-
Frogleap
3.5
Én gang skal være den første, og det er første gang, at jeg har set et enmandsbands fra en YouTube-kanal med så mange bandmedlemmer. Enhver YouTube-bruger har med stor sandsynlighed på et eller andet tidspunkt stiftet bekendtskab med mindst ét af Leo Moracchiolis utallige rock- og metalcovers af alskens populære hits. I aften er det tid til at se, om det, man så på YouTube, også gør sig på en scene…
Frogleap
Da den norske Youtuber Leo Moracchioli startede med at lave musikcovers tilbage i 2002 sammen med bandet Lowdown, havde han vel næppe forudset, at han her knap 12 år senere havde haft mere end 650 millioner views på sine utallige og velspillede metalcovers og mere end 3 millioner følgere på sin kanal, Frog Leap Studios. Med dét i tankerne, da jeg tog afsted til koncerten, må jeg indrømme, at jeg virkelig var usikker på, om han nu kunne have lige så stor succes på en scene foran et live publikum.
Frog Leap Studios er ikke som sådan et band, faktisk spiller Leo selv alle instrumenter, mens han synger sine covers. Gennem tiden har han haft en del gæster, som har hjulpet til i studiet, men som udgangspunkt er han altså helt alene om alting. Dette er ikke særlig nemt at overføre til en scene, så derfor havde han samlet en gruppe venner til et band under navnet Frogleap til denne tour, hvor de i aften indtog Pumpehuset. Den oprindelige trommeslager, Truls Haugen, var nødt til at tage hjem i utide, så vennen Ali Richardson måtte akut træde til uden overhovedet at have øvet med resten af bandet.
Opvarmningsbands var der ingen af, men i stedet kørte der en playliste med de originale numre til flere af Moracchiolis covers, og det kan måske chokere nogen, men flere metalheads blandt folkemængden nynnede eller sang direkte med på alt lige fra Backstreet Boys til Rednex og Aqua. Så da bandet gik på scenen cirka 20 minutter over tid, var folk godt varmet op, og der blev hujet og klappet højt – der var ingen tvivl om, at folk var klar på at feste!
Ind kom kaninmanden – Frog Leap Studios’ velkendte maskot – og med dirigentstokken fik han sat både bandet og publikum i gang med det første nummer ” Party Rock Anthem”, et cover af LMFAO’s ørehænger fra 2012. Selvom stemningen og energien på scenen såvel som på gulvet var høj, var Leos lyd på mikrofonen det ikke. Heldigvis lod publikum sig ikke mærke med dette, og der blev hurtigt forsøgt rettet op på lyden. Musikerne havde os fuldstændig i deres hule hånd (eller kaninpote?), instrumenternes lyde var knivskarpe, og alle bandmedlemmer viste tydeligt deres talent. Samspillet på scenen indbyrdes og med publikum skabte en intens, nærmest fysisk, symbiose af energi, glæde og stemning.
Pludselig blev koncerten afbrudt! En meget seriøst udseende mand i jakkesæt trådte frem på scenen, og så ud, som om han diskuterede lavmælt med bandet, og alle stoppede med at spille. Han gik hen til mikrofonen, og beklagede overfor publikum, at der var kommet klager over støjen. Der gik et sus gennem folk, hvorefter han fortsatte: ”… der er simpelthen ikke støj nok!”. Nu var stilen ligesom lagt, og dét var blot ét af flere sjove påfund i løbet af aftenen – for at nævne et par andre fik vi både en bokserkanin, hånddukker samt en banjo-duel via moderne guitarteknik at se.
Med på touren er også en velkendt gæstevokalist fra YouTube-kanalen Hannah Boulton. Hun deltog og gav et frisk pust i supplement til Leos vokal på numrene ”Genie in a Bottle”, ”Eye of the Tiger” samt på de afsluttende tre sange på sætlisten.
En virkelig distraherende og irriterende faktor var bandets kameramand, der var overalt på scenen og tillige af og til koreograferede publikum til, hvordan de skulle stå og reagere – hvilket de i øvrigt gladelig adlød. Jeg har gennem min tid som anmelder været til utallige koncerter med coverbands, men til dato har jeg aldrig været med til noget nær dét, vi oplevede her i aften.
Adspurgt kunne publikum heller ikke komme med nogen konkret bedømmelse af den halvanden time lange koncert. De syntes, stemningen havde været fed, men at bandet ikke havde præsteret helt nok til at komme ret meget over middel i karakter. Personligt følte jeg mig godt underholdt, og især monsterhits som ”Africa”, ”Zombie” og ”Poker Face” blev fremført med en energi og i en heavy version der næsten lød bedre end i den originale udgave. Jeg vælger derfor at lade karaktergivningen denne gang, basere sig mere på stemning og energi fremfor direkte på bandets præstation.
Sætliste:
- Party Rock Anthem (LMFAO cover)
- Feel Good Inc. (Gorillaz cover)
- Uptown Funk (Bruno Mars cover)
- Genie in a Bottle (Christina Aguilera cover)
- Ghostbusters (Ray Parker Jr. cover)
- Poker Face (Lady Gaga cover)
- Try (P!nk cover)
- Eye of the Tiger (Survivor cover)
- Sail (AWOLNATION cover)
- Killing in the Name (Rage Against the Machine cover)
- Heathens (Twenty One Pilots cover)
- Zombie (The Cranberries cover)
- Africa (Toto cover)
- A New Level (Pantera cover)
- Hello (Adele cover)
Glad og opstemt begiver jeg mig nu hjem, Frogleap var ganske underholdende og medrivende, men jeg synes stadig, de er bedst på YouTube. Jeg tror ikke, jeg havde kunnet finde nogen sjovere måde at fordrive min tirsdag aften på end den her, og jeg kan da heller ikke helt lade være med at smile skævt og tænke tilbage på alle bandets skøre påfund fra i aften. Afgjort noget, jeg sent vil glemme.
Frogleap
About the author:
Assignments: Music reviews and photographing / Editorial Tasks
Active since: 11-06-2018
Favorite genres: Melodic Death Metal / Industrial Metal / Symphonic Black Metal
Peter Hesseloe
Hans Asmussen