Interview med Arch Enemy

Svenske Arch Enemy er på tour med deres nye album: Will to Power, hvor deres nye forsanger virkelig får vist sin kunnen. Læs med her, hvor vi kort før aftenens koncert har sat Sharlee D’Angelo, deres bassist, i stævne til et hyggeligt interview om hans tilgang til bandet samt om Arch Enemy’s fortid og fremtid.

Hej Sharlee, tusind tak for at vi kunne få arrangeret det her interview trods udfordringer med logistikken.
Altid en fornøjelse, hyggeligt at møde dig!

Hvor mange gange har du lavet interviews med danske anmelder-sites?
Nogle få gange i mit liv. Jeg kan ikke rigtig tælle dem, men Danmark er ikke det land man oftest bliver anmodet om interviews eller koncertanmeldelser fra i forhold til eksempelvis Tyskland eller Amerika.

Det må vi da gøre noget ved så! Hvad eller hvem er jeres største inspirationskilde til jeres tekster og melodier?
Det ved jeg virkelig ikke, jeg har ikke skrevet noget af vores materiale, det mest er Alissa og Michael, der skriver teksterne. Alissa skriver nok cirka 60% og resten skriver Michael. Men jeg tror det mest er personlige ting, om verden omkring os og om hvad vores personlige syn på den er.

Hvad savner du mest når I er på tour?
Privatliv! At kunne være sig selv! Det er rent faktisk ikke så slemt, men man savner at have sit eget rum ind i mellem og den slags ting. På det her sted i vores karriere, rejser vi rimelig luksuriøst, og du kan altid gå ind i din køje – dit fristed, trække gardinerne lidt for og få lidt fred! Når jeg endelig har en fridag, er jeg ikke fristet til at være så eventyrlysten, jeg nyder blot at være i det rum, du kan sprede dine ting ud, slappe af, klippe dine tånegle – være dig selv! Ting som man tager for givet derhjemme, er pludselig en udfordring at få gjort. Der er mennesker omkring dig hele tiden, der er ikke plads til noget som helst, og du er nødt til at indrette dig efter forholdene. Det er et privilegie at have lidt privatliv ind i mellem. Vi var i København i går og havde en fridag, jeg havde planlagt en masse, men endte ud med at lave absolut intet og det var fantastisk.

Hvis du ikke skulle spille metal hvilken genre ville du så kaste dig over i stedet?
Well, jeg spiller allerede en anden stilart, jeg spiller lidt ind i mellem med et andet band: The Night Flight Orchestra, vi plejer at sige, at det vi spiller, det er amerikansk melodic rock. Det har ikke meget med metal at gøre, selvom det dog har et par guitarsoloer hist og her. Så jeg spiller ligesom en anden slags genre end metal allerede.

Hvilken musiksmag har du selv? Har du selv nogen favorit bands?
Mange! Det er svært at sige. Det skifter fra dag til dag, fra time til time, der er omkring 150 forskellige bands jeg kan lide, du ved vel hvad jeg mener? Alt lige fra det jeg voksede op med så som Deep Purple, Rainbow, Kiss, Judas Priest, du ved fra alle de der thrash og death metal bands i 80’erne og 90’erne. Men der er også en masse andre, eksempelvis kunne jeg i min ungdom lide Ultravox, og de er stadigvæk blandt mine favoritter. Police, Kate Bush, Stevie Wonder… Der er så mange ting jeg kan lide ved forskellige bands og genrer, der er noget til ethvert humør eller enhver følelse. Mit liv ville nok være nemmere hvis jeg kunne sige, at jeg kun kan lide eksempelvis Cornflakes og Black Sabbath, men sådan fungerer det bare ikke.

Hvilket af jeres albums føler I jer knyttet mest til, og hvorfor?
Uh, det er også et ret svært spørgsmål, hvis jeg kigger tilbage i tiden er det ikke sådan, at jeg kan sige, at det her album er bedre end det her album. Men der er sange fra forskellige albums tror jeg. Men lad mig tage det fra en anden vinkel.

Burning Bridges er selvfølgelig en af mine favoritter, delvis fordi det er et godt album, men det er også det første album, som jeg var med til at lave sammen med bandet, for jeg var jo ikke med på de første to albums. Jeg husker meget klart, hvordan albummet blev til. Det blev optaget, mixet og alting i løbet af 10-12 dage, tror jeg. Det hele gik ekstremt nemt og problemfrit, vi arbejdede hele dagen og tog i byen om aftenen og vendte tilbage til studiet næste morgen og fortsatte, og det hele gik virkelig hurtigt og albummet endte faktisk med at blive ganske godt. I vore dage bruger vi en del mere tid på at gennemgå det hele, fordi vi har computere og anden teknologi. Dengang var det hele jo blot på et kassettebånd, så du kunne ikke rigtig gennemgå detaljer og den slags som man kan i dag.

Wages of Sin, fordi det var vores første album sammen med Angela og vores retning af vores musik skiftede en smule.

Doomsday Machine, fordi det også var en smule nyt, det var som om Japan indtil da havde været vores største marked, men nu bredte vi os også ud til Amerika, og det album gik ikke nær så godt i Japan. Vi tog lidt af et skridt opad dengang, vi fik nyt publikum i Amerika, vi fik en ny label og det var virkelig, så man kunne føle, at nu skete der noget. Det er faktisk ret sjovt at tænke tilbage på, hvilke minder, der er forbundet med de enkelte albums, set fra publikums point-of-view, de vil jo gerne vide, hvornår det var skrevet, optaget og alle de andre ting, mens vi har helt andre ting, vi husker.

Khaos Legions blev mest skrevet mellem de små pusterum, vi havde mellem festival optrædener og koncerter, og det blev gjort næsten uden det store besvær, det formede sig bare stille og roligt helt af sig selv. Du ved, i dag sender man jo bare sine demoer frem og tilbage via internettet. Ja, jeg kan stadig rigtig godt lide det album!

Igen, så var War Eternal virkelig, virkelig unik, idet det var vores første album med Alissa og det var lige efter, at Angela havde forladt os. Så vi var ikke helt sikre på, hvad der ville ske, det var en virkelig uvis fremtid, men en af grundene til at vi ønskede at fortsætte i stedet for bare at sige: ”Okay, vi har haft en god tid, lad det ende her.” Det var skønt at kunne fortsætte, vi havde allerede planlagt noget i retning af det halve af albummet, både som demoer og i lyrik, og det var nogle virkelig gode sange og det ville være lidt synd ikke at give dem en chance for at blive hørt. Så jeg tror, det var en af hovedårsagerne til, at vi valgte at fortsætte, og så finde en anden til at være vores nye vokalist. Med det album holdt vi os også ligesom i live i næsten 3 år og med omkring 300 koncerter, så det var lidt af en stor milepæl i vores karriere.

Jeg kan egentlig godt lide det album, men en af mine største favoritter er nok fra de tidlige albums og navnlig Wages of Sin. Jeg har rated alle vores albums mere eller mindre, for at bygge op til den dom. For mange mennesker er det nok også det album de først kom i kontakt med, ikke ret mange vidste, at der var noget, der kom før det album. Så jeg må nok sige, at det nok var den største milepæl i min karriere.

Du har i et tidligere interview udtalt, at I kommer fra en punkbaggrund, og at I brugte dette som inspiration til Rise of the Tyrant og Khaos Legions på jeres nye album, kommer vi til at høre mere til det?
Well, Michael og jeg gør i hvert fald. Det er nok også grunden til, at vi bliver ved med at lave en del cover numre af punkbands gennem tiden. Rise of the Tyrant og Khaos Legions var ikke direkte inspireret af punk, men de havde bare ligesom mere punkånden i sig mere end reel punkmusik, hvis man kan sige det sådan? Der var faktisk en sang, der var ment til at ende på Khaos Legions men aldrig kom med, fordi vi aldrig helt blev færdige med den. Jeg tror, det var den første gang, at vi kom op med en af de covers, jeg nævnte tidligere, nemlig ”Discharge: Warning”, som vi tog med på B-sides. Senere hen da vi optog War Eternal, ønskede de noget på den der flexidisc-ting, så vi optog to svenske klassikere. Den ene var på svensk, så stakkels Alissa måtte til at lære lidt af sproget.

Jeg kan se på metal-archives.com at der er en EP på vej: Råpunk, hvad kan du fortælle om den?
Den er faktisk kommet ud, den var faktisk en del af vores Deluxe boxset med albummet på vinyl, det er inspireret af Skitslickers, som optog en EP tilbage i 80’erne og de lavede vist kun den éne EP og ingen af numrene varer meget mere end 90 sekunder eller deromkring, alle på nær et af numrene er på svensk, så igen tvang vi Alissa til at synge på svensk, hvilket hun gjorde rigtig godt, rent faktisk. Hun kan faktisk godt lide, at vi gør det, hun er virkelig hurtig til at lære nye sprog og finder det sjovt at lære. Jeg tror faktisk, at du kan købe den nede i merch-boden, jeg tror der er nogle få tilbage.

Den vil jeg da afgjort købe så! Det naturlige næste spørgsmål vil nok være ar spørge, hvad fremtiden vil bringe?
Ja! Well mere af alting!

Mere af alting også på flere sprog for eksempel på dansk, nu hvor Alissa har det så godt med sprog?
Hmm, vi må nok arbejde lidt med det danske. Lad os se, hvad vi kan presse ind mellem vores næste bunke af covers, det ville være fedt at få hende til at synge på dansk. Jeg ved ikke, måske en gammel Gasolin klassiker for eksempel? Det kunne blive ret sjovt, bare for at udfordre hende, måske, hvem ved med en Kim Larsen solo som: ”Køb Bananer”, det kunne blive ret godt! Ja, det kunne være den næste ting! Vi har faktisk tænkt meget over hvad vores fremtidige covers skulle være, og en af mine egne personlige favoritter kommer fra Ungarn og hedder noget i retning af Poppel Gib, det har været på tale siden Khaos Legions, mon vi kunne lave noget på ungarsk? Men nej, nok ikke endnu, men det kunne være sjovt.

Her til sidst har du noget, du har lyst til at sige til jeres fans?
De er nogle dejlige og vidunderlige mennesker og vi håber, at de vil blive ved med at komme og se os igen og igen og….

Tusind tak for at du havde tid til dette interview for heavymetal.dk
Selv tak, dk som i Dead Kennedys? Hav en god koncert. Vi ses dernede til koncerten.

_{Dette interview er også blevet uploadet til heavymetal.dk (men er revideret siden)}