Pænt goddag! Jeg er Joey, skribent for Ravenrocksite.dk. Jeg har været så heldig at få lov til at stille Royal Deceit nogle spørgsmål, i forbindelse med udgivelsen af deres nye album, Animus.
OM BANDET:
- Vil i gerne starte med at give en kort introduktion af jer selv, bandet, og jeres individuelle roller?
Hej igen, og først og fremmest tak for den flotte anmeldelse af vores plade og for at i vil høre mere om os!
Vi i Royal Deceit er 5 passionerede gutter, der brænder for musikken! Bandet har efterhånden 6 år på bagen, men først omkring 2016/17 stykker begyndte det rigtigt at tage fart, og det var vel egentligt nok der vi først ‘fandt os selv’.
I bandet er vi Mathias på vokal og Jesper og Alexander på guitar som alle tre har været med fra starten i 2014. Sidenhen har trommedasker Simon og Bassist Andreas tilsluttet sig bandet.
- Stort tillykke med udgivelsen af Animus! Der ligger altid et kæmpe stykke arbejde bag en albumudgivelse. Kan i prøve at beskrive den proces, i har været igennem med Animus, fra koncept til fuldbyrdelse?
Tusind tak! Jamen processen med dette album startede egentligt tilbage da vi udvalgte numrene til vores anden ep “Psalms for the Corrupt”. Der var nogle sange som vi ikke heeeelt havde fået finpudset godt nok, som vi så heldigvis holdt fast i. 2017 gik mest med udgivelsen af Psalms og en masse koncerter og så i sommeren 2018, begyndte vi at arbejde sammen med Mirza Radonjica og Elevation Denmark.
Sangene er løbende blevet lagt på is, taget op igen, revurderet hvad der fungerer og ikke gør, og da vi så følte os klar, indspillede vi med Claudio Andersen i LAK Studios med mix og master af Chris Kreutzfeldt.
Lang historie kort, har det været en process på ca 3 år, med en masse tanker, energi og dygtige folk involveret!
- I startede for over et halvt årti siden i Skanderborg. Kan I selv mærke, at I har været igennem nogle forandringer eller transformationer i jeres relativt korte historie, eller er I stadig bare nogle skanderborgdrenge, der gerne vil spille metal?
Der er en kæmpe forskel. Vi har både skiftet navn og medlemmer, og siden vi indspillede første ep og de første par koncerter fik vi blod på tanden. Ambitionsniveauet er steget og generelt har kvaliteten af sange og liveshows uppet sig hvor det førhen bare var for sjov, har vi fundet ud af nu, at det virkelig bare er noget vi gerne vil og brænder for. Igen er det heldigt at vi har haft æren af at arbejde sammen med så mange dygtige mennesker!
- Alle musikere har inspirationer eller helte, som de ser op til. Er der nogle bands eller individer, der har spillet en stor rolle i jeres valg om at forfølge drømmen i Royal Deceit?
Ja helt sikkert. Dem som oftest bliver nævnt er jo bands som Korn, Slipknot og Killswitch Engage, men i virkeligheden er vi 5 forskellige musikere med hver sin egen baggrund og inspirationer med alt lige fra Thrash til det mest poppede core. Når alt kommer til alt er vi nok bare en flok gutter der virkelig bare elsker at spille musik og at skrive musik vi selv synes er fedt, og at andre kan lide det er jo bare så vildt!
- Da jeg lavede lidt research på jer, kunne jeg selvfølgelig ikke undgå at falde over klippet fra LIVE på DR1. Kan I lige fortælle lidt om, hvordan i endte der, og hvordan den samlede oplevelse med showet var?
Jamen altså, vi blev spurgt om vi ville medvirke, og overvejede det grundigt inden vi svarede. I sidste ende tog vi det som en oplevelse vi kunne dele sammen og selvfølgelig en hulens masse god PR. Den samlede oplevelse var god, for der er virkelig nogle gode mennesker bag produktionen, så den er bestemt positiv!
- Siden Sanne Salomonsen endte med at blive jeres coach på det program, siger det nok sig selv, at alt, I har lavet siden, har haft en tydelig ’Rock Mama’-influence. Er det ikke sandt?
100%. Ej, spøg til side, vi havde en eftermiddag med Sanne med snak om alt lige fra live performance til sangteknik og opbygningen af numrene og hun er så sandeligt dygtig og god til det hun laver!
- Efter at have set jer på LIVE, er det tydeligt, at I har en passion for at spille liveshows. Hvad er det absolut bedste minde fra en koncert, I som band har sammen?
Det bedste minde må nok være fra Smukfest 2019 eller vores release party 31. januar 2020. Til begge koncerter blev vi mødt med åbne arme og et yderst veloplagt publikum. Smukfest er jo en stor kommerciel festival, så at blive booket som et metal-band uden et eneste album ude endnu er jo et kæmpe skulderklap. Release koncerten var også helt surrealistisk da vi nærmest ikke behøvede selv at synge, da publikum klarede den for os. Begge koncerter føltes bare som noget helt specielt og vi er så beærede over det.
OM ALBUMMET:
- For mig, som lytter, er det tydeligt, at der er nogle politiske associationer i sangskrivningen. Spiller den nuværende verdenssituation en stor rolle, når I skal fastsætte tematikken i jeres musik?
Ja helt sikkert. Generelt er teksterne på albummet jo inspirerede af det vi ser i vores dagligdag. Vi prøver altså ikke at prædike noget, så det er nok nærmere et udtryk om en bekymring. Det er desuden ikke kun politisk, men også den stigende tendens vi ser i folk der er mentalt pressede eller bokser med nogle psykiske ting.
- Var der en bestemt begivenhed eller oplevelse, som satte hele forløbet bag Animus i gang, eller har det været kulminationen på en længerevarende proces?
Albummet var kommet uanset hvad, så vi har nok bare været heldige at folk som Mirza har set et potentiale i os.
- Kan I prøve at beskrive, hvordan det har været her op til udgivelsen af albummet? Har I været meget spændte? Hvordan har oplevelsen med at kunne sidde og se anmeldelser langsomt rulle ind, været?
Vi har været enormt spændte! Det at udgive albummet har jo været en drengedrøm i sig selv der nu er gået i opfyldelse, og det er jo nok noget de fleste bands gerne vil, sammen med at spille koncerter. Så at kunne sidde og følge med i at en single nu har opnået så og så mange streams og visninger på en musikvideo har jo været som konstant at få en masse endorfiner og dopaminer skudt rundt i hjernen.
Anmeldelserne der er lavet på pladen har også været totalt overvældende, for der er simpelthen så mange rosende ord og positive ting skrevet om vores musik og vores lille Skanderborg-band, og vi prøver at takke alle og enhver der lytter osv, men det føles bare som så fattigt et ord i forhold til vore taknemmelige vi egentligt er!
- Hvis I skulle vælge ét nummer fra Animus, som er jeres absolutte favorit, hvilket ville det så være, og hvorfor?
- Jesper: Backstabber, fordi den er så hjernedød sjov at spille, omkvædet er en ørehænger og slutningen mega tung. Og så overgangen over i Hang Them High
- Mathias: Bite the Curb, da den rummer så mange forskellige riffs, mens trommerne groover for hårdt, bassen fylder rummet og komplimentere alle dele af sangen, og min vokal får lov til at komme omkring rigtigt mange ting. Lyrisk er den ekstremt voldelig, aggressiv, og direkte uden så meget pis. Den har attitude og dynamik, og det er mit eget personlige hype-nummer.
- Alexander: Hvis jeg skal vælge bliver det Echoes of Hate fordi den er tung, groovy og melodiøs på samme tid.
- Andreas: Den er svær. Har både elsket og hadet hver eneste sang på denne plade på et eller andet tidspunkt gennem denne proces. Echoes of Hate har dog et virkeligt fedt groove med et catchy omkvæd, som fortjener at blive skrålet med på.
- Simon: Jeg siger nok backstabber da den er sjovest at spille, men det skyldes nok at det er en af dem vi har spillet færrest gange.
- Lidt en fortsættelse fra forrige spørgsmål. Har i et nummer, som er jeres yndlings at finde frem til liveshows? Et punkt på sætlisten I altid glæder jer lidt ekstra til?
Echoes of Hate. Nummeret har et groove uden lige, og folk der synger med på vores musik bliver vi aldrig trætte af. Det er typisk også det sidste nummer vi spiller live, så at se hele koncerten kulminere på toppen er bare så fedt!
- Udover jer selv, er der så nogle mennesker, som I ikke ville kunne have klaret jer uden, når det kommer til komponeringen, sammensætningen og udgivelsen af Animus? Hvem har virkelig gjort en forskel for jer?
En særlig tak skal helt sikkert lyde til Mirza Radonjica. Han var med både i øvelokalet og i studiet, og har helt sikkert et trænet øre for hvad der virker og hvad der ikke gør. Claudio Andersen (LAK Studios) og Chris Kreutzfeldt (Cabal) har også hver især været der med deres inputs som vi helst ikke havde været foruden. Igen et stærkt hold som vi er mega taknemmelige over.
OM FREMTIDEN:
- Nu hvor i har fået et vellykket debutalbum på gaden, hvordan ser I så Royal Deceits fremtid? Er der store planer for 2020?
Planerne for 2020 er at øve som bare fanden, spille både ind og udland, og så skal vi selvfølgelig også jamme igen og skrive nyt musik!
- Er der shows eller tours i det kommende år, som I glæder jer ekstra meget til? Måske bands I ser frem til at dele en scene med – enten for første gang eller igen?
Uden at sige for meget, glæder vi os helt sikkert til at spille med nye og gamle bekendtskaber!
- Når det kommer til jeres absolutte drømmetour, hvilke bands ville denne så inkludere, og hvor ville den bevæge sig igennem?
Slipknot, Korn, Killswitch Engage og os, der erobrer verden!
- Måske som en fortsættelse på forrige spørgsmål: Er der musikere eller kunstnere, I drømmer om at have med på et fremtidigt nummer? Nu hvor Mirza Radonjicas inklusion på Pariah viste sig at fungere rigtig godt.
Vi tillader os at drømme stort, så et nummer med Jonathan Davis, Corey Taylor eller Jesse Leach ville bestemt ikke gøre noget!
Ellers ville sådan nogle som Tyler Carter (Issues), Tillian Pearson (Dance Gavin Dance), Sam Carter (Architects) og måske endda Matt Honeycutt (Kublai Khan Tx) være fede!
- Inden vi er helt færdige, vil jeg lige høre jer ad: er der bands fra den danske scene, som slet ikke får den opmærksomhed, I mener de fortjener? Hvem ville I anbefale vores læsere, at de skulle gå ud og tjekke ud, når det er færdige med at skamlytte til Animus?
Abzence har ikke udgivet noget endnu, men når de gør får Danmark sit svar på Architects eller Polaris, og det kan vi godt glæde os til!
- Og så til allersidst, vil jeg lige give jer en mulighed for at lokke nogle nye mennesker til. Hvad kan folk forvente af Royal Deceit? Hvorfor skal de tage ud og opleve jer på de danske scener?
De skal komme og se os hvis de gerne vil have en oplevelse til en koncert. Den får alt hvad den kan trække når vi er ude og spille og vi er selvfølgelig klar på en snak før og efter koncerten! Og nå ja, så deler vi jo ofte scenen med nogle vildt fede bands, så derfor!
Så vil jeg gerne takke jer mange gange for jeres tid! Jeg glæder mig inderligt til at se, hvad fremtiden byder jer!
Tusind tak, og tak for snakken og til alle der læste med!
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews / Editorial Tasks
Active since: 09-09-2019
Favorite genres: Punk / Hardcore / Metal in all shapes and sizes