Når der er store fadøl til 25 kr. og gratis entré på High Voltage, så skal der tydeligvis mere end Melodi Grand Prix og en smule Coronavirus til, for at folk bliver hjemme. Med over hundrede tilstedeværende lå presset på bandene til at gøre publikums aften komplet, og det gjorde de så sandelig med manér.
Odd Palace
En time efter dørene blev åbnet, og folk var blevet tanket op med fadøl til overkommelige priser, satte Odd Palace festen i gang. De er ikke et band, jeg selv er særlig bekendt med, men jeg havde dog kun hørt positive ting om deres evner på en scene. At sige, de leverede over mine forventninger, ville være en underdrivelse.
Odd Palace spiller en relativt ofte hørt form for melodisk rock, men med progressive elementer blandet ind og en afgørende party-edge i deres optræden, som virkelig gør det svært ikke at blive revet med. Forsangeren Gert Børsting er en meget karismatisk mand på scenen, og havde ikke de store problemer med at få publikum op på fødderne.
Selvom en væsentlig del af publikummet virkede til at være bekendt med bandet, enten som fans eller som venner, så var der ikke følelsen af at blive holdt udenfor som en ikke-kender. Især bassisten Patrick Wolffgang var rigtig god til lige at tage et smut ud blandt publikum og svinge lidt med sin bas, for at sørge for, at alle var vågne og med på beatet. Det var meget energisk og yderst underholdende for at sige det mildt!
Desværre var lyden på High Voltage ikke helt så fantastisk for Odd Palaces stil. I starten virkede hele lydsammensætningen lidt for upudset til, at man kunne få en ordentlig fornemmelse af Børstings stemme sammen med resten af bandets instrumenter. Halvvejs gennem deres sæt virkede dette problem dog lidt til at forsvinde. Om det var fordi, det pludseligt blev bedre, eller om det bare var mine ører, som vænnede sig til det, er jeg ikke sikker på. Det endte dog heldigvis ikke med at være noget, som distraherede fra det ellers utroligt underholdende show, som Odd Palace fyrede af.
Rent musikalsk er der måske mange i rock- og metalmiljøet, der vil rynke lidt på næsen over den lidt poppede indflydelse i Odd Palaces lyd. Men uanset om man elsker det eller er lidt skeptisk over det, man får præsenteret på deres albums, er der absolut ingen undskyldning for ikke at få oplevet dem på en scene. Her virker kvaliteten til at være sådan, så alle og enhver kan få en på opleveren.
Sætliste:
- Breathe
- Echoes
- Gone
- Liars’ Attire
- Insomnia
- Chemical Solution
- The Unknown
- Don’t Miss This
Lifesick
Efter en kort pause var det Lifesicks tur til at gå på scenen. Det blev hurtigt tydeligt, at energien var i en lidt anden boldgade. Et brøl fra forsangeren Simon Shoshan satte gang i musikken, der var betydeligt hårdere, tungere og decideret ondere end foregående Odd Palace. Det varede ikke længe, før publikum dannede en tom halvcirkel foran scenen, for at gøre plads til de mest entusiastiske fans og moshere. Der gik ikke lang tid ad gangen, hvor bandet havde scenen for sig selv. Om det var fans, der var så heldige at blive hevet op på scenen, eller bare nogle fra publikum, der ikke kunne holde sig fra at hoppe op efter mikrofonen, når omkvædet bogstaveligt talt skreg om at blive sunget med på, så var der oftest mindst én person på scenen, der ikke er at finde på bandets medlemsliste.
Ind imellem brutaliteten var der gentagne forsøg fra bandet på at få publikum lidt tættere på scenen. Det virkede til, at de mere kasuelle lyttere og måske de, som var kommet for Odd Palaces skyld, var intimideret af den intensitet, der fandt sted allerforrest. Det var dog for mig ikke noget, der ødelagde oplevelsen. Selv som observatør tilføjede den utæmmelige energi foran scenen en smuk animalistisk brutalitet, som man bare kun oplever til liveshows. Især mindeværdigt var det, da den nok mest inkarnerede fan i publikummet på et tidspunkt overtog frontmandsrollen, alt imens Shoshan gav sig til at kaste med hele kroppen foran scenen sammen med fansene.
Den relativt lille størrelse på både publikummet og spillestedet gjorde nok, at showet aldrig rigtigt nåede det kogepunkt, som jeg kunne forestille mig, Lifesick er vant til. Til gengæld fungerede den mindre storslåede lydopsætning og knap så definerede mix meget godt her. Guitarerne, bassen og trommerne gjorde et imponerende stykke arbejde med at opbygge en væg af lyd fra en ret lille scene, og det passede bare godt til bandet. De gjorde rigtig meget med meget lidt.
Det samme kan siges om sættet som helhed. Den nok største skuffelse ved Lifesicks sæt, var længden. Der gik ikke meget mere end 20 minutter fra de indtog scenen, til de meget pludseligt var færdige. Da jeg ikke kender bandet, kom jeg lidt i tvivl om, hvorvidt de faktisk stoppede før tid, eller om deres sange bare er så korte. Men med den genre, Lifesick begår sig i, er sangenes længde ikke altid så vigtig. Jeg håber, at når Lifesick er aktuelle på Copenhell til sommer, så vil deres sæt være væsentligt længere – for den energi, de udviste denne aften, er noget, jeg meget gerne ville omgås i mere end tyve minutter.
Sætliste:
- Lifesick 2.0
- Buying Time
- Torment of Life
- Cage of Fear
- Lifesick
- In Love with Hate
- Mindplague
Efter godt to en halv time, havde jeg fået mig en lille håndfuld fadøl, et par super fede koncertoplevelser og forhåbentligt minimal udsættelse for Coronasmitte. Jeg er ret sikker på, at valget om High Voltage frem for Melodi Grand Prix var det rigtige for mig og mange andre, på denne kolde aften i København.
Fotos venligst udlånt af: Linda Fährmann
Odd Palace
Lifesick
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews / Editorial Tasks
Active since: 09-09-2019
Favorite genres: Punk / Hardcore / Metal in all shapes and sizes