Type: Album
Genre: Classic Rock / Punk / Metal / Rock’n’Roll
Antal Numre: 13
Tysk bud på Lucifers ånde
Fra Tyskland er et band kommet med et album, der overraskede mig i genre og tekst. Sjældent har et band beskrevet sig selv med så mange forskellige genrer, og tilsyneladende ment det alvorligt. Der mangler dog nogle stykker, som så må blive gennemgået her, for fire genrer er slet ikke nok, til at beskrive det det rod, der udspringer fra Djævlens ånde.
Noget af en overraskelse
Med et navn som Lucifer Star Machine, havde jeg nok forventet black eller death. Men her er der upoleret genrerod for alle pengene. Bandet er nu bosiddende i Hamburg, Tyskland, hvor alle undtagen forsangeren blev skiftet ud. De er oprindeligt dannet i London, England, i 2002. Første album blev udgivet i 2005, og siden er to albums og flere EP’er fulgt efter. Devil’s Breath er også virkelig eksperimenterende. Spørgsmålet er så om det er en god ting?
Hvad er der at byde på?
Albummet er 13 numre, og er 42 minutter langt. Det var ikke nødvendigt, for der er ikke nok variation i mange af de enkelte numre imellem. Det er en del af genren, at punk ikke har de store variationer, men der må være grænser. Det kan lidt for mange gange undervejs, være svært, at høre forskel på numrene. Stort set samme opbygning, samme tempo mv. Brudene med den faste stil, både i melodi og tekst, bliver til gengæld temmelig specielle, og det giver et album med mærkelige overraskelser.
Et par numre bør dog fremhæves:
”Baby, When You Cry” skal nævnes, for at være en åbenlys kærlighedssang. Desværre lyder det også som om, den er komponeret af HIM-forsangeren Ville Valo, og kongen af ”Jeg elsker dig. Lad os begå selvmord og være lykkelige for evigt sammen i døden”- sangen ville nok have fået mere ud af den. Den passer mærkeligt ind i forhold til resten af sangene.
”El Camino Real” er det mest catchy, de har skrevet til os, men også det mindst punkede. Det handler om noget så kliché som Highway 101 og Los Angeles, og det klassiske Rock’n’Roll, der er i fokus, giver mulighed for at svinge med håret.
Det, der skiller sig suverænt mest ud, er albummets titelnummer ”Devil’s Breath”. Det skyldes primært, at der bliver spillet på akustisk guitar, og at det bidrager til en countryagtig stemning. Det efterlader én med undren, men samtidig er det faktisk en god og interessant måde at nedtrappe og afslutte på.
Vi må nøjes med albummet
Lucifer Star Machine har ikke nogen koncerter planlagt i nærheden af Danmark, eller på populære festivaler blandt danskere. Det er der ikke den store grund til at være ked af. De har udgivet et album med så lidt variation, at et enkelt nummer eller tre havde været rigeligt. Devil’s Breath har desværre ikke gjort mig til den store fan af Lucifer Star Machine, men de er faktisk dygtige til den musik, de spiller. Havde de faktisk vidst, hvad de ville, så havde karakteren måske været højere for det gode håndværk, og videoen nedenfor begejsterede trods alt min indre punker i sidste ende.
Du skal nok være et lidt specielt menneske, for at kunne blive rigtig begejstret for det her album, det er ret særpræget. Genreforvirringen, som bandet selv lægger op til i deres egen beskrivelse, er i forvejen voldsom, men tilsat emo og country er det nærmest så mærkeligt, at man bør høre det bare en enkelt gang, for at opleve dette totale kaos.
Trackliste:
Assignments: Reviews of concerts and releases
Active since: 07-02-2020
Favorite genres: Power Metal / Heavy Metal / Symphonic Metal
Forndom 
Cabal Cabal – Drag Me Down