For mindre end 100 år siden var Indien stadig under britisk styre – det såkaldte British Raj. I aften bliver rollerne muligvis byttet om, når engelske Lake Malice skal varme op for indiske Bloodywood. Mon Indien i dette tilfælde får lov til at herske på scenen? Mon ikke? I hvert fald ses det tydeligt på den fremmødte folkemængdes beklædning, hvem de er kommet for at opleve.
Lake Malice
For bare to år siden, midt under pandemien, fødtes der et sted i byen Brighton, England, et band ved navn Lake Malice. Et navn der kan virke lidt forvirrende til en gruppe fra det sydlige Storbritannien, idet den eneste Lake Malice, der dukker op på en hurtig Google-søgning, er en lille sø lokaliseret i Oregon, USA. Eller også er det bare et ordspil på forsanger Alice Gualas navn, hvem ved?
Det er generelt begrænset hvor meget information der er at grave frem på nettet om lige netop disse artister. Lidt uhensigtsmæssigt hvis man gerne vil blive kendt ude i verden, men måske ønsker de blot at der er lidt mystik omkring dem? Eksempelvis er det ikke lykkedes for mig at finde navnene på alle de tilstedeværende på scenen. Hvis man har set Bill & Ted filmserien, er der en chance for, at man kan se ligheden mellem filmens hovedpersoner og guitaristernes udseende og adfærd.
At dømme ud fra hvad andre har skrevet, lader det til, at Lake Malice reelt kun består af netop forsangeren Alice Guala og guitaristen Blake Cornwall, og at resten af musikerne er folk der er lånt udefra til deres live-optrædener. Stilarten lyder til at være et godt mash-up af hardcore, metalcore og punket nu-metal. Der var masser af breakdowns og skift mellem det lidt blødere poppede og det mere sublime og aggressive. Selve performancen var en energi-eksplosion, som må have kunnet måles på Richter-skalaen.
Sætlisten var et fint balanceret mix mellem numre fra duoens korte karriere fra 2021 og frem til i dag. Noget er til at støve op på enten Bandcamp eller YouTube, og atter andet lader til at være helt nyt? Uanset hvad virkede det faktisk til at de adspurgte fra publikum bedst kunne lide sidste track på menuen: ”Blossom”, som i øvrigt også er Lake Malices debut-single. Alt-i-alt en fabelagtig energisk og hed opvarmning til aftenens hovednavn Bloodywood, og absolut et band man bør holde et skarpt øje med i fremtiden.
Sætliste:
- Magic Square
- Power Game
- Black Turbine
- Creepers
- Bloodbath
- Stop the Party
- Blossom
Bloodywood
Det hele startede tilbage i 2016 som et lille hyggeprojekt i New Delhi, Indien. Indledningsvis var det primært parodier af kendte musiknumre, som var på programmet, men langsomt blev de mere og mere seriøse. I 2019 præsterede de at komme langt ud over hjemlandets grænser med det populære nummer ”Endurant”, som handler om vold, mobning og det at tilgive.
Sidenhen er det blevet til en del ørehængende singler. I 2022 røg albummet Rakshak på gaden, dog ikke indeholdende alle de populære numre, så dem må vi nøjes med at høre på diverse streaming tjenester eller måske live? I forlængelse af album-udgivelsen var det meningen at Bloodywood skulle have turneret verden rundt, men det satte Covid-19 grundigt en stopper for. Touren måtte udsættes, og her præcis et år senere end oprindelig planlagt, står de nu for udsolgte sale i Pumpehuset, København.
Endelig ramte det indiske nu-metal fænomen os i Danmark. Hele spillestedet koger, grundigt varmet op af Lake Malice, men man kan tvivle på om det var nødvendigt. Luften nærmest sitrer af spænding, og jublen er bestemt ikke til at tage fejl af da de første toner til ”Gadaar” lyder fra scenen. Sætlisten er nøje planlagt således at vi får omtrent halvdelen af musikken fra føromtalte skive, afsluttet med debut-singlen fra 2018: ”Ari Ari”.
Et fun-fact om netop dén skæring er, at det er et cover af et cover af en original traditionel indisk folkevise, første gang fortolket af Bombay Rockers. Det er af den version, Bloodywood valgte at udgive deres allerførste ”seriøse” single og video. Rapperen Raoul Kerr gæstede indspilningen, og blev sidenhen fast del af bandet. ”Ari Ari” kom ikke med på albummet fordi det var netop et cover, og Bloodywood ønskede kun originalt materiale på det.
Stemningen i den tætpakkede, skoldhede 1. sal i Pumpehuset bølgede op og ned igennem aftenen. Heldigvis var det en strategisk genial planlagt menu som vi fik serveret, resulterende i at bølgegangen sjældent var særlig dyb. Kulminationen af stemningskurven toppede først for alvor ved de to sidste sange, hvoraf den ene var en gentagelse af den første.
Det lader til at metalmusik fra fjerne egne såsom Indien, Mongoliet og Kina, vinder mere og mere indpas hos os vesteuropæere. Det bliver spændende at se, hvem andre der dukker op og indtager vores hjerter på samme vis som eksempelvis Bloodywood og The Hu har præsteret. Når man formår at levere stemning, karisma, rytmer og ikke mindst god musik med identitet, både live som på medieoptagelser, så bør den røde løber virkelig rulles ud, og piedestalerne bygges højt.
Sætliste:
- Gadaar (Traitor)
- BSDK.exe
- Dana Dan (Give a Beatdown)
- Jee Veerey (Brave One)
- Zanjeero Se (These Chains)
- Machi Bhasad (Expect a Riot)
- Ari Ari
- Encore
Det er svært at fatte at koncerten allerede er slut. Publikum hungrer efter mere. Bloodywood ikke bare vandt over Lake Malice i popularitet, de overgik alles forventninger og eneste anke de fleste havde, var, at de ikke havde fået nok. Man er på ingen måde i tvivl om at der med stor sandsynlighed igen vil blive spillet for udsolgte døre, næste gang Bloodywood slår et sving forbi Danmark – men mon ikke de fortjener et endnu større spillested?
Lake Malice
Bloodywood
About the author:
Assignments: Music reviews and photographing / Editorial Tasks
Active since: 11-06-2018
Favorite genres: Melodic Death Metal / Industrial Metal / Symphonic Black Metal