-
Arch Enemy
-
Wintersun
-
Tribulation
-
Jinjer
4
Kunne man ønske sig en bedre start på året 2018 end at tage til et brag af en koncert med så kendte og velspillende bands som disse? Vejret var gråt, trist, blæsende og koldt udenfor denne hverdagseftermiddag i Sverige, men indenfor ventede en gloende hed koncert med fire veloplagte metalbands til at varme selv det koldeste metalhjerte. Der var tæt på stuvende fuldt af mennesker og stemningen var allerede så spændt, som en pickup på en pladespiller inden den går i gang med første rille.
Jinjer
Klokken blev 18.10, og så gik det løs. Det ukrainske metalcoreband Jinjer indledte koncerten, og havde med det samme størstedelen af publikum med. Deres sangerinde, Tatiana Shmailyuk, viste sit utrolige talent i hendes hurtige vekslen mellem clean voice og growl, og den instrumentale del blev også leveret fabelagtigt. Der var en god balance mellem soloer, vokal og interaktion med publikum samt med de enkelte bandmedlemmer.
Normalt ville jeg ikke have forventet, at ret mange mennesker ville bryde sig om at dukke op på denne tid eller på en hverdag midt i ugen som denne. Men i det her tilfælde var der allerede godt fyldt op med mennesker og der var stadig en næsten endeløs strøm, som kom til, mens musikken spillede.
Siden deres debut for bare seks år siden har bandet præsteret at samle sig lidt af en fanskare, lader det til. Det var dog primært numre fra deres seneste album: King of Everything, vi fik at høre, afsluttet med deres mest populære nummer: ”Who Is Gonna Be The One” fra Cloud Factory .
Alt i alt var det et meget underholdende set, som helt sikkert har givet Jinjer masser af nye fans, ikke mindst blandt det publikum, som nød Tatianas tætsiddende påklædning. Det var dog ikke 100% alle i salen, de fik med, derfor får de ikke topkarakter, men de var godt på vej og leverede en virkelig god koncert. Tiden fløj meget hurtigt afsted i deres selskab, noget man sjældent kan sige om andre åbningsbands.
Sætliste:
Captain Clock
Sit Stay Roll Over
I Speak Astronomy
Just another
Pisces
Who’s Gonna Be The One
Tribulation
Scenepausen var forfriskende kort, da det kun tog 15-20 minutter, før bandet gik på. Det var tid til lidt progressiv groove metal med det svenske band Tribulation. Skandinavien er jo hjemstavn for en del af metallens mørkere sider, og dette er Tribulation et glimrende eksempel på. Alle bandmedlemmer var klædt i sorte klæder, havde langt sort hår og havde hvidsminkede ansigter , så der var ingen, der kunne være i tvivl om, hvad der ventede publikum.
Tribulation satte noget af et show op på scenen med en guitarist, feminint klædt som en flagermus, og en bassist klædt som et skelet. De bevægede sig konstant rundt, frem og tilbage og interagerede med publikum, navnlig var guitaristen meget lig den flagermus, han var klædt ud som, meget flagrende og livlig. Det virkede dog, som om både bassist og guitarist var lukket inde og kun bevægede sig rundt i deres egen ende af scenen.
De fik ikke rigtig fanget publikum, og deres meget lange instrumentale passager fik til tider publikum til at blive en smule utålmodige, trods deres dygtighed på instrumenterne. Bandet startede tilbage i 2005 med deres første demo, og fire år senere udkom deres første album. Det lykkedes dem at komme godt rundt i numre fra deres seneste tre albums, så man fik et godt indtryk af deres musik, hvilket jeg vil sige, var rigtig godt for folk, der måske hørte dem for første gang. De har netop udgivet albummet Down Below, som vi gav hele 9 dødningehoveder i vores anmeldelse her på heavymetal.dk, men de fleste i salen var sandsynligvis kommet for at få lidt mere aggressiv death metal, så en del af publikum var lidt utålmodige og brugte mere tid i baren med at købe øl, end med at se på scenen, desuden ødelagde den alt for meget røg fra røgmaskinen en del, så derfor kan jeg desværre ikke give dem højere karakter.
Sætliste:
Lady Death
Melancholia
The Motherhood of God
Susperia de profundis
Nightbound
Strange Gateways
Beckon The Lament
Wintersun
Igen var ventetiden ikke lang, før aftenens tredje line-up kom på scenen: Wintersun. Det finske, symfoniske og meget melodiske death metalband, har været på banen i snart 14 år. Med henholdsvis seks og otte år mellem deres tre udgivelser har de alligevel præsteret at få sig så stor en fanskare, at da de fundraisede i forbindelse med udgivelsen af deres seneste album, Forest Seasons, gik det over al forventning og de fik samlet meget mere ind end nogen kunne have forudset.
Wintersun er frontet af Jari Mäenpää, mens både bassist og guitarist er backing vokaler, hvilket giver et virkelig flot lydbillede. Wintersun gik på scenen til en majestætisk intro og startede med deres 14-minutters sang ”Awaken From The Dark Slumber (Spring)”. Det var tydeligt, at publikum havde ventet på dem, for størstedelen af salen syntes at kunne teksten til nummeret, og stemningen steg flere grader, da Wintersun tonede frem på scenen. Jari var fuld af energi og farede rundt på scenen og interagerede med publikum. Dette var smukt suppleret af bassistens og guitaristens virkelig professionelle riffs og nærmest synkroniserede, propellignende headbanging i blæserens blide briser.
Jari havde et godt tag i publikum hele vejen gennem showet, og til sidste nummer, ”Time”, var det tid til at tænde mobillyset og vifte det over hovedet i takt til musikken, hvilket størstedelen af publikum gjorde med stor entusiasme. Et ret stort irritationsmoment var den allestedsnærværende kameramand samt det fastmonterede, rødblinkende live kamera på scenen. Omtalte kameramand cirkulerede konstant rundt oppe og nede og allevegne og filmede i alle vinkler, måske til en kommende live-DVD af denne tour? Det lykkedes Wintersun at få folk så opstemte, at det ikke varede længe, før sikkerhedsfolkene måtte ud og plukke de første crowdsurfere ned fra publikums hænder. Havde det ikke været for den irriterende kameramand, havde de snildt kunnet få topkarakter for en virkelig professionel og tilstedeværende præstation på scenen.
Sætliste:
Awaken From The Dark Slumber (Spring)
Winter Madness
Sons of Winter and Stars
Loneliness (Winter)
Battle Against Time
Time
Arch Enemy
Præcis på slaget 21.30 slukkedes alt lys i salen, og Motörhead’s ”Ace of Spades” begyndte at spille. Derefter gik Arch Enemy på scenen, ledsaget af introsangen “Set Flame to the Night”. Med “The World Is Yours” – den første single af deres seneste album – frigjorde de deres spektakulære show.
Særligt forsangeren, Alissa, udstrålede en utrættelig energi, mens hun fór rundt på scenen, interagerede med publikum, headbangede med sit karakteristiske, flotte, lange, blå hår, og jonglerede med mikrofonen eller mikrofonstativet, alt imens hun sang og grinede med ægte indlevelse.
Specielt med sange som “The Eagle Flies Alone” og “War Eternal” viste bandet hele deres store, musikalske potentiale, og mængden af crowdsurfere og headbangere steg støt til tonerne. Det var et perfekt koreograferet show, hvor Alissa havde publikum i sin hule hånd hele vejen og det virkede, som om de virkelig havde sat sig for, at publikum skulle forlade stedet med en fuldt tilfredsstillet underholdningstrang.
Hvis man kunne sige, at der var et fundament i det melodiske death metal, så må det da absolut være Arch Enemy, der udgør dette fundament. Bandet har sin oprindelse helt tilbage fra 1996, hvor de to tidligere Carnage medlemmer Michael Amott og Johan Liiva startede det op sammen med tre andre bandmedlemmer og udgav debutalbummet Black Earth. De udgav i 2017 deres tiende album, Will to Power, sammen med deres nye sangerinde Alissa White-Gluz, et album, der til fulde viste, hvor dygtigt hun havde samlet arven fra Angela Gossow op og gjort lyden til sin egen.
Under hele aftenen var der godt gang i merchandise boden og mindst 3/4 af publikum bar tøj med Arch Enemy’s logo, da de forlod salen til outro tonerne af “Fields of Desolation”. Arch Enemy er på ingen måde stoppet med at levere varen trods skift af vokalist eller musikere gennem tiden, tværtimod bliver de ved med at overraske og imponere. Jeg kan næsten ikke vente med at se dem igen på Copenhell 2018, kan I? Jeg gik i hvert fald hjem med en følelse i maven af, at dette vil blive en af de største metaloplevelser jeg får i året 2018, og året er knap begyndt. Dette er ligger også til grund for den karakter jeg har valgt at give dem.
Sætliste:
The World Is Yours
Ravenous
The Race
War Eternal
My Apocalypse
You Will Know My Name
Bloodstained Cross
Dead Eyes See No Future
The Eagle Flies Alone
As the Pages Burn
Intermezzo Liberté
Dead Bury Their Dead
We Will Rise
Avalanche
Snow Bound
Nemesis
Dette review er også blevet uploadet til heavymetal.dk
About the author:
Assignments: Music reviews and photographing / Editorial Tasks
Active since: 11-06-2018
Favorite genres: Melodic Death Metal / Industrial Metal / Symphonic Black Metal
Peter Hesseloe
Peter Hesseloe