Hvor meget fyld kan man have på en pizza før det bliver for meget?
Medlemmerne i Zornheym har utroligt mange ideer til, hvor de gerne vil hen. På deres sophomore album, er der kun blevet tilføjet en lille smule ekstra, af de påfund de har. The Zornheim Sleep Experiment har lidt af det hele. Så er spørgsmålet bare, om mere aggressivitet, et guitarorkester og flere kor giver en langt bedre pizza – eller ej?
Fælles vision og bedre sammenhæng
Bandet startede i 2014, udgav deres debut i 2017, og de er nu klar med andet skud på stammen. Gruppen er fra Sverige og har tidligere medlemmer fra både Dark Funeral, Devian, Aktiv Dödshjælp og Scar Symmetry. Guitaristen Zorn havde et klart billede af et projekt og samlede musikerne omkring dét, der blev til Zornheym.
Det hele begyndte for alvor at tage form, da Scucca og Bendler kom til. Bandet får inspirationer fra mange forskellige kunstnere og genrer. Det er i virkeligheden med til at skabe en meget unik profil, som mest af alt minder én om noget King Diamond, der rækker ud mod symphonic black metal.
Musikken byder på virkelig flotte, symfoniske harmonier og korstykker, men også elementer af godt svensk, blackened death; det kan blive både hårdt og grumt, men er også meget lyst til tider. Med idéer fra Blind Guardian, Helloween, King Diamond og Dissection, er det også et meget stort spænd, bandet har af inspirationer, hvilket også er repræsenteret i musikken.
Deres debutalbum bar meget præg af, at de var en nyere gruppe. Selv om der allerede dengang var masser af potentiale, så er det også tydeligt, at de i dag er et band der er rystet grundigere sammen. Det, der i 2017 var Zorns projekt, er i den grad gået hen og blevet til en samlet vision. Hvilket giver en mere velproduceret udgivelse og helhed.
Alle elementer giver mening, og det til trods for at man har tilført langt flere af dem. Således vil du opleve flere korsektioner, strengeinstrumenter og der vil også være et såkaldt guitar ”orkester”, altså flere lag af guitar lagt oven på hinanden.
Eksperimentet
Zornheim er konceptet i musikken – et sindssygehospital hvor flere patienter er låst inde! På første udgivelse bliver vi præsenteret for en række af disse indlagte. I nummeret “Whom the Night Brings” møder vi således Angelika Engel. En patient, der i samtaler med Dr. Bettelheim fortæller, at vi om natten får besøg af incubis, der prøver at holde os vågne for at lege med vores indre dæmoner. Hvis ikke vi hviler os, så vil vi langsomt blive besat af vores primære ondskab, give efter for vores dæmoner og forlade vores humanitet.
Det andet album begiver sig ud på et eksperiment, hvor Dr. Bettelheim tester denne teori, og vælger at holde flere patienter vågne for at se hvad der kommer til at ske. Giver de efter for deres primære ondskab? For at gennemføre dette, producerer han en gas der holder patienterne ved bevidsthed, og spærrer dem derpå inde for at observere dem. Gassen er højest afhængighedsskabende, og igennem skiven følger vi hans undersøgelser til ende. Vi vil ikke spoile yderligere om hvad der sker, få i stedet historien når du hører albummet.
På “Slumber Comes in Time” får vi i dén grad gang i et kor, det er et smukt mandekor der er blevet valgt til denne sang og det passer godt til nummeret. Samtidig får vi nogle fine guitarsoli fra både Zorn og Scucca. Det fungerer rigtig godt når deres instrumentale kunnen går i symbiose: Zorn starter den og Scucca kommer ind, forstærker den og sammen laver de en solid opbygning inden det sidste vers. Det er på områder som disse at man virkelig kan mærke, at bandet er et team, alle de forskellige elementer i musikken falder lige en smule mere på plads.
På nummeret hører vi de to doktorer snakke med hinanden om præmissen for eksperimentet, da testpersonerne er stille. Den viden de skal opsamle i dette forsøg, er derfor svær at samle. Nummeret slutter af med det eneste vers, der er på svensk, og som kommer fra en af patienterne; den starter med kor, men slutter af med en enkelt strofe med solosang, virkelig flot udført.
Melodisk historiefortælling
På nummeret ”Keep The Devil Away” har vi de meget tydelige inspirationer fra Helloween, det er ret spændende at se hvordan det lykkes for dem at balancere de her enorme kræfter fra powermetallen uden vi ender med at have et helt heltekvad med ombord. Bandet får stadig flot afvejet musikken med de mere mørke elementer fra death og black metallen.
Sangen har en klassisk opbygning med en melodisk overgang og sårbar vokal. Det er pompøst men stadig fyldt med hårde, isnende riffs og Bendlers vokal får virkelig noget at arbejde med. Hvor han både får growlet og sunget rent, råt og fint. Af andre tracks kan nævnes ”Black Nine”, der er noget mere dyster og giver nogle virkelig dybe dyk med riffs og markante trommer, samt en stemme der virkelig skærer sig ind i knoglerne på én.
Zornheym er et band, der kan være svær at sætte i bås i en enkelt genre. Lyt til det, hvis du er til Helloween, Blind Guardian, Dissection eller historiefortællingen fra vores lokale helt King Diamond, som Zorn kommer ind på i vores interview med ham og Bendler. Tjek Zornheym ud, det nye album er på gaden, og til denne udgivelse kommer også endnu en grafisk novelle. Du har meget at se frem til!
Pizza smager nu bedst når den er velbalanceret, lavet korrekt og med masser af passion. Det er elementer der alle sammen er til stede på den nye plade fra Zornheym. Du får flere guitarsoli, lidt flere ballader, godt med kor og mere dybde. Det er ikke til dig, der forventer solid, råt black metal, men mere noget symphonic melodic blackened death metal krydret med helt klare powerelementer – som oreganoen på toppen.
Trackliste:
- Corpus Vile
- An Evil Within
- Dead Silence
- Keep The Devil Away
- Slumber Comes In Time
- Black Nine
- The Veiling of Bettelheims Eye
- The Revelation
- Keep Cutting
- The Madness That Lurks Within (Epilogue)
About the author:
Assignments: Reviews of Releases and Concerts and Interviews. Nerd on all levels (finding releases, bands and labels) - Giving the editor gray hairs...
Active: 13-12-2019 - 27-08-2022
Favorite genres: Blackened Death Metal - but listens to all kinds of metal and rock!