-
Silver Dust
-
Rotting Christ
-
Moonspell
3.5
Når man kigger på aftenens tre bandnavne, kan man sagtens finde en vag forbindelse til den søde juletid: sølvstøv, en rådden Kristus og månefortryllelser. Når man så lytter rigtig efter, vil mørket fra musikken trænge dybt ind i ens sjæl, og rytmen få pulsen til at banke i takt med de tonstunge trommer. Nogen vil måske kalde det blasfemi, men når koncerten foregår i Gimle, salen, hvor de overlevende skal mødes ved selveste Ragnarok – kan man jo ikke være andet end forventningsfuld.
Silver Dust
Dette schweiziske band var totalt ukendt for mig indtil denne aften, hvor jeg lige nåede at høre et par af bandets numre på YouTube. De blev dannet for snart seks år siden, og der er en tydelig inspiration i deres udtryk fra blandt andre Tim Burton og steampunk-stilarten krydret med en victoriansk tøjstil. Et opvarmningsband helt ud over det sædvanlige – i mere end ét henseende.
Siden debutalbummet Lost in Time, der udkom samme år som Silver Dust blev dannet, er der røget to yderligere albums ned i bagagen. En bagage, der også indeholder tours som supportband for både Lordi, Battle Beast og ikke mindst aftenens to store navne: Rotting Christ og Moonspell. Til næste år har de annonceret flere festivalkoncerter, og man må da håbe, at CopenHell også inviterer dem.
Jeg synes, det er svært at placere Silver Dust i en egentlig genrebås, når man lytter til deres musik. Stilarten er ekstremt varieret og giver associationer til både System Of A Down, Rammstein, 80’errock og 90’ernes grunge med yderligere afstikkere til andre genrer på kryds og tværs – uden at det på nogen måde ødelægger lydbilledet. Det er svært at udvælge og fremhæve et specifikt nummer fra aftenens sætliste, da showet var så fascinerede, at det besværliggjorde en skelnen mellem de enkelte sange.
Showet kom langt ud over scenekanten, ja – faktisk helt ned blandt publikum, hvor vi alle fik besked på at sætte os ned, mens forsangeren, der kalder sig Lord Campbell, spankulerede rundt mellem os med sin stok og sang. Da han bevægede sig tilbage til scenen, var det med kommandoen ’HOP’, og hele salen adlød prompte, hvilket fik Gimle til at ryste i takt til den også hoppende bassists, tunge, melodiske riffs. Så når en scene bliver for crowded af gear fra tre bands, må man jo bare bruge resten af rummet.
Som tidligere nævnt, smuglyttede jeg til bandets musik inden koncerten. Jeg var ikke synderlig imponeret, så da jeg oplevede dem live for første gang om aftenen, fik jeg noget af en positiv overraskelse. Bandet er lige så teknisk dygtige som antallet af værktøjer i en schweizerkniv, og deres udtryk mindst lige så skarpt som knivsbladene. Jeg er 100 % sikker på, at vi ikke kunne have fået et bedre opvarmningsband på denne triste, vinterkolde aften. Magen til teatralsk show har jeg aldrig nogensinde oplevet på en metalscene.
Sætliste:
- Libera Me
- The Unknown Soldier
- Shame on You
- The Age of Decadence
- Forever
- Duo Guitar / Organ
- La La La La
- The Calling
- Judgement Day
- Ave Satani
Rotten Christ
Når bandet er 35 år gammelt, har udgivet ikke mindre end 13 fuldlængde-albums og samtidig bliver kaldt faderen til Sydeuropas black metal-scene, er det ikke afgørende at have et lige så teatralsk sceneshow som opvarmningen. Men når det er sagt, skal man bestemt ikke tro, det er et energiforladt og træt, gammelt band vi har at gøre med her – tværtimod!
Kiggede jeg rundt på det fremmødte publikum, var det da også tydeligt, at mange primært var kommet for at høre Rotting Christ og ikke hovednavnet Moonspell – alene at dømme ud fra deres påklædning, der bar præg af at være købt i Rotting Christ-merchandiseboden. Salen var stuvende fyldt under hele koncerten; selv balkonen så ud til at den ikke kunne rumme mange flere. Rotting Christs sorte univers er nemt at holde af: en professionel, teknisk dygtighed som musikere, velkomponerede og varierende numre og ikke mindst den store og energiske spilleglæde, der fylder hele salen på ingen tid.
Én ting jeg virkelig bed mærke i denne aften, var desuden, at både lys og lyd nærmest var guddommeligt; det understøttede direkte lyrikken og stemningen i, hvad end der nu blev sunget eller spillet på scenen. Der blev fundet numre frem fra det meste af deres diskografi, og selvom nogle numre var nyere end andre, lod det til, at det veloplagte publikum kunne teksterne til perfektion på samtlige numre – ja selv dem på græsk. Jeg kunne personligt godt savne flere af de gamle, tunge, nærmest messende og virkelig dystre numre fra bagkataloget, men dem må vi have til gode.
Alene dét, at de valgte nærmest at give os en guidet tur gennem deres repertoire fra midt-firserne og frem til i dag, gjorde, at selv nye lyttere lærte dem at kende. Man kunne tydeligt se, hvilken rivende og spirituel udvikling bandet har været igennem siden sin dannelse. Rotting Christ er kendt for sin kritiske tilgang til kristendommen, hvilket både sangtitler og lyrik bærer et tydeligt præg af. Jeg tror mange er enige med mig, når jeg siger, at Rotting Christ kom, messede, og besatte os alle denne aften!
Sætliste:
- 666
- dub-sag-ta-ke
- Fire, God and Fear
- Kata Ton Daimona Eaytoy
- Apage Satana
- Dies Irae
- The Forest Of N’Gai
- Societas Satanas (Thou Art Lord cover)
- King of a Stellar War
- In Yumen-Xibalba
- Grandis Spiritus Diavolos
- Non Serviam
Moonspell
Til de dystre toner fra ”Em Nome Do Medo”, vandrer forsangeren Fernando Ribeiro ind på scenen med en lanterne højt hævet: han søger efter lig mellem ruinerne fra den ødelagte katedral i Lissabon efter tragedien i 1755, hvor byen blev raseret af både jordskælv, tsunami og en storbrand. Moonspell startede deres snart 27-årige karriere med at spille Black metal, men med tiden udviklede de sig mere i retning af blackened Gothic metal i deres helt egen stil. Efter min mening udgør hele konceptet bag Moonspells lyd, lyrik og udtryk selve essensen af god metal – noget dystert, følelsesladet og varierende i tempi og stemning.
Til forskel fra andre koncerter jeg har været til med Moonspell, var der gjort meget mere ud af sceneudsmykning og udklædning denne aften. Man var slet ikke i tvivl om, at den røde tråd i aftenens sætliste var det mørke og melankolske omkring føromtalte tragedie, fuldendt af gyserhistorier om vampyrer og varulve hist og her. Desværre var der så meget udsmykning på scenen, at den stakkels keyboardspiller Pedro Paixão var gemt væk i en mørk krog og svær at se bagved de høje orgelpiber sat foran ham.
Selvom Rotting Christ og Moonspell er nogenlunde jævnaldrende, virkede det som om, Ribeiro så småt mistede pusten i løbet af koncerten. Da vi kom lidt over to-tredjedele gennem sætlisten og havde hørt klassikerne ”Mephisto” samt mit eget yndlingsnummer ”Vampiria”, var hans vokal en smule tam i forhold til tidligere optrædener, jeg har oplevet af de samme to numre. Om det var åget fra Rotting Christs mængde af fans der tyngede dem, eller blot trætheden efter at have spillet en fed koncert i Kolding dagen forinden, vil jeg lade stå hen i det uvisse.
Det virkede desværre til, at salen ikke var nær så fyldt som under forrige band, og lyden var heller ikke helt som den skulle være; til tider var vokalen i hvert fald svær at høre, hvilket er en skam, når man har en så unik og speciel stemme som Fernandos. Havde bandrækkefølgen været en anden, havde publikumsmængden i salen måske ikke været nær så formindsket, men samtidig skal det dog tilføjes, at de, der så blev tilbage, havde en fest og virkelig nød koncerten. Det vil man også kunne se på billederne fra aftenen; det var sjældent, at ikke mindst én fra publikum dansede, kastede horntegn eller headbangede til de symfoniske men dog tonstunge melodier, scenen bød på.
Sætliste:
- Em Nome Do Medo
- 1755
- In Tremor Dei
- Opium
- Awake!
- Night Eternal
- Abysmo
- Breathe (Until We Are No More)
- Everything Invaded
- Evento
- Mephisto
- Vampiria
- Alma Mater
- Todos Os Santos (encore)
- Fullmoon Moon Madness (encore)
Udover at Gimle i nordisk mytologi anses som den smukkeste bygning i Asgård, fyldes den dagligt af de stolte krigere hentet dertil af smukke valkyrier, som vi også fyldte salen i aften. Som aser, jætter og mennesker stod de tre bands på scenen hver især med deres eget budskab; vi lod os alle sammen rive med af stemningen, og tog den med os hjem i vores dunkende metalhjerter.
Silver Dust
Yderligere fotos taget i samarbejde med: Mark Skovbo Olsen, Vildmark Studio
Rotting Christ
Yderligere fotos taget i samarbejde med: Mark Skovbo Olsen, Vildmark Studio
Moonspell
Yderligere fotos taget i samarbejde med: Mark Skovbo Olsen, Vildmark Studio
About the author:
Assignments: Music reviews and photographing / Editorial Tasks
Active since: 11-06-2018
Favorite genres: Melodic Death Metal / Industrial Metal / Symphonic Black Metal
Nightwish
Linda Ferjumaður Dehn