Findes der nogen bedre måde at afslutte året på, end med to dages koncerter indenfor netop de genrer, som man selv holder allermest af? Nej, vel? I aften står den på tre bands med vidt forskellige genrer og herkomst, men alligevel har de én ting til fælles: stor spilleglæde og popularitet. Det første band kender jeg ikke, det andet har stået på min bucketlist i lang tid og det tredje har endnu aldrig skuffet mig, så i aften kan kun blive unik og mindeværdig.
Infected Rain
Det er kun et årti siden, at bandet blev dannet, men alligevel er det lykkedes for dem at få smidt ikke mindre end fire albums på gaden. Indtil i aften har de været totalt ukendte for mig, og derfor havde jeg heller ikke de store forventninger, til deres optræden denne aften. Men jeg skal ikke lede længe på nettet for at se, at på trods af, at Infected Rain kommer fra et land som Moldova, der ikke ligefrem er kendt for metalmusik, så har de formået at samle sig en forholdsvis stor fanskare på tværs af Europa.
Hvis jeg skal finde et band at sammenligne Infected Rain med, bliver det nok Jinjer: stil og vokal minder i hvert fald en smule om dem – og så alligevel ikke helt, for Infected Rains sound er helt deres egen. Alt afhængig af, hvor man læser om dem henne, så får de flere forskellige genrelabels påstemplet: extreme metal, nu-metal, nu-metalcore, for bare at nævne nogen af dem. Jeg synes dog, det er svært at klassificere dem i en egentlig bås; deres musik indeholder elementer indenfor alt lige fra jazz til hip-hop-lignende vokal og endda en smule elektronica. Dette bemærkede jeg især på det syvende track på sætlisten, ”The Earth Mantra”, som jeg personligt bedst kunne lide på hele sættet.
Energien på scenen, især fra guitaristen “Vidick” og forsangeren “Lena Scissorhands”, kunne gøre selv den mest hypede ADHD’er helt forpustet. Lenas vokal trænger til lidt mere gennemslagskraft, men hvad hun mangler i stemme, har hun i tusindfold både i forhold til spilleglæde og evne til at skifte mellem skønsang og rå growlen. Spilleglæden rakte vidt ud over scenekanten og smittede af på publikum.
Den lidt specielle blanding af musikgenrer, suppleret med Scissorhands’ onde growl, tror jeg på sigt, kan grundlægge en ny østeuropæisk stilart – ligesom vi kender med for eksempel Göteborg-dødsmetallen. Det eneste jeg føler, der mangler, for at dette kan blive en realitet, er en smule finpudsning og større variation – men så er jeg heller ikke i tvivl om, at de kan drive det vidt, og at vi vil høre meget mere fra dette band i fremtiden.
Sætliste:
- Intro
- Mold
- Passerby
- Orphan Soul
- Lure
- Black Gold
- The Earth Mantra
- Sweet, Sweet Lies
Lacuna Coil
Bandets rødder går helt tilbage til 1994 – dengang havde de dog lidt svært ved at finde sig et passende bandnavn: de nåede både at hedde Sleep of Right og Ethereal, før de tre år efter deres dannelse, endelig fandt sig til rette med det nuværende navn Lacuna Coil, der betyder tom spiral. Navneskiftet kom samtidig med, at de skrev kontrakt med Century Media Records, som de har været hos lige siden.
Det er første gang jeg oplever bandet live, men jeg har hørt det meste af deres diskografi gennem deres karriere. Aftenens sætliste bestod primært af numre fra albummet Black Anima, hvilket man måske kunne have regnet ud, ved at kigge på bandets udseende: alle var iklædt sort fra top til tå, med hvide aftegninger og masser af sminke i ansigtet. Resten af sætlisten gav os en rundtur gennem deres, efterhånden lange, karriere – der var både noget nyt og noget gammelt. Det, jeg savnede allermest på sætlisten, var deres dystre og virkelig ørehængende julesang, ”Naughty Christmas”, fra 2016 – i anledning af julen, men nej, der skuffede de desværre.
Hvor Infected Rain havde en overflod af energi, virkede Lacuna Coil til at have det modsatte. De var meget stationære på scenen, og vi var flere, der fandt koncerten en smule for tam og indstuderet; det virkede mest af alt, som om bandet var lidt for trætte efter en tour på hele 42 forskellige lokationer. Men ser man bort fra dette, så var de teknisk dygtige og kunne deres kram til bravur.
Siden deres album Delirium blev udgivet i 2016, er der kommet en ny mand bag trommerne: Richard Meiz, der tidligere har spillet i Genus Ordinus Dei. Efter min mening har han noget mere gennemslagskraft end sin forgænger, Ryan Folden. Da koncerten startede, var han både den første på scenen, og den første til at have en smule interaktion med publikum – hvilket også vil kunne ses af fotogalleriet nedenfor. Det anmelderroste Black Anima er til dato det tungeste og bedste album, som bandet har kunnet præstere siden Comalies, og derfor er jeg slet ikke i tvivl om, at min næste koncert med dem bliver meget bedre og mindre energiforladt, end denne var.
Sætliste:
- Intro (Backing track)
- Blood, Tears, Dust
- Our Truth
- Reckless
- Layers of Time
- Enjoy the Silence (Depeche Mode cover)
- The House of Shame
- Sword of Anger
- Heaven’s a Lie
- Veneficium
- Nothing Stands in Our Way
Eluveitie
Aftenens hovednavn har næsten to årtier og ikke mindre end otte albums med sig i bagagen. De gæve gallere har valgt et navn, som kun de færreste kan udtale korrekt – derfor får i her en hjælpende hånd: det udtales El-vay-tee, idet man ikke udtaler u’et på gallisk. Bandet er kendt for sin blanding af keltisk folkemusik og melodisk dødsmetal fremført på et væld af historiske instrumenter: violin, drejelire, sækkepibe, mandola, harpe og andre forskellige typer, kombineret med de mere traditionelle som guitar, bas og trommer.
Det er næsten blevet en tradition, at Eluveitie gæster Danmark hver andet år – i hvert fald besøgte de Pumpehuset både i 2015 og 2017. Hver gang har koncerterne været anmelderroste, og i aften var ingen undtagelse. Koncerten indledtes af de dybe toner fra en lur, mens maskerede bandmedlemmer iklædt hvide, flagrende gevandter, trådte ind badet i et skarpt lys. Kort efter kastede de sig ud i åbningsnummeret, med samme navn som deres seneste album, Ategnatos.
Desværre var der knas med lyden i en sådan grad, at den mandlige vokal Chrigel blev overdøvet af publikum af og til. Ser man bort fra dette, så synes jeg dog, at Eluveitie præsterede langt bedre i aften, end da jeg så dem for bare to år siden. Den mere end halvanden time lange koncert blev krydret med et bredt repertoire af melodier fra hele deres eksistens – dog med hovedvægt på tracks fra deres seneste album.
Under hele showet var der god cirkulation af musikere foran publikum, så alle de optrædende fik lov at komme frem og vise deres færdigheder på de mange finurlige instrumenter. Sætlisten havde vanen tro det højtelskede track, ”Call of the Mountains”, med, og efter en kort publikumsafstemning fik vi det på bandets modersmål. Det gjorde, at Fabienne Erni virkede til at lægge endnu mere følelse og hjerte i fremførelsen.
At Danmark elsker folkemetal, kan der ikke være nogen tvivl om. Da jeg kiggede mig omkring blandt tilskuerne, genkendte jeg i hvert fald mere end tyve personer, jeg også havde set til gårsdagens koncert på Gimle med tre andre populære metalbands i samme genre. Hatten af for, at folk har energi og lever nok, til at kunne udholde to dages koncerter på trods af eventuelle tømmermænd og ømme nakkemuskler.
Forståeligt nok, var der ved aftenens afsluttende koncert, noget træthed at spore blandt publikum; en sløvhed, der bestemt ikke var tilfældet hos det professionelle security-personale, der var til stede. Brandalarmen gik og afbrød sidste del af den ellers velspillede ”Inis Mona”, fra bandets første album, Slania. Nødudgangene blev åbnet, mens folk og bandmedlemmer blev gennet udenfor for at vente på brandfolkene, der kom efter små ti minutters ventetid og konstaterede, at det nok bare var den megen røg på scenen, der havde været udløseren.
Sætliste:
- Ategnatos
- King
- Call Of The Mountain
- Quoth the Raven
- The Slumber
- Worship
- Artio
- Epona
- A Rose for Epona
- Ambiramus
- Havoc
- Thousandfold
- Breathe
- Helvetios
- Rebirth (Encore)
- Inis Mona (Encore)
Årets sidste koncerter er slut, og min bucketliste er blevet et par hakker rigere. Dette markerer også afslutningen på det første år for ravenrocksite.dk: Et år, der har budt på virkelig mange spændende shows på den danske metalscene. Jeg vil nu gå hjem med dem alle i tankerne og fejre jul med mine kære, mens jeg ser frem til alt det nye, 2020 vil bringe af mindeværdige koncertoplevelser.
Infected Rain
Lacuna Coil
Eluveitie
About the author:
Assignments: Music reviews and photographing / Editorial Tasks
Active since: 11-06-2018
Favorite genres: Melodic Death Metal / Industrial Metal / Symphonic Black Metal