Interview med Aphyxion

Danske Aphyxion er pladeaktuelle i midten af maj med albummet Void, hvor deres bassist debuterer som skønsangsvokal. Læs med her, hvor vi har interviewet dem om albummet og lidt om bandets fortid og fremtid.

 Hvornår startede I med at spille musik?

Det var sgu nogenlunde samtidigt – vi var jo alle 12-13 år gamle og havde ikke rigtigt haft noget med nogle instrumenter at gøre, før vi begyndte at spille sammen. Så vi startede hele den musikalske rejse fuldstændig from scratch.

Hvordan mødtes I?

Vi mødtes nede på rampen – der, hvor man skatede, hvis man var rigtig sej og hørte Misfits og sådan noget. Da vi lige havde set hinanden an, fandt vi ud af, at vi næsten var lige seje, og så valgte vi sgu at starte et band.

Før i kaldte Jer Aphyxion, havde I så andre navne oppe og vende?

Ha! Ja, vi skiftede sgu navn til hver øver de første par måneder. Vi var jo ikke så gode til at spille musik endnu, så vi brugte en del tid på at gå i Netto og købe roulader og iste med ferskensmag og gå tilbage til øveren og diskutere bandnavne.

Hvorfor valgte I netop at kalde jer Aphyxion?

Det lyder jo bare pisse fedt. Især hvis man kan udtale det. Det kom vidst fra ”asphyxiation”, kvæle-døden, og så var vi som sagt bare 12-13 år og tænkte ”hold kæææft, det’ sgu fee’ det der”.

Hvorfor blev det metalscenen der tiltrak Jer?

Jamen, alle de andre seje og lidt ældre drenge, der skatede, de havde alle sammen heavy tilfælles – og en del af dem spillede også musik. Da vi fandt ud af, at der var øvelokaler hos den lokale musikforening, RIAMUF, spænede vi bare derned og satte det hele i gang. Der var (og er) stadig et skønt metalmiljø på RIAMUF, så det forstærkede bare det hele.

Hvilken metalplade var den første I hver især hørte?

Den første vi rigtig skamhørte var nok Hate Takes Its Form fra gode gamle Dawn of Demise. Den sætter jeg sgu stadig på. Klasse plade.

Hører I andet end metal? … og hvad hører I?

Vi hører ALT musik. Virkelig. Jeg troede aldrig, jeg skulle høre klassisk, men det er jeg sgu også begyndt på om morgenen. Men back in the day, i vores teenage-år, der var det KUN heavy – intet andet var tilladt. Jonas, vores guitarist, har arbejdet ved Hansen Studios i 7-8 år, og i den forbindelse har han jo haft fingrene i al slags musik – det var også Jonas, der åbnede op for, at vi skulle turde eksperimentere mere med vores musik – og det er jo gået rigtig fint.

Spørger man metal-archives.com om Jeres lyriske temaer, så veksler det mellem voldsomt mange forskellige ting: død, had, smerte, økologi og identitet for at nævne nogle… Har I en rød tråd i Jeres udgivelser?

Lyrisk set – niks. Ingen rød tråd what so ever, udover at det er meget personligt. Man kan nok dele det lidt tematisk op. Vores første album, Earth Entangled, var meget kendetegnet ved politiske opråb. At sætte spørgsmålstegn ved vores fuldstændig sindssyge måde at behandle jorden og hinanden på. Aftermath var lidt i samme bane, men begyndte netop også at berøre emner som identitet, og hvordan man lige finder sin plads i verden. Den sidste plade her har uden tvivl været den mest personlige plade for mit vedkommende som tekstforfatter – sangene er nærmest dagbogsnedslag fra en meget mørk periode lige omkring og efter udgivelsen af Aftermath. Det har egentlig været meget terapeutisk at få ned på papir og fortalt på den her måde.

Hvad betød det for Jer at vinde Wacken Metal Battle i 2011?

Jamen det var jo egentlig vores første store ryk fremad. Vi havde i årene frem til det udgivet et par EP’er og spillet en del koncerter, men det var først med den coaching og hele forløbet omkring W:O:A Metal Battle, at vi fik formet os selv rigtigt som band og opnået en del af det potentiale, vi havde. Det at spille på verdens største metalfestival, som jo var præmien, det var fuldstændig magisk for sådan et par snothvalpe som vi jo var dengang. 16-årige knejte der skulle ned og erobre hele Tyskland. Koncerten var pisse fed og affødte også en Europa-turné til os, selvom vi ikke var gamle nok til at have kørekort. Det var uden tvivl det første store skridt i vores heavy-karriere.

Hvordan har Jeres musik udviklet sig fra det melodiske død over i metalcore genren på den nye plade?

Inden vi gik igang med pladen lovede vi os selv, at vi ikke ville lade os begrænse af nogen idéer om genrerestriktioner og grænser for, hvordan musikken skulle lyde. Vi har intet imod at rykke på vores lydbillede og har også gjort det på alle de udgivelser, vi har smækket ud. Der er stadig elementer af melodød over den nye plade – men det har helt sikkert udviklet sig i flere retninger.

Har I været for meget sammen med Siamese siden der skal være skønsang på den ny plade?
Ha! Njaaah, vi opdagede såmænd bare, at vores bassist kunne synge. Det er jo sådan noget der sker, efter man har spillet sammen i 12 år. Og vi har det bare sådan, at alle ens forcer skal da udnyttes – så selvfølgelig skulle han synge på nogle af sangene.

Hvordan kan det være at I ikke har valgt at lave nogen danske numre på det nye album?
Næh. Det ville begrænse os alt for meget til det danske publikum. Vi elsker det danske publikum, men vi vil også gerne ud og rundt i Europa.

Hvilket nummer er I mest tilfreds med på den ny plade?
Jeg tror, vi har forskellige favoritter. Jeg er vild med “Void” – titelnummeret på albummet, men jeg ved at de andre også har favoritter som “Fork Tongued” og “Sleepwalkers”.

Hvordan fandt I på forside coveret til det nye album?

Laaaang proces med den dygtige Dixon Jong fra Intuitive Designs. Han fik til opgave at visualisere ‘angst’ – hvilket endte ud i den fremragende illustration på Void.

Kommer der flere tourdatoer i 2019/20?

Count on it!

Der går i snit 2-3 år mellem hver af Jeres albums, skal vi regne med et nyt album om 2 år mere?

Det må I da gerne, men jeg tør sgu ikke sige, om det er sådan, det bliver. Helt sikkert at processen omkring tilblivelsen af vores albums er kendetegnet ved at gøre det perfekt ned til sidste detalje – og sådan noget tager bare laaaang tid.

Hvad er det største I kunne forestille Jer at opnå med jeres musik?
Det ville bare være helt fantastisk at kunne leve af at lave musik-

I har tidligere vist et stort socialt engagement med skolekoncerter og diverse støttearrangementer. Er dette noget I vil fortsætte med?
Fedt, I lægger mærke til det! Og ja, det er det i hvert fald. Vi er booket til en ny skolekoncertturné i 2020 og bliver vi præsenteret for det rigtige støttearrangement, har vi aldrig været blege for at droppe honoraret til fordel for en god sag.

Hvis der nogensinde blev bygget et Heavy Metal plejehjem, ville I så spille til the grand opening, og hvem skulle være jeres supportband?
Haha, det var sgu da noget af et afsluttende spørgsmål. Jamen, det ville vi da naturligvis! Support skulle naturligvis komme fra The Interbeing, der jo selv er et band, der er ved at være lidt oppe i årene (hæhæ).