Er det gamle nordiske tema også noget for dig?
Her er et album, der bringer os tilbage til de gamle traditioner og til troen på nordisk mytologi. Det har historier om livets cyklus, og om hvordan der stadig kan være håb i den mørke vinter, når livets venten rinder ind i forårets grønne, fornyende vækst. Kunsten i musikken giver mulighed for, at man kan fordybe sig, og blive draget ind i dens univers.
Ægte nordisk herkomst
Forndom er fra Sverige, og blev stiftet i 2012. Siden bandet begyndte, har de udgivet to albummer. Nu kommer så det tredje, Faþir, fra musikeren H.L.H. Swärd: Et dybdegående album, hvor Swärd dykker ned i gamle nordiske temaer og historie. Her skaber han en intens atmosfære omkring det nordiske tema, mens han fortæller om livets cyklus – både igennem det dødelige liv, men også efterlivet. Denne cyklus kan sammenlignes med årets sæsoner, der gør, at vi kan klare os gennem vinterens kulde og mørke, fordi vi har foråret og dens fornyelse at se frem til. Det er et af budskaberne i Faþir, der starter på bedste historiemanér med nummeret ”Jakten” og slutter af med ”Hemkomst”.
Dybdegående og detaljebevidst
Musikken er på én gang beroligende, men kan samtidig også holde én i gang; Alting virker velplaceret, lige fra de levende trommer til den udtryksfulde vokal – det hele er gennemtænkt, men også veludført. Der bliver skabt et flot lydbillede, som gennem albummet tager os, med ind i den historiske tid fra det gamle ”Norden”, hvor livscyklussen mentes at bestå af fødsel, voksenlivet samt rejsen til den anden side. Her var man også dybt afhængig af de afgrøder, som blev dyrket, og det, man havde med hjem fra jagt.
”Jakten”, som er med til at sætte hele albummet i gang, virker meget indflydelsesrig på ens følelser. Selvom musikken og lyrikken er rimelig rolig, kan man alligevel ikke lade være med at blive lidt anspændt. For der er inkorporeret mange forskellige værdier i de forskellige numre, både fra det gode, men også den barske levemåde, man levede under. Her forlader lytteren vores mere trygge og moderne verden, og lader sig drage med tilbage i tiden.
En helhed
Det her er en udgivelse der er meget koncentreret i sin genre, hvilket gør den til en lidt stor mundfuld at komme igennem på én gang. Det er som en musikalsk rejse ind i vikingetiden, hvilket kun lokker lytteren til at fordybe sig mere i hele den atmosfære kunstneren gerne vil trække os i. Hvis man som jeg, også er ny til bandet, og måske gerne vil høre mere end kun dette nye album, er der som tidligere nævnt to andre albums, hvoraf det seneste album, dauðra dura, også er meget anmelderrost.
Jeg er glad for det trygge, moderne samfund, vi lever i nutildags, selvom jeg også er fascineret af, hvordan det mere basale liv foregik dengang. Men der er også mange den dag i dag, som stadig ser frem til foråret, efter en kold vinter. Det kan være, det er et af de urgamle instinkter, der har holdt ved på trods af tidens gang? Lige som efterlivet, hvor der i dag ganske vidst er flere trosretninger i Norden, og mange andre måder at gøre tingene på, holder mange dog stadigvæk fast i troen på livet efter døden.
Trackliste:
- Jakten
- Yggdrasil
- Finnmarken
- Fostersonen
- Muninn
- Hei, jag vet mig väntar
- Hemkomst