Ørevækkende debut fra esbjergensisk crossover-band.
Efter at have udgivet to EP’er i henholdsvis 2013 og 2015, så var Skin Tuxedo endelig klar til at berige den danske musikscene med deres første fulde album i marts 2019. Det har resulteret i en udgivelse, som vi rent musisk ikke ser så mange af på den danske scene, og som helt sikkert burde trække mange øjne mod bandet.
Memories of the 90’s…
Uden at nævne nogle specifikke bands, så er det meget svært for mig at komme udenom, at jeg nærmest fra første tone på Cycle bliver kastet tilbage til en meget specifik tid i alternativ musik. Her snakker jeg især om det alternative rock/metal, som særligt kom fra USA i slut 90’erne og start 00’erne. Det skal dog ikke få mig til at afskrive Skin Tuxedos originalitet på nogen måde, for det lykkes dem faktisk at udføre denne specifikke lyd på et niveau, som man absolut ikke ville forvente fra en debutudgivelse. Samtidigt har gruppen også stor succes med at krydse elementer fra både Stoner rock, post-grunge og endda en smule heavy metal over det meste af albummet. Denne krydsning af genrer er udført meget delikat og naturligt,og derfor formår Skin Tuxedo at holde deres inspirationskilder let genkendelige samtidig med, at de skaber en lyd som er lidt deres egen. Dette vil helt sikkert give fans af de førnævnte perioder og genrer noget at gribe fast i. Samtidig bliver andre lyttere på ingen måde fremmedgjort, da bandet gør et godt stykke arbejde med ikke at låse sig selv fast i én bestemt lyd eller genre.
Flot helhedsbillede med glimt af noget rigtig stort
Cycle er i sig selv et rigtig stærkt album, især når vi tager i betragtning, at det er bandets første album. Der er dog uden tvivl nogle numre, som bare ender med at stige væsentlig højere end resten. Under min første gennemlytning af albummet, så fik det første nummer, som også er titelnummeret, mig ikke umiddelbart til at bide mærke i noget specielt. Faktisk sad jeg og tænkte, at vokalen var lidt før høj i mikset set i forhold til instrumenterne. Samtidigt følte jeg egentlig ikke, at Ivan Stengers stemme var iørefaldende nok til, at det gav mening at have så meget fokus på den. Men efter at have hørt albummet igennem flere gange, så begyndte jeg at sætte mere pris på intronummeret, da det gør et godt stykke arbejde i måden, hvorpå det langsomt bygger den perfekte stemning for albummet op. Det efterfølgende nummer ”Make Amends” sætter nemlig intensiteten på instrumenterne lidt op, og vokalen kommer mere på linje med musikken, lidt ligesom et puslespil der for alvor begynder at falde på plads. ”Sleep Paralysis” er uden tvivl albummets absolutte stjerneskud, da det har alle de kvaliteter, som en albumsingle skal have. En passionsfyldt vokal, som sætter min tvivl om Ivans evner til skamme, kombineret med sjælfyldt og samtidigt intense instrumentale passager og melodier. Jeg kan med lethed forestille mig den sang spille i radioen flere år efter albummets udgivelse.
Det eneste negative jeg kan sige om den sang er, at den kommer så tidligt på albummet, at det er svært for de efterfølgende numre at leve op til den standard som den sætter. Når det så er sagt, så er ”Losing It” og ”Keep Coming Back” to andre highlights, som ville være en skam at gå glip af, hvis man beslutter sig for at tjekke albummet ud.
Et band der skal holdes øje med
Der er ikke så mange deciderede negative elementer som jeg kan hive frem fra dette album. Det ville også være lidt uretfærdigt, da Skin Tuxedo allerede har leveret et debutalbum, som rammer langt over gennemsnittet for et bands første udgivelse. Hvis jeg skal sætte ord på nogle forhåbninger jeg måske har om fremtidigt output fra bandet, så vil det være interessant at høre dem udforske deres genrekrydsninger endnu dybere. Der er et par instanser af growl-vokal på dette album, som nogen måske vil finde en smule akavet placeret, specielt hvis man ikke forventer dem Personligt synes jeg dog, at det er en sjov variation, og kunne være spændende med en sang eller to, hvor den mere grove vokal kunne være fokuspunkt.
En anden ting er selve produktionen af albummet. Der er egentlig ikke noget ved det, der stikker ud som værende forfærdeligt eller lignende, men det er et meget ’standard’ miks, som vi har med at gøre. I fremtiden ville det være ønskværdigt at høre noget mere variation på den front.
Men når det så er sagt, så vil jeg afslutningsvist anbefale alle som læser denne anmeldelse at give Skin Tuxedo en chance. De har leveret et album, som indeholder noget næsten alle fans af alternativ rock og metal vil kunne elske, samtidigt har de en passion og kreativitet, som både genren og den danske scene generelt kunne bruge rigtig, rigtig meget mere af.
Trackliste:
- Cycle
- Make Amends
- Sleep Paralysis
- Signs of Paranoia
- Losing It
- Limited Light
- Keep Coming Back
- The Key
- Hologram
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews / Editorial Tasks
Active since: 09-09-2019
Favorite genres: Punk / Hardcore / Metal in all shapes and sizes