Det er en mørk vinteraften, og det blæser udenfor. Men jeg glæder mig bare til at komme ud og se Heilung, og derfor lægger jeg ikke rigtig mærke til hverken vejret eller min forkølelse – og så er der jo kun en 500-meters gåtur til Amager Bio.
Heilung
Hvorfor går man til en Heilung koncert?
Når man går til en Heilung koncert, er det ikke kun for at høre deres unikke melodier, men også for at se deres ceremoni: Amager Bio var den perfekte ramme for en aften mellem vikinge- og moderne tid. Bandet blev grundlagt i 2014, og har medlemmer fra både Norge, Danmark og Tyskland. Et år efter dannelsen udgav bandet deres debutalbum Ofnir og er nu aktuel med albummet Futha.
Ceremonien går i gang
Heilungs show starter med en masse røg, som et af bandmedlemmerne har fordelt på scenen, for at sætte ceremonien i gang. Spændingen i salen vokser, når Maria Franz, Kai Uwe Faust og resten af Heilung kommer langsomt op på scenen, og begynder deres ritualer. Musikken af Heilung er en oplevelse i sig selv: ikke mange bands bruger lyden af knogler blandet med ’throat singing’, til at skabe melodierne til deres tekster, der stammer fra blandt andet originale runestene.
Hypnotiske dansetrin
De næste 90 minutter er fyldt med mystiske klange, hypnotiske dansetrin, krigere, der stamper i gulvet og en masse små ritualer – men også med kontakt mellem band og publikum. Aftenen med Heilung starter med ro, men slutter af med et brag af en fest under deres sidste sang, ”Hamrer Hippyer”, hvor der bliver crowdsurfet, mens der er vild gruppedans på scenen. En perfekt vinteraften med virkelig god lyd og lys i et dejligt spillested, der bidragede til en helt unik og måske også lidt helende oplevelse med Heilung og en masse glade mennesker foran scenen.
Sætliste:
- Opening Ceremony
- In Maidjan
- Alfadhirhaiti
- Krigsgaldr
- Hakkerskaldyr
- Norupo
- Othan
- Traust
- Galgaldr
- Elddansurin
- Hamrer Hippyer
På vej hjem møder jeg masser af glade mennesker der sværmer for Heilung, ligesom jeg selv – og nu ved jeg også, hvorfor bandet hedder Heilung: min forkølelse er faktisk blevet bedre.
Heilung
Fotos er venligst udlånt af: Linda Ferjumaður Dehn
About the author:
Assignments: Concerts/Promotion Photographing
Active since: 22-12-2019
Favorite genres: Folk / Punk / Rock / Metal