-
Vanir
-
Svartsot
-
Týr
3.5
Som metalhead og hedning har jeg altid ønsket at få lov til at deltage i et vikingeblót. Hvad er mere oplagt end at bruge et spillested som Gimle til netop sådan en ceremoni? Et blót er et slags offerritual, hvor man ”blóter” et offer af en art, for at opnå de nordiske guders gunst og velsignelse. Efter dette skal der festes igennem med tre bands der har hver deres bud på, hvordan folke- og vikingemetal skal lyde til en sådan lejlighed…
Vintersolhvervsfest og blót
Før ceremonien skulle finde sted, blev der afholdt et vikingetaffel i Gimles café. Her blev gæsterne bænket ved bordet til tonerne fra viking-tidssvarende musik og menuen stod naturligvis på god mad og mjød, som enhver viking ville have nydt. Ifølge flere af gæsterne, var det eneste, der kunne have gjort det mere autentisk, at man havde holdt musikken akustisk og uden nogen form for elektronisk forstærkning.
Så blev det tid til blót-ceremonien, der som nævnt foregik i Gimles koncertsal. Salen fyldtes langsomt med forventningsfulde gæster. Til lyden af torden og silende regn indfandt goden Mou fra Solbjerg Blótlaug sig på den tætpakkede scene, sammen med sit følge. Da alle havde fået kantet sig på plads og placeret deres medbragte lysende kugler i en holder på gulvet, kunne offerritualet begynde.
Desværre virkede det, som om hele ceremonien ikke var særligt godt planlagt eller indøvet; ingen vidste helt, hvad de selv eller andre skulle foretage sig. Det gjorde hele oplevelsen både kluntet og useriøs, hvilket kun blev forstærket af, at alt blev læst op fra små sedler og ikke var indstuderet på forhånd.
Der er mange, der mener, at alle former for religiøse ritualer er enten kedelige eller direkte burde afskaffes. Jeg er dog ikke af denne overbevisning – jeg mener blot, at man burde have planlagt hele eventet meget anderledes: for det første tror jeg, det havde været mere effektfuldt, såfremt man havde rykket ritualet ned i salen foran scenen og dermed inkludere de fremmødte mere i ceremonien. For det andet burde både goden og hans følge have øvet sig en kende mere, før de gav sig i kast med at forsøge at skabe den ønskede højtidelige stemning blandt publikum: dette kan nemlig kun lade sig gøre gennem enten et nøje indstuderet skuespil, eller af nogen, der har prøvet det mange gange og derfor kan overlevere budskabet med overbevisning.
Vanir
For knap 10 år siden blev Vanir dannet i Roskilde, og de har i snit udgivet ét album hvert andet år siden da. Senest har de smidt singlen MCCXIX på gaden, for cirka et halvt års tid siden – og det er måske en teaser for et, snarligt kommende, sjette album? Sætlisten gav os en smagsprøve på hele bandets bagkatalog med hovedvægt på numre fra deres seneste album, Allfather, men naturligvis fik vi også lejlighed til at høre føromtalte single, i løbet af koncerten.
Hvis der var en præmie for aftenens mest autentisk-klædte band, ville Vanir helt afgjort løbe med sejren. Vanen tro var de iført scenekostumer som ringbrynjer og tøj af læder, pels, uld og hør – og som prikken over i’et, havde forsangeren Martin Holmsgaard desuden medbragt en vikingeøkse både til blót og koncert. Den blev brugt til at understrege Holmsgaards lyriske budskaber under sin optræden. Dette, suppleret med Vanirs dystre sminkning, gav nemt én indtrykket af, at de netop var hjemvendt fra slagmarken.
Vanir forener musikalske elementer fra både folk-, black- og dødsmetal, med deres historier om vikingerne og den nordiske mytologi. Melodierne spænder vidt fra højenergiske ballader til mørkere og mere dystre temaer om krig, magt og død. Netop denne tilgang til vore fjerne forfædre må man sige, passer perfekt til aftenens arrangement. Det er aldrig svært at fornemme Vanirs spilleglæde og publikumskærlighed, og dette kombineret med den gavmildt udskænkede mjød undervejs i koncerten, sørgede for, at opretholde den høje stemning i salen koncerten igennem.
Jeg har oplevet Vanir live rigtig mange gange siden 2009, og jeg synes kun, de er blevet bedre med årene. De forstår at komme helt ud til selv det bagerste publikum gennem deres sceneretorik, og sætlisten er så indøvet, at der også er plads til lidt interaktion med det forreste publikum undervejs. Personligt savnede jeg flere af de ældre numre på sætlisten, og jeg var også lidt uvenner med lyssætningen denne aften – men ellers må jeg sige, at Vanir formåede at peppe stemningen voldsomt op og fik skudt vintersolhvervsfesten godt i gang.
Sætliste:
- The Flame Of Lindisfarne
- Væringjar
- Svoldir
- Vinlandsfærd
- Fejd
- Wrath Of Sutr
- MCCXIX
- Thor – The Powerhead
- Einherjer
Svartsot
For snart 15 år siden mødte en flok metalheads hinanden og dannede bandet Skoll. Et par år senere skiftede de navn og er i dag kendt som Svartsot. Bandets lineup er slet ikke som det var dengang, men selve idéen om at spille unikt folkemetal er bevaret og elsket af mange. Det er blevet til fire albums gennem deres karriere, og selvom det er ved at være længe siden, vi har set noget nyt fra bandet, så forstår de stadig at holde på deres trofaste fanskare.
Svartsot har en noget anden tilgang til det musikalske end Vanir. Ud over de sædvanlige instrumenter, man normalt forventer på en metalscene, benytter de sig af instrumenter som mandolin, sækkepibe og pennywhistle, i fremførelsen af deres folkekvad. Den lyriske del bliver udelukkende sunget og growlet på dansk, og har sine rødder dybt begravet i den historiske muld og i nordiske folkesagn. Hvis man lukker øjnene, tror jeg ikke, man har svært ved at forestille sig deres musik spillet i de mørke krostuer tilbage i tiden, mens ølskummet blev tørret af skægget og folk skrålede med.
Pudsigt nok, havde bandet valgt at vende tilbage til sine rødder og spille numre primært fra deres første album, Ravnenes Saga, på denne aften. Der var dog også plads til et par numre fra de nyere albums på sætlisten. Desværre kom bandet lidt skidt fra start, og først under tredje nummer, virkede det til, at de helt havde fundet sig selv igen. Men det er jo også længe siden, man har set dem på scenen sidst – så måske var de bare lidt ude af øvelse.
Heldigvis havde Tor Bager sin gode, jyske humor og energi, og sammen med resten af bandets fantastiske attitude, fik de alligevel stablet en fest på benene. Om det var fordi Hans Jørgen ikke helt havde fået sunket sin elskede Limfjordporter eller ej, det ved jeg ikke – men der var lidt dårlig lyd et par gange, når han spillede på sine fløjter. Men med alt taget i betragtning, formåede Svartsot, trods både opstartsvanskeligheder og fløjteproblemer, at fortsætte hvor Vanir slap, og holde den energiske og glade stemning kørende.
Sætliste:
- Jotunheimsfærden
- Dødedansen
- Tvende Ravne
- Kilden – I Marker Og I Lunde
- Holdt Ned Af En Tjørn
- Lokkevisen
- Kromandens Datter
- Skønne Møer
- Midsommer
- Gravøllet
Týr
Færøske Týr er et band, der har stået på den skandinaviske folkmetal-scene i ikke mindre end to årtier. De har udgivet deres ottende album, Hel, tilbage i marts, og det prægede da også aftenens sætliste, selvom vi også fik en del gamle kendinge at synge med på. Disse erfarne herrer, har forstået at beholde deres stil og udtryk hele vejen op gennem deres karriere.
Týrs progressive og melodiske tilgang til genren, adskiller dem væsentligt fra de to opvarmningsband, og passer slet ikke ind i den dystre tilgang, de havde. Et mere passende band i denne sammensætning, havde nok været et band som Månegarm. Men trods sin nærmest 80’er-agtige stilart, formår Týr alligevel at holde sine fans tryllebundet. Selvom der var enkelte af de lidt hårdere metalheads som forlod salen, vedblev en trofast skare af glade tilskuere med at headbange, og skråle med foran scenen, således at stemningen på intet tidspunkt dalede synderligt meget.
Selvom Týr normalt ikke er det, jeg selv lytter mest til, vil jeg dog tilstå, at min fod ikke kunne stå helt stille undervejs, og at jeg heller ikke helt kunne lade være med at lade mig rive med af stemningen af og til, og synge med på de gammelkendte melodier. Hvis jeg skal vælge to numre ud, som jeg virkelig holdt af, er det nok de to ekstranumre: ”Hail to the Hammer” og ”Hold the Heathen Hammer High”. De har en helt særlig plads i mit hjerte, og jeg kan simpelthen ikke lade være at skråle med, når jeg hører dem.
Hvor lys og lyd af og til drillede på de to forrige bands, var der slet intet at bemærke under Týrs koncert; tværtimod nailede både lyd- og lysmand/kvinde det fuldstændig, og forstod at tilpasse det til stemningen og energien på scenen. Bandet er virkelig teknisk dygtige på hvert deres instrument, hvilket vi også fik en smagsprøve på i de tre soli undervejs i koncerten. Først fik Tadeusz Rieckmann lov til at vise sig på trommerne, siden slog Attila Vörös sig løs på guitaren. Til sidst rundede deres dygtige bassist Gunnar Thomsen af med en meget unik bas-solo, hvor han fik nogle lyde ud af sin specielle bas, som jeg aldrig havde troet, var mulige – virkelig imponerende!
Sætliste:
- The Lay of Thrym
- Mare of My Night
- Grindavísan
- Sunset Shore
- Shadow of the Swastika
- (Tadeusz Rieckmann Drum Solo)
- Sinklars Vísa
- (Attila Vörös Guitar Solo)
- Gates of Hel
- Fire and Flame
- Regin Smiður
- Blood of Heroes
- Ragnars Kvæði
- (Gunnar Thomsen Bass Solo)
- By the Sword in My Hand
- Hail to the Hammer (Encore)
- Hold the Heathen Hammer High (Encore)
Efter et lidt skuffende blót, og en energisk, følelsesladet rejse tilbage til vikingetiden, går turen nu tilbage til nutiden: fejringen af vintersolhvervet er slut, men Yule står for døren og med den, skal vi spise os fede i god mad, drikke os fulde i mjød og juleøl, og på én gang både fejre den kristne og hedenske højtid sammen, i venner og familiens lag.
Vintersolhvervsfest og blót
Vanir
Svartsot
Týr
About the author:
Assignments: Music reviews and photographing / Editorial Tasks
Active since: 11-06-2018
Favorite genres: Melodic Death Metal / Industrial Metal / Symphonic Black Metal
Blackbriar
Embryo