Alfa, Ωmega, Epica
Godt nok betyder Ωmega som oftest afslutning, men det er bestemt ikke en passende beskrivelse for denne udgivelse. Der er tydeligvis stadig masser af liv og inspiration i hollandske Epica. Det er ellers over fire år siden, vi sidst hørte fra dem. Nu er de tilbage med et album, hvor man virkelig har brugt god tid til at få er kælet for alle detaljerne. Præcis som det skal være!
Fortid og nutid
Med et bagkatalog på ikke mindre end syv albums siden 2003 er Epica et veletableret band med erfaring og en fastlagt, genkendelig stil. Man behøver ikke lytte til ret meget af deres musik, før man kan genkende kombinationen af Simone Simons imponerende smukke sopran og Mark Jansens grove vokal, som tilsammen udgør fronten af det samlede lydbillede på et af Hollands dygtigste symfoniske metalbands.
Hvis man er lidt nørdet omkring Epica, så ved man at de har taget navn efter Kamelots album fra 2003. Det tætte bånd mellem de to bands var især tydeligt i starten af årtusindet, og Simons var gæstevokal på tre af Kamelots albums. Det havde sikkert været flere, hvis ikke bandetsstil havde ændret sig så markant, først med overgangen til en ny sanger og efterfølgende med udskiftning af deres trommeslager.
Ωmega er lagt fra Epicas første album med en særpræget titel, og det er efterhånden blevet et varemærke for dem. Med en længde på 70 minutter, og intet nummer kortere end 4:29 (bortset fra introen), så føler man sig bestemt ikke snydt, og kadencen holdes hele vejen igennem, som det er rimeligt at forvente af et band med hele 18 års erfaring.
Hvad handler det om?
Som sædvanlig har Epica leveret musik af høj kvalitet. Ved første gennemlytning kan albummet lyde en anelse ensformigt, men snart udfolder alle nuancerne sig – som en foråsblomst, og lydbilledet vokser frem. Det kræver dygtige musikere, hvis man skal spille symfonisk metal af denne kaliber, og deres talent er storslået. Der er dog én ting, der kan irritere på Ωmega: For tiden er børnekor åbenbart blevet populært, men det tilføjer sjældent noget væsentligt til musikken. Symfoniorkesteret er genredefinerende, og albummet ville næppe virke uden, men børnekoret kunne lige så godt være udskiftet med den øvrige backing vokal.
Nedenfor kan man se musikvideoen fra Ωmegas andet nummer, ”Abyss of Time”. Visuelt er den dramatisk med fascinerende natur, hvor en mystisk handling udspiller sig, og en intethed af rødt lys og sorte søjler, hvor bandets medlemmer hver især står alene som skygger af sig selv. Sammen, men med ryggen til hinanden, står Jansen og Simons med alle deres forskelligheder tydeliggjort.
Han er i sort og med kappens hætte næsten slået op. Hun er i hvid med sit ikoniske røde hår løst. Som sidste hånd på kontrasten er deres stemmer, og der er ikke andet at gøre end at nyde alle elementerne, der flyder sammen og giver den velkendte lyd af Epica. Temaerne i bandets numre kan variere voldsomt, og det kan handle om alt mellem spiritualitet, samfundskritik og voldelige parforhold. Jeg vil overlade det til jer at finde temaet i ”Abyss of Time” og på resten af Ωmega.
Vi må vente et år mere
Alt i alt er Ωmega et album, som alle fans af genren bør høre mindst én gang. Det er ikke fuldstændig enestående, men det kan sagtens tåle utallige gennemspilninger. Det eneste, som man kunne savne, er lidt mere eksperimentering med deres lyd. Det burde være muligt at tilføje nogle atypiske elementer uden at tage det personlige ud af bandets musik.
Epica skulle have spillet koncert i Danmark sammen med finske Apocalyptica d. 18. marts i år, men som med alt andet er det blevet udskudt. Vi må vente til d. 2. marts 2022, hvor Amager Bio vil blive fyldt med deres symfoniske musik. Indtil da må vi hygge os med Ωmega og EP’en Omegacoustic, hvor man kan høre flere af numrene i akustisk version. Som forberedelse kan vi også nyde Cell-0, der er Apocalypticas album fra 2020.
Egentlig er der en enkelt afslutning på Ωmega, men det må være op til dig at finde den. Der er ingen grund til plot spoilers herfra. Heldigvis er det næppe slutningen på Epica, for de har tydeligvis meget at sige endnu, og de er stadig lige så omhyggelige med produktionen, som de plejer. Hvis du er til symphonic metal, så er det her et af årets uundgåelige albums på afspilleren.
Trackliste:
- Alpha (Anteludium)
- Abyss of time (Countdown to Singularity)
- The Skeleton Key
- Seal of Solomon
- Gaia
- Code of Life
- Freedom (The Wolves Within)
- Kingdom of Heaven – Part III (The Antediluvian Universe)
- Rivers
- Synergize (Manic Manifest)
- Twilight Reverie (The Hypnagogic State)
- Omega (Sovereign of the Sun Spheres)
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases
Active since: 07-02-2020
Favorite genres: Power Metal / Heavy Metal / Symphonic Metal
Demon Head
Iotunn