Tag med på en tidsrejse tilbage til den mørke middelalder. Forbrændingen i Albertslund inviterer til god gammeldags underholdning med både hængning og sort dødsmesse. Århusianske Galge sørger for at få folk i den rette stemning, før Lamentari henter os til “Le Messe Noir” frem til midnat. Det kommer ikke til at gå stille for sig, og der er garanteret dyster og intens stemning på det lille spillested.
Galge
Denne ikke mere end 4 år gamle extreme metal kvartet har formået at danne sig en lille men trofast fanskare på ganske kort tid. Det hele startede en smule kaotisk i begyndelsen af dette årti, hvad der før var en lille sløj punk duo udviklede sig pludselig til et energisk dødsmetalband bestående af fire glade gutter fra det mørke Midtjylland.
Snart røg EP’en Herlig på gaden, og i dens kølvand blev det et par år efter til debutalbummet Løkkelig. Sætlisten bestod hovedsageligt af numre fra sidstnævnte, efterfulgt af det spritnye track ”Tankeløse Tåber” og den første single fra EP’en, ”Væmmelig”. En rundspørge blandt nogle af gæsterne på Forbrændingen pegede dog på ”Venus” og ”Fadæse” som de mest populære.
Desværre var der tilsyneladende flere andre metalarrangementer rundt om i Hovedstadsområdet lige netop denne aften. Dette resulterede i et sparsomt antal tilskuere og noget nær en form for intimkoncert med de to grupper. Der var lige nok til at koncerten ikke blev aflyst, og lidt for få til at kunne puste liv i et gedigent moshpit, selvom det helt sikkert havde været øverst på Galges ønskeliste.
Heldigvis skortede det ikke på hverken energi på scenen eller på headbanging og håndtegn foran de optrædende. Faktisk var der så meget energi på scenen at vokalisten Søren slog sit knæ ret alvorligt, så han smågrinende måtte sidde ned hele sidste halvdel af koncerten, mens han performede sine onde growls og detoneringer.
Selve musikken havde en god variation af rytmer, riffs og breakdowns, den var velkomponeret og musisk veludført. Det virker som om de har en del på hjerte med deres numre, men helt hvad det er, kan være svært at tolke, da den growlende vokal i den her metalgenre kan være meget svær at forstå.
Om det var en fejlindstilling eller placering af røgmaskinen det vides ikke, men i hvert fald var lys og røg denne aften enhver fotografs mareridt under hele Galges koncert. Begge dele kan give flotte visuelle effekter, men i overdreven brug er det bare ikke altid lige godt. Til gengæld sad lyden som altid lige i skabet på spillestedet, så det ene vejer det andet op. Trods røg, lys og ulykker på de skrå brædder, virkede det til at de få, men begejstrede fremmødte, nød en omgang dødsmetal med fuld indlevelse fra de fire musikere. Til fleres glæde, vil vi hermed spoile, at bandet har en ny udgivelse i støbeskeen, så hold et skarpt øje med dem.
Sætliste:
- Fadæse
- Venus
- Tid
- Sol
- Uforfærdet
- Flodens Mund (Outro)
- Tankeløse Tåber
- Væmmelig
Lamentari
Lamentari er af omtrent samme alder som deres supportband Galge, alligevel har de præsteret at stadfæste sig som ukronede konger af den danske symfoniske blackened death metal scene. Flere vil nok snarere betegne gruppens stilart som symfonisk black metal, med lidt elementer hist og her fra dødsmetallen, men de betegner sig selv ved den anden genre.
Vi har stadig til gode at opleve en fuldlængde-udgivelse fra sekstetten, men med tre EP’er jævnt fordelt over de seneste lige så mange år, så må der da snart være et i støbeskeen? Om det var en teaser fra en sådan release vi fik med den spritnye skæring ”Tragoedia Domo Dei”, det vides ikke, men den lover skam godt for hvad der mon ellers kommer.
Tilbage i 2020 da vi anmeldte debut-EP’en ” Missa Pro Defunctis” fik skiven topkarakter, og det er ikke uden grund. For Lamentari har vist, ikke bare live, men også på de to seneste plader, at de formår at komponere musik af en kvalitet der nærmest kæler for din øregang med dens på én gang pompøse, mørkladne og lokkende toner. I aften var ingen undtagelse, sætlisten bød på en velplanlagt menu af nyt som gammelt fra hele repertoiret. Startende med ”Diesis” (”Døsen”, fra latin).
Langsomt spinder Lamentaris symfoniske tunge og smukke musik et tæppe af vellyd, for dernæst at rive det væk under os igen. Det var ikke voldsomt mange som gæstede aftenens sorte messe på Forbrændingen. Dette til trods, så var de få som var til stede nærmest hypnotiseret af hele den mørke stemning og atmosfære, bandet fik fremmanet og indhyllet dem alle i. Tankerne ledes nemt hen på bands såsom Behemoth, Ghost og selvfølgelig det gamle Dimmu Borgir, både visuelt og musikalsk. Alligevel har det helt sin egen identitet, der uvilkårligt drager dig ind til sig, for dernæst at ofre din sjæl til det onde.
Lamentari er musikalsk storslået. De er teknisk dygtige musikere, som på en teatralsk og flot måde leverer hver gang. De spillede med en intensitet og gejst, som drog publikum dybt ind i deres sorte univers. De leverede noget af det vigtigste ved en live performance, nemlig atmosfære og karisma.
Meget passende sluttede koncerten af med nummeret ”Confutatis” (”Forvirring”, fra latin). Med et vidunderligt introstykke på keyboardet, et flot mellemstykke med strygere fra backingtracket, samt en progressiv underbygning fra de andre instrumenter, skubber de os fortabte sjæle det sidste stykke ud over afgrunden. Med ét slutter det hele, bandet forlader scenen, og vi står alle forvirrede tilbage og spørger: ”er det slut?”, som om vi lige er vågnet af en døs.
Sætliste:
- Diesis
- Sede Vacante
- Tragodia Domo Dei
- Lacrimosa Pt. I
- [Klaver solo]
- Lacrimosa Pt. II
- Dies Irae
- Nihilitatis
- Synodus Horrenda
- [Speak]
- Confutatis
- [Outro]
Langsomt som zombier vågner folk af døsen, konfuse ovenpå tidsrejsen og på samme tid helt afslappede og smilende. Den tunge og mørke dyne af dysterhed løfter sig langsomt, og vi forlader messen som tryllebundne disciple vandrende ud i natten. Det føles nærmest som om tiden har stået stille, og det virker helt overrumplende som den moderne verden udenfor pludselig vælter os i møde, og tager pusten helt fra en. Det varer nok lidt før det hele er faldet til bunds og fordøjet i vores indre.
Galge
Lamentari
About the author:
Assignments: Music reviews and photographing / Editorial Tasks
Active since: 11-06-2018
Favorite genres: Melodic Death Metal / Industrial Metal / Symphonic Black Metal