, at det faktisk slet ikke er keys, men tværtimod et guitar-backtrack lavet for længe siden af SteiN selv. Den er gået hen og blevet deres signatur-sound, som gør, at man til enhver tid kan genkende, om det er et Psy:Code nummer, man lytter til.
Sætliste:
- Unrestrained
- Extraction
- Brumation
- Deranged
- You Lead Me
- Disconnect to Reconnect
- My Sick Redemption
- The Strain
- Disengage
- Varies
- Let´s Bring Out the Madness
- Trapped In Time: Stretched
Hvis du vil høre mere til bandet, er det en god idé at skynde sig, for efter at de har spillet til Hadsund Byfest i august, fortsætter touren ud i verden med kurs mod blandt andet Tjekkiet. Efter lidt mere end et år i skyggen af en komplet nedlukning af landet og dermed en ikke-eksisterende livescene, har dette været et frisk pust fuld af håb for fremtiden for musikken i Danmark.
Headliner
About the author:
Assignments: Music reviews and photographing / Editorial Tasks
Active since: 11-06-2018
Favorite genres: Melodic Death Metal / Industrial Metal / Symphonic Black Metal