Trænger du til et spark af hårdtslående energi og har du et behov for at lade dine efterårsflade batterier op? Så ville en tur forbi Temple of Doom i Lyngby måske have været en god idé! En omgang brutal hardcore med lidt black elementer, ville hurtigt få vækket dig til live igen. Dette boost stod ingen ringere end danske Throwe og Nyt Liv for, og de lader til at have godt styr på hvordan det skal serveres.
Throwe
Samme år som pandemien blev født under navnet Covid-19, mødtes en gruppe gutter omkring en fælles passion for at spille musik i hardcorens tegn et sted i København. De kom fra mange forskellige egne af; ikke bare Danmark men også resten af verden, og havde nok af den grund også en masse ting i rygsækken de kunne byde ind med i lyrikskrivningen.
Uheldigvis er pandemi-nedlukning og tour ikke supernemme at forene. Derfor så vi på ravenrocksite.dk dem først på livescenen i Pumpehuset i 2021, selvom de dog havde spillet nogle få andre steder før dette gig. Her spillede de sammen med fire andre bands som en del af ”The New Shit Showcase – Årgang 2020”. Dengang var hverken lyd- eller lyssætning i bandets favør, men det lod heldigvis til at det sad noget bedre i skabet på denne kolde novemberaften i Templet i Lyngby.
Desværre var der muligvis andre ting der trak i folk denne aften, end at møde op og få brølet ny energi dybt ind i sjælen. Både billetsalget og energiniveauet hos de få fremmødte var katastrofalt lavt. Efter hvad man kunne forstå senere på aftenen, var der en del af gæsterne der fortrød at de havde været alt for sløve til at komme op i gear og få headbanget og moshpittet igennem. Det havde Throwe så absolut fortjent. Der var dog et par enkelte i forreste række der lod sig rive med på det adrenalin-ræs, der gik for sig bag især mikrofonen på scenen.
Hvad gør en forsanger som føler at folk virkelig er for sløve? Han flår da den kablede mikrofon inklusive stativ med sig ned på gulvet i selve salen, og virkelig giver dem alt hvad han har i sine lunger og krop af indestængt, dyrisk vrede og intensitet lige i fjæset. Hvis ikke dét kan vække selv den dybest sovende, så er der vist intet der kan. Heldigvis var det nok for publikum og energiniveauet steg.
Tidligere i år smed Throwe kassetten ”Forfald” på gaden. Her kan man høre de virkelig dybfølte, nærmest melankolske lyrikdigte blive brølet ud med en bestialsk vrede og anger, men ikke i en grad der kan måle sig med det vi fik lov at opleve denne aften i den lille sal i Kongens Lyngby. Især skal titeltracket Forfald fremhæves, som vi fik midtvejs gennem sættet. Ifølge en af gæsterne var vedkommende bestemt ikke i tvivl om den sorg der lå gemt i denne sangs hjertekuld, når den blev fremført af vokalisten på de skrå brædder.
Billederne og teksten ovenfor taler sit eget sprog. Godt nok var Throwe ikke aftenens headliner, og publikum var sløve til at vågne, men det lod musikerne sig ikke mærke af, tværtimod. Jeg tror ikke at Nyt Liv kunne have fundet sig et bedre opvarmningsband, når det gjaldt om at vække folk til live.
Sætliste:
- Myriader
- Hammer & Nails
- Between Breaths
- Forfald
- Aerosol Jesus
- Angst
- Vixi
Nyt Liv
Et par år før Throwe fandt sammen, opstod Nyt Liv et sted nær aftenens spillested. Faktisk har de øver lige i Templets kælder, under scenen. Hvor Throwe hælder mest til den mørke side af hardcoren, så virker det til at Nyt Liv bevæger sig i modsat retning mod den mere punkrockede og lysere side af samme stilart. Ikke bare på dét punkt er de forskellige, for bandet har også valgt at gøre noget så sjældent som at performe på vores eget danske modersmål i stedet for det traditionelle engelske.
”Med to albums i bagagen kan man fristes til at sige at det er et knapt så nyt liv vi har at gøre med her. Ikke desto mindre kan det jo godt være nyt for dem der ikke har hørt dem før. Ja, man kan nemt komme til at overanalysere på kvartettens navn, men det betyder så også bare at det er så meget sværere at få ud af hovedet igen bagefter.”
Dette fine citat fik jeg foræret af en af spillestedets besøgende da jeg spurgte ind til hvad de syntes om musikken.
Selvsamme gæst udtalte dog også at han elskede det faktum, at Nyt Liv havde en så lige-til-lyrik på dansk og samtidig kunne servere nogle riff og rytmer der var nærmest umulige at stå stille til. De opildnede ligefrem til, at man kastede sig ud i et spontant moshpit med alle omkring sig. Hans personlige favorit var tracket som vi fik allerede i første halvdel af sætlisten, Mens livet forsvinder. Det lykkedes mig dog ikke at finde ud af hvorfor netop denne melodi stod gæstens hjerte så nær, fordi en tilhører her afbrød med denne udtalelse: ”Det er da også den mest metalagtige sang på hele deres repertoire”. Om det er godt eller skidt, må vi lade være op til den enkelte at vurdere.
Det godt opvarmede publikum som en halv time forinden var blevet præsenteret for energiske Throwe kom da også virkelig hurtigt i gang med flere moshpits i løbet af det 15-numre lange sæt, som Nyt Liv bød os på. Der blev gestikuleret, moshpittet, headbanget og skrålet med, og da forsanger Michael Aagesen ligesom sin forgænger fra supportbandet valgte at besøge salens gulv, ville jublen ingen ende tage.
Aftenens koncert med Nyt Liv, er deres sidste for i år. Derfor havde de en del numre på listen som enten sjældent eller endda aldrig før har været leveret live. Desuden var det i aften præcis ét år siden at albummet ”Den Døde Sol” udkom. Lader man blikket løbe ned over de depressive tracktitler, kan man måske ledes til at tænke, om det er en slags terapi for Aagesen, ved at komme ud med sine dystre tanker gennem lyrikken? Uanset hvad er det tydeligvis noget, som når der kommer musik til, kan rive selv det sløveste sind over ende og måske netop have en terapeutisk virkning på tilhørerne.
Sætliste:
- Givet op
- Mens livet forsvinder
- Blodet skygger
- Aske og Blod
- Bløder
- Løber fra alt
- Dit liv
- Føler ingenting
- Flygt
- Begrav dig selv
- Malstrøm
- Løgne
- Fortidens tæsk
- Livet brænder
- Grå dage
Flytter man blikket tilbage på salens gulv ved koncertens afslutning, så er man på ingen måde i tvivl om at folk fik det, de kom efter – plus lidt ekstra. De er mætte og har fået opladt de slukne mentale batterier, og mangler nu bare at få fyldt noget i den tørre hals efter at have skrålet med på alskens hårdtslående og brutale hymner fra de to underholdende gigs på scenen. Måske giver Red Bull vinger, men hardcore af denne kaliber giver længerevarende energi og kræfter til at vende tilbage til livets kedelige trummerum på en helt anden måde, som er langt sundere for sjælen.
Throwe
Nyt Liv
About the author:
Assignments: Music reviews and photographing / Editorial Tasks
Active since: 11-06-2018
Favorite genres: Melodic Death Metal / Industrial Metal / Symphonic Black Metal