Etableret band udgiver kort appetitvækker
Embryo er et italiensk, melodisk dødsmetalband, der blev etableret helt tilbage i starten af årtusindskiftet: de har siden deres start udgivet tre demoer og fire albums. Misguided Legacy er bandets første EP, og er i sin sammensætning en lidt speciel én af slagsen. Den opnår dog alligevel at være en god, lille teaser for bandets fremtidige musik til eksisterende fans, samtidig med at være en øjenåbner for potentielle nye lyttere.
En blanding af nyt og gammelt der er let at sluge
Det første track på Misguided Legacy er titelnummeret. Det er også det eneste nye nummer fra Embryo, der er at finde her; de resterende tracks består af nogle fanfavoritter fra deres to forrige albums. Det er dog ikke nogen allerede optagede tracks, bandet bare har valgt at smide på for fyld: de tre ældste numre er faktisk liveoptagelser fra et af bandets tidligere turnéer. Umiddelbart er liveoptrædener noget, der er reserveret til etablerede fans med et kendskab til bandet og de pågældende numre. Jeg må dog alligevel give ros til produceren af dette album, Simone Mularoni, og til vedkommende, der stod for selve liveoptagelserne: kvaliteten af dem er faktisk bedre end både mange demoer, og også EP’er, der kommer fra lignende bands. Derfor vil man som ny lytter sagtens kunne sætte pris på den musikalitet, bandet fremviser på Misguided Legacy.
Kompetent melodic death uden sidespring
Vokalen fra Roberto Pasolini er en meget typisk, men samtidig meget tilfredsstillende, en af slagsen. Bandet har det med at snige elementer af metalcore og mere moderne Metal ind i deres musik: det gælder også Robertos growl, der har den dybe death-tone, man forventer, men som også er relativt letforståelig. Det gør det lidt nemmere for ham at kommunikere de mere vredesfyldte, emotionelle elementer igennem i sin sang, hvilket er godt – for selve lyden kunne måske godt blive lidt ensformig i længden. Der er dog også variation i vokalen på enkelte tidspunkter, hvor der kommer skrig og skrål med en væsentlig højere tone. Dette kunne jeg dog, som nytilkommen Embryo-lytter, godt ønske at høre lidt mere af.
Udover vokalen, så er musikken også meget forventelig. Guitarrytmen går igennem mange temposkift, ofte på kort tid, og det er tydeligt, at guitaristen Eugino Sambasile er meget erfaren. Det samme kan siges om trommerne fra Enea Passarella.
Jeg er dog mest positivt overrasket over keyboardspillet fra Simone Solla, der ikke bare bidrager til en mere atmosfærisk lyd, men også står for hovedparten af den melodiske lyd, Embryo spiller. Den atmosfæriske lyd ville man dog ikke umiddelbart forvente fra denne slags lige-på-og-hårde dødsmetal.
Mere værdi for nytilkommende end for fans
Hvis jeg virkelig skulle kunne anbefale denne EP, skulle der være lidt mere nyt materiale at finde. De fire tracks er en rigtig god introduktion for nye lyttere – men tre livenumre er ikke rigtigt nok til at give en sand koncertoplevelse for de allerede etablerede fans; de ville måske hellere se et komplet livealbum med det nye nummer sat på som en lille bonus. Derimod vil nye lyttere måske ved en fejl tro, at tilstedeværelsen af de tre livenumre betyder, at det er en oplevelse mest beregnet til fans af bandet.
Misguided Legacy-albummet er en lidt sjov sammensætning af en kommerciel udgivelse at være. Jeg håber dog, at min anmeldelse kan lokke et par fans af melodisk død, og måske også metalcore, til at tjekke EP’en ud. For det er faktisk en rigtig udmærket intro til bandets musik, selvom jeg måske gerne ville se en mere målrettet sammensætning fra Embryo på fremtidige udgivelser.
Trackliste:
- Misguided Legacy
- An Awkward Attempt (Live)
- The Horror Carved (Live)
- Vanguard for the Blind (Live)
About the author:
Assignments: Reviews of concerts and releases / Band interviews / Editorial Tasks
Active since: 09-09-2019
Favorite genres: Punk / Hardcore / Metal in all shapes and sizes