-
Haeredium – Ascension
2
Hvordan har du det med fransk?
Når det handler om mad, så bliver det ikke finere end fransk. Når det kommer til sprog, så bliver det ikke meget mere forvirrende end fransk. Når det drejer sig om noget så usædvanligt som fransk metal, hvor ligger det så i kvalitetsspektret? Er det imponerende arbejde, eller er det lige så rodet som fransk grammatik? Det vidste jeg ikke før, men hvis Haeredium skal være en god repræsentant for denne genre, så har jeg svaret nu.
En ny oplevelse
Ascension fra 2019 er Haerediums andet album. Bandet har eksisteret siden 2010, og deres første udgivelse udkom i 2014. De har valgt kun at bruge deres fornavne, så bandet består af Séb, Alexia, Rémi, Quentin og Nico. Det var med nysgerrighed og en smule undren, at jeg gik i gang, for hvad får man egentlig, når man blander fransk folk og metal? Man får tilsyneladende rigtig meget andet end folk metal, og det gør det til en speciel oplevelse.
Hvordan finder man hoved og hale i det her?
Det er ikke et direkte dårligt album, det virker bare ret rodet og ikke særlig godt produceret. Normalt ville jeg råde bands til at turde eksperimentere noget mere. Her vil jeg først og fremmest råde dem til at finde en fastere rød tråd. Det er ikke en gennemgående historie, de vil fortælle, og der bliver hentet genretræk fra mange forskellige steder.
Nogle gange er det overflødigt og kunne sagtens undværes – andre gange bidrager det til den rodede fornemmelse. Det er især tydeligt tre steder:
”Euforio” er albummets eneste instrumental-nummer i fuld længde. Stilmæssigt passer det for det meste, og det er af god kvalitet, men et par steder greb jeg mig selv i at tænke: ”Er I ved at slå over i jazz nu?!”. Uanset hvor god jazz end er, så hører det ikke til her. Sangene på de andre numre er ikke dybe eller tunge nok til at bære et nummer uden vokal, og derfor virker det som om, de har haft problemer med tekstskrivningen.
Med lidt over otte minutter er ”From Silence” albummets næstlængste track. Det er fængende som en god popsang, og man får næsten lyst til at synge med. Men fire og et halvt minut inde i sangen venter der en overraskelse, melodien glider uventet over i smukt rent klaverspil, Alexia er en god pianist, og det fortjener at skam at blive hørt, men det må kunne indkopieres på bedre måder.
”Joyride” stikker så meget ud, at det virkede helt malplaceret, selvom at det er et af de bedste numre på pladen. Ligesom ”Euforio” har den et strejf af jazz, som ville være fantastisk, hvis ikke det her skulle være folk metal. Haeredium har faktisk gjort mig lidt nysgerrig omkring, hvordan jazz metal kunne lyde, for det virker tydeligvis for dem på denne udgivelse.
Besynderligt sprogvalg
Jeg har svært ved at forstå bandets sprogvalg på albummet. To af numrene synges på fransk og resten på engelsk. Det kan man jo næsten forvente af et fransk band, som jo er stolte af deres sprog. ”Alpha Ursae Minoris” er musikalsk af god kvalitet, bortset fra, at sprogvalget og dermed stilskiftet muligvis taber lytteren i farten.
Man kan vælge at gøre som Teräsbetoni, der kun spiller på finsk, men det er sjældent en god idé at skifte frem og tilbage mellem sprog. Det skete også på deres første udgivelse, men det bør der være styr på, inden de udgiver et tredje. Måske skulle de som minimum lave en engelsk og en fransk del, der så passende kunne være delt af den næste ”Euforio”, eller gøre som Sabaton og lave to skiver, hver på sit eget sprog!
Der skal også være plads til ros
Det rent instrumentale nummer, der er albummets indledning, lægger en god stemning, og der er en flot overgang mellem den og ”Breath”, hvor guitaren flere steder bærer tydeligt præg af heavy metal. ”Fall” har virkelig rødderne plantet solidt i genren, som de gerne vil spille. Hvis fokus kunne holdes der, kunne det blive et rigtig godt folk metal album.
Haeredium består af dygtige musikere, men de tør ikke for alvor kaste sig ud i den genre, som de ønsker at tilhøre. Resultatet ender med at være lidt kedeligt. Der er ellers masser af potentiale, og jeg glæder mig til at høre, hvordan de udvikler sig fremover.
Hvor skal man finde dem?
Haeredium er ikke et band, der gør meget ud af at være på de sociale medier, hverken på Facebook eller Youtube. De har heller ikke egen hjemmeside. Om det er fordi de ønsker at være lidt mere eksklusive når de er ude og optræde, eller om det har helt andre bevæggrunde, det er mig uvist, men hvis man gerne vil høre noget mere af deres musik, så bliver man nødt til at lede grundigt efter det. Derfor var der heller ikke de store muligheder, da jeg skulle vælge en video at vedlægge. Det endte med at blive ”Elixir” fra debutalbummet Aurora. Jeg håber at de finder ud af at kunne fokusere bedre i fremtiden, i så fald har de potentiale til at kunne levere noget anderledes og i ørehængende.
Den allersidste linje er:”What makes a life worth living for”. Det er et af livets store spørgsmål, og vi kan bruge årevis på at finde ud af det. Måske er meningen med livet for det her band at finde ud af hvilket sprog de vil synge på, eller hvilken stilart de reelt ønsker at spille. I sidste ende må jeg konstatere at Ascension er lige så rodet som fransk grammatik, og at maden måske er mere spændende at sætte tænderne i.
Trackliste:
- Wandering
- Breathe
- Images I recall
- Merchant Of Lies
- Fall
- Euforio
- From Silence
- Winds Will Turn
- Alpha Ursae Minoris
- Joyride
- Soif d’Affronts et de Victoires
- Storyteller
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases
Active since: 07-02-2020
Favorite genres: Power Metal / Heavy Metal / Symphonic Metal
Skin Tuxedo
Peter Hesseloe