Det var fredag aften, og vejrguderne var imod alt og alle denne dag. Måske var det dette, der holdt odenseanerne hjemme under deres dyner, i stedet for at valfarte til Kansas City, der kun ligger en rask gåtur udenfor byen. Eller måske var det den anden metalkoncert i byen, der gav det lave fremmøde – det er uvist. Det forhindrede dog ikke solhundene – Sun Dog – i at møde op som opvarmning, Nakkeknaekkerne i at svinge nakkehvivlerne og Deadnate i at afslutte denne aften.
Sun Dog
Sun Dog beskriver sig selv som en gruppe der spiller: ”Tung Tung Trolde Rock”, og trods deres hang til sol, havde de alligevel trodset sig ud i blæsten og fundet vej til spillestedet denne aften. De kommer lokalt fra Odense og har tidligere udgivet sangen ”Gnolls Lament” på opsamlingsalbummet Hell Comes Around III, en compilation af fynske bands, ligesom de gamle mixtapes, bare på pladeform.
De består af ældre herrer med erfaringer fra tidligere såsom: Svartsot, Unbelief og Modra. Men udover førnævnte udgivelse er der faktisk ikke rigtig meget at finde i fysisk form. Hvis du fatter interesse for dem, vil jeg råde dig til at tjekke deres Facebookside ud, hvor der findes et par links til videoer.
Bandet går på scenen hvor gulvet er spækket med udstyr og pedaler, og består af Simon Long Krogh på Keyboard, Jesper Roar Hald på trommer, Ole B. Frøsig på bas og Uffe Dons Petersen på guitar og vokal. Det er en behagelig start på aftenen, særligt efter tog-kaos på turen mod Kansas City. De spiller meget doomet og tung rock, som til tider også henter lidt inspiration fra folkemusikken og jazz.
Den fynske halvmåne opstår lynhurtigt foran de opstillede barborde og stole, som blev en slags ”sutteklud” for publikummet. Det lykkedes ikke at få fat i folk på nogen måde, der er en stor mangel på stage-presence fra gruppen. Når det er sagt, er de ganske dygtige musikere, der kan lide hvad de laver, og selvom det måske nok er rock, har de i dén grad sat eget præg på deres musik.
Det er klogt at have keyboard med i bandet, som dermed opnår et mere fyldigt lydbillede, dog kan keyboardsektionerne godt gå hen i en meget jazzet retning, men det stikker af fra trolde Rocken. Petersens vokal er virkelig god: den er fyldig samtidig med at kompositionen af guitaren er i top med fede og lækre riffs. Dog til tider sker det, at den kæmpestore boks af pedaler, guitaren og retningen af mikrofonen ikke helt hænger sammen. Vokalen bliver dermed uklar. Det er superærgerligt, for evnerne er der tydeligvis.
Sætliste:
- Idle Hands of Mundus
- Into the Valley
- Gnolls Lament
- The Gathering
- De Sidste Dage
Nakkeknaekker
2020 er godt nok ikke længe siden, men det er året, Nakkeknaekker blev dannet, og til trods for dette har de allerede udgivet to demoer. Der er fuld gang i disse knægte, der er fyldt med dedikation og målrettethed. Gruppen er fra Silkeborg og består af Anton ”Hajn” Bregendorf på trommer, kendt fra sit soloprojekt Hajn hvor han selv spiller alle instrumenterne. Sebastian Knoblauch på bas, Joakim Kaspersen og Johan Lundvig på guitarer samt Christoffer Kofoed på vokal. Kofoed spiller også i bandet Flesh Season.
I børnebogsserien Kaptajn Underhyler møder vi den sadistiske idrætslærer Nakkeknaekker. Om navne-fællesskabet er et tilfælde eller med vilje, skal jeg lade stå hen i det uvisse. Koncerten her til aften er kun deres anden optræden på de bonede gulve, og da de har et aldersspænd fra 15 til 19 år og kun har eksisteret i et års tid, er det måske ikke helt underligt.
Ude på scenen sprudler de frem og der er tonsvis af energi på scenen, men også en stor åbenhed, og en enorm lyst til at interagere med publikum. Vi får vores første og eneste kom-så-frem-til-scenen opråb. Det lykkes da også at få et par stykker frem og folk rejser sig endda fra de såkaldte ”sutteklude”.
Forsangeren har lidt teenager-vilde lemmer, der ikke altid lader til at være helt villige til at lystre hans ønsker, særligt i starten, hvor mikrofonen ikke altid lige ligger i vinkel, men det kommer der styr på. Du får til gengæld derefter masser af lækker growl og der er ikke sparet på kommunikationen med tilskuerne.
Resten af bandet får også fyret den af, der er godt gang i trommerne, med smadrede trommestikker og gas i både bas og guitar. Der bliver circle-headbanget til den store guldmedalje, uden nogen usikkerhed at spore på nogen af dem, der snildt kan spille uden at kikke på grebet af deres instrument hele tiden.
Der er gang i riffene og det groover rigtigt godt igennem; folk er begejstret. Nakkemusklerne bliver svunget og en smule moshing bliver der lagt op til, men ikke helt udført. Kofoed lykkedes med at præsentere alle enkeltvis og sørge for, at alle fik deres plads i solen.
Selv kunne jeg unde dem at få spillet foran en lidt større publikum skære der er i et lidt større fest humør så grib chancen hvis du kan og hør Nakkeknaekker spille live på Rocken den 20. november 2021 sammen med Kibitzer, du vil få rykket med nakkehvivlerne.
Sætliste:
- Fetus Blender
- Bistandsklienter
- Punkteret Hjernehinde
- Purgatory Rites
- Baptized In Acid
- Jesus’ Mor Er Satans Fætter
- Death by Devourment
- Black Salt
Deadnate
Deadnate fandt hurtigt alle sammen hinanden på en musikskole i Fredericia i 2013 og. De startede med at danne et grundlag for deres musik baseret på Gojira og Metallica samt med thrash metal som forbillede. Da de begyndte at forme og lave musikken, opstod der en fælles idé om at spille mere progressivt og groovy.
Deadnate har en meget ærlig tilgang til deres musik, som de udvikler naturligt i øvelokalet, og ikke via programmering på computeren. Det giver nogle længere udviklingsprocesser, men flowet kommer naturligt. De kom med deres første udgivelse, Concrete Flood, i 2018, hvorefter de er ude at turnere flere steder i Danmark sammen med en masse større bands.
De får faktisk fyret den af her til aften på Deadnates egen måde. Der er faktisk virkelig gang i dem, de kæmper desværre forgæves for at sætte folk i gang med masser af lyst og med kontakt ud over scenen. Men de fynske fans har sat sig tilbage til deres ”sutteklude”. Gudskelov har man dog sin helt egen support-troppe med sig i form af fem friske Silkeborg gutter fra Nakkeknaekker, og de giver den gas foran scenen.
Deadnate har deres eget setup med to sangere på hver side, med hver deres guitar og bassisten i midten – og det passer til dette band. Stilen er en meget groovy og næsten blød Gojira- / Metallica-blanding, men ikke så blød, at metallen ikke stadig er der. Masser af gode og fede riffs, og vokalerne, der også indeholder skønsang, er oppe i noget raw og growlen.
Det betyder at musikken ikke nødvendigvis byder til at moshe, men det er stadig musik man kan svinge nakken til, hvis nu ellers at publikum havde været mere oplagte. Det er faktisk enormt ærgerligt, for baseret på tidligere koncerter jeg har oplevet, er de virkelig i rivende udvikling er de virkelig i rivende udvikling i forhold til at komme ud til folk.
Den 5. november udkommer bandets første del af deres indspillede debutalbum The North Sea – Pt. 1, og de har releaseparty den 11. november 2021 på Stengade i København. Derudover spiller de på Plekter Metal Tour sammen med Feather Mountain på Mejeriet den. 13. november 2021, hvor også Quantum Solaris spiller, og på Skråen den 19. november 2021, hvor Sansera kikker forbi. Der er med andre ord masser at glæde sig til.
Sætliste:
- The North Sea
- Tribes of Giants
- Downhearted
- WaVeS
- Dead Horizon
- Winter (Live debut)
- Demystified
- Mountain
- Black Lung
Åh Kansas City, der ligger en lille rask gåtur fra stationen, bliver betragtet som langt udenfor byen af mange folk. Virkelig ærgerligt, for det er et yderst dejligt spillested. På trods af, at der er rigtig mange bands i Odense, var tilslutningen desværre lav. Det var surt at opleve, at de ikke støtter mere op om hinanden. Dog skal Nakkeknaekker have stor ros, for de lever virkelig op til at være gode tour-kammerater med den ekstra support de gav foran scenen – bliv ved med det, og til andre bands: tænk lige over det, når I skal finde nogen at spille med!
Fotos venligst udlånt af: Rudi Buhl
Sun Dog
Nakkeknaekker
Deadnate
About the author:
Assignments: Reviews of Releases and Concerts and Interviews. Nerd on all levels (finding releases, bands and labels) - Giving the editor gray hairs...
Active: 13-12-2019 - 27-08-2022, now freelance-reviewer
Favorite genres: Blackened Death Metal - but listens to all kinds of metal and rock!