Hvordan lyder musik, når det er så grønt, at det praktisk talt lige er brudt frem fra jorden? Hvis du er nysgerrig, så giver Mythoria muligheden for et glimt bag forhænget.
Entusiasmen blomstrer
Splinternye og fuldstændig grønne ud af Glostrup møder vi Mythoria, der netop har leveret deres første udgivelse nogensinde: En EP på tre numre. Det er ikke meget, men de unge mænd, to sæt brødre og en ven, havde tydeligvis travlt med at dele deres musik med os, og den entusiasme smitter da af.
Det er spændende at høre musik, der er så ”begynder-råt”, for det giver mulighed for at høre med, når de vokser. Lige nu er vi helt ved begyndelsen, og der følger nogle udfordringer med, som bliver nødt til at blive rettet op på inden et debutalbum, men der er også potentiale for at kunne levere mere solidt materiale, når de rigtig finder deres egen lyd.
Der mangler stadig lidt
Vi er der dog ikke endnu, men det kunne gøre en stor forskel, hvis der kom små forbedringer i hele lydbilledet. Især trommeslageren bør have mulighed for at lege lidt mere, for det har han tydeligvis evnerne til. Sangeren skal bruge lidt mere teknik, så han kan gøre de ting med sin vokal, som han gerne vil dele. Det giver i øvrigt altid gode variationsmuligheder, når vokalisten også kan growle, og det kan ham her. Måske skulle han endda gøre det noget mere.
Mere kreativitet, tak
Deres tekster skal også lige presses lidt mere. Mythoria vil gerne fortælle os nogle spændende historier, men et mere kreativt ordvalg ville gøre lytteren mere nysgerrig. Grib synonymordbogen og leg løs, d’herrer. Så skal det nok blive rigtig godt.
Udgivelsens stærkeste nummer er ”From the Shadows”. Her findes den bedste rytme, de bedste riffs og en vokalist, der tør brøle igennem. Der er styr på historien, og alting spiller sammen. Det er dét her niveau de skal op på hele vejen igennem, og så ville det blive en rigtig solid udgivelse, der havde fået en stjerne mere herfra. Der heppes, for I kan godt!
Efter denne introduktion til Vestegnens nye skud på metalstammen, mere grønt bliver det ikke. Men med tiden vil de forhåbentlig vokse sig større, få mere erfaring og ikke mindst fortsætte i den gode retning de allerede er på vej i.
Trackliste:
- Through The Storm
- House Of Death
- From The Shadows
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases
Active since: 07-02-2020
Favorite genres: Power Metal / Heavy Metal / Symphonic Metal